Status.

Det er lige præcis 3 mdr. siden, jeg deltog i et lille 2 timers kursus på bibliotektet om blogging. Jeg viste ikke, hvad det var. Jeg var bare almindelig nysgerrig, men inden jeg gik derfra, havde jeg været inde i blog-land og havde oprettet min egen blog.

Siden har jeg fundet ud af, at det ikke kun er blogland - det er blogverden. Afstanden er kun et klik. Så kan jeg se, hvad Nille i Bruxelles har gang i. Eller Tina omme i London, Nicolai i Prag eller Dorthe i Sisimiut og mange andre rundt om i verden og i DK. I begyndelsen følte jeg mig lidt som en voyeur, der kiggede ind af andres vinduer og viste ikke rigtig, om jeg skulle give mig til kende, eller hvad...
Nu ved jeg fra egen erfaring, at det er dejligt, når nogen kommenterer på min blog. Jeg kommenterer ikke selv på alle dem, jeg kigger forbi. Det ville være for tidskrævende. Jeg kan også se på min tæller, at nogen kigger forbi mig uden at sige noget. Sådan må det være.
Det har overrasket mig hvor sjovt, jeg synes det er. Da jeg var barn/ung var det meget populært at have pennevenner og veninder. Jeg syntes, det var spændende at skrive sammen med en ukendt. Måske er det at blogge en moderne og udvidet form for penneven/veninde konceptet.
Men det sjove er også, at mine 2 piger og Henrik roser mig helt vildt. De synes, jeg er så dygtig og at jeg tager så gode billeder. ;-) Den slags er godt brændstof !
Nogen spørger undrende, om det ikke tager lang tid sådan at skrive hver dag?? Jeg vil helst sige, at det tager ikke så lang tid.....Men når sandheden skal frem, så kan det tage rigtig lang tid!!!
Især hvis jeg kommer langt omkring til andres blogge og kommenterer på dem - og kigger tilbage efter svar på min kommentar.........
Men jeg gætter ikke kryds og tværs eller lægger kabale. Sjovt nok, så synes jeg, at jeg skal forsvare mig.....
Men jeg har jo god tid. Jeg skal ikke på arbejde! Det, jeg bruger mindre tid på nu, er at læse og se fjernsyn. Det har jeg det fint med. Derimod har jeg det ikke fint med, at jeg ikke får passet min træning. Da jeg gik på arbejde, fik jeg ondt i ryggen af at forflytte tunge patienter. Nu får jeg ondt i ryggen af at sidde for længe ved computeren - ha-ha!!
Så fra nytår starter jeg i Sportscentret igen. Jeg kan li'så godt vente til nytår, ik'?
Mine ambitioner fra starten var noget med at skrive om det at blive gammel. Det har jeg opgivet. Det er så uhåndgribeligt, fordi det sker li'så stille og umærkeligt hver dag.
Så jeg har fundet ud af, det skal ikke nødvendigvis være noget særligt, jeg skriver om. Men almindeligheder. Og netop i almindeligheder, i hverdagen, i gentagelsen ligger det mest ualmindelige.
Måske taler jeg i tåger, men så har det nok noget med alder at gøre!