mandag, december 01, 2008

Frivillig - marked

D. 29. - altså lørdag forsvandt næsten for mig, så i går, søndag, havde jeg langt op af dagen følelsen af, at det var lørdag, og at der lå en søndag foran mig næste dag. Det er jo i virkeligheden fuldstændig lige meget, for jeg har også fri mandag og .....osv. Lidt sjovt at det hænger ved. Men også godt, for det ville nok være kedeligt, hvis alle dage var ens.
Hvordan måler man en succes? Lørdagens frivilligmarked havde 21 stande fra forskellige frivillige organisationer placeret på Den Kreative Skole, som er en ny bygning med en meget central placering. Hver stand var bemandet med 2-3 frivillige, som sammen med brochurer og andet forskelligt blikfang og spiseligt prøvede at tiltrække sig opmærksomhed. Flest gæster og mest opmærksomhed sørgede Gustav for. Den 14 årige dreng, der kan spille så fantastisk på sine hænder. Mange har set ham i tv. Han gav 4 numre, og det er imponerende. Så hvad skal man med instrumenter? Jo, han havde også underlægningsmusik med på sin ipod med forstærkere, så det var en rigtig koncert. Landsforeningen Børns Voksenvenner har fået en stor donation fra Tryg Fonden for at forny sine brochurer og pjecer. Det er der kommet et rigtig flot resultat ud af.
Sommetider siger folk med tanke på brugerne "hvor er det godt, I laver frivilligt arbejde". ja, men vi har rigtig meget glæde ud af det selv. Og på sådan en markedsdag, er det hyggeligt at møde andre foreninger. F.eks. kendte jeg ikke "Ældre hjælper ældre". Det er der andre, der heller ikke gør, for de manglede henvendelser, de stoute håndværkere, der sad der og præsenterede sig. De rykker ud, når der er brug for små praktiske ting: skifte en pære, slå et søm i osv., men de gør ikke hjemmehjælpopgaver. Det kan nok være svært for brugerne at skelne.
I det hele taget er det folk i moden alder med tiden til rådighed, der er med i frivilligt arbejde - bortset fra idræt og spejder. Der var en gruppe på frivilligmarkedet, der trak gennemsnitsalderen ned, og det var Interkulturel Forening. Det er unge, der arrangerer fællesspisning, udflugter, gymnastik og lektiehjælp sammen med unge med indvandrer/flygtningebaggrund.
Min gåtur hjem faldt sammen med en koncert i foyeren i Musikhuset. Sejskoret gav deres julekoncert og foyeren var smukt pyntet. Mit batteri (foto :-)) havde desværre mistet sin strøm.

1 kommentar:

  1. Hvis der ikke fandes frivilligehjælper var der mange ting der ikke kune fungere, både inden foreningslivet og meget andet.Jeg har brugt meget tid på frivillig arbejde,men har ikke noget nu.

    SvarSlet