Pludselig kom der en køber, som i løbet af 14 dage skulle have et sted at bo. Det betød, at vi havde de sidste 14 dage i juni til at rydde op efter 46 år. Mine kollegaer var begyndt at holde ferie, så jeg havde kun en weekend til rådighed, fordi det var for langt at køre 150 km. frem og tilbage på hverdage. Vi skulle vælge de ting, min mor skulle have i sin fremtidige plejehjemslejlighed, og som skulle opmagasineres indtil en lejlighed blev ledig. Min bror var ejendomsmægler, og han skulle på ferie i begyndelsen af juli, så huset blev solgt med nedslag i prisen, fordi køber selv skulle rydde det væk, som ikke blev taget med.
Der skete så det tragiske, at min bror blev hårdt kvæstet ved en trafikulykke i Thailand. Han døde efter 6 uger. Min mor og jeg rejste afsted og var der i 10 dage. Så det blev et svært efterår uden ret mange tanker på, hvad der evt. var blevet efterladt i huset og uden min bror, som havde været der sidst, til at spørge.
Da det blev jul, kom vi til at tænke på, at julekassen stod på loftet. Hvad var der mon sket med den? Måske var den blevet brændt af sammen med en masse andre ting? Jeg havde ikke lyst til at gå ind og spørge de nye ejere. Så der blev købt lidt forskelligt nyt, bl.a. de 3 engle.Men hvert år til jul tænker jeg på den lille sivsko i barnestørrelse, som min mor altid havde lavet en dekoration i gennem alle år. Den ville jeg godt ha' i dag.
Hun bagte også en masse småkager, men der var én ting hun altid købte til jul, og det var likørtoppe.
Sådan kan man komme til at tænke på sine kære afdøde ved juletid.
Betty, det har da været en utrolig hård tid for jer.
SvarSletHej mor
SvarSletFår en lille klump i halsen når jeg læser din lille tur tilbage i tiden.
Mormor var bare indbegrebet af jul og hygge :-) og heldigvis har vi stadig minderne med os - jeg glæder mig til at vi skal holde en rigtig dejlig jul sammen i år.
Knus den bette
Betty,
SvarSletDet må have været usandsynligt hårdt med alt det på en gang - og måske derfor var der ikke energi til at opsøge de nye ejere og måske få skuffelsen over, at de havde smidt tingene ud.
Det er ganske små ting - men specielt ved højtiderne - som kan bringe vore kære tilbage i minderne.
Lene og Nille, det var en hård tid.
SvarSletGad vide, om det også har lidt terapeutisk effekt at blogge?
Og at skrive??
Linda, der kommer nok mere af samme skuffe. Mine juleting og minder har været gemt væk i et par år.Tak for din kommentar.
SvarSletBetty,
SvarSletJeg tror, at begge dele hjælper - på hver sin måde. Det hjælper at skrive - og jeg bruger det meget udover bloggen. Men nogle gange er det en ande effekt at sende det ud i verden - hvor det ikke bare kan gemmes væk! Hver sin værdi - men begge dele er helende for os!
Nille, jeg har også skrevet dagbog i perioder, men det er meget mere private ting. Men måske har mine grænser for, hvad der er privat også rykket sig. Tror jeg egentlig.
SvarSlet