torsdag, september 17, 2009

Forfatternavnet.

Forfatternavnet fangede mit blik, da jeg læste boganmeldelsen.
Adorján. Mine tanker gled tilbage til 1970, da jeg arbejdede på Klinikken for Cerebral Parese og Børneneurologi. Den lå dengang på Hans Knudsens Plads bagved Ortopædisk Hospital. Overlæge Adorján, der var en meget anerkendt ortopædkirurg, var tilknyttet klinikken som konsulent. Han kom med mellemrum for at vurdere, hvilke børn der havde så stramme ledbånd, at der måtte et kirurgisk indgreb til, for at vi kunne komme videre med træningen.
Overlægen var en smuk, distingveret (i mine 27 årige øjne) ældre herre. Man small- talkede ikke med ham. Men der blev sagt om ham, at han var flygtning fra Ungarn, og at han havde en søn, der var en meget talentfuld, professionel fløjtespiller.
Men uanset forfatternavn, så lød anmeldelsen rigtig spændende, og tidligt i morges da jeg alligevel ikke kunne sove, læste jeg bogen færdig.
Overlæge Adorjáns barnebarn har skrevet en bog om sine bedsteforældres liv og den meget dramatiske og for familien meget traumatiske afslutning deres liv fik, idet de begik selvmord sammen.
Johanna, der som barn ofte fik at høre, at hun lignede sin bedstemor, var 20 år i 1991, da bedsteforældrene døde. Hun har i mange år samlet materiale og interviewet mennesker der kendte parret, for at komme til forståelse for, at hendes 71 årige raske bedstemor valgte at følge sin 10 år ældre alvorligt syge mand i døden, og nu næsten 20 år senere er bogen udkommet
Det er en meget velskrevet bog, som ud over faktuelle forhold også indeholder tænkte situationer og dialog mellem bedstforældrene skrevet med et barnebarns kendskab til dem.
Der er gribende beskrivelser af jødernes rædselsfulde forhold i Ungarn under 2. verdenskrig. Der er tænksomme reflektioner over den jødiske identitet. Familien valgte i dødsannoncen at skrive "Deres store kærlighed er svaret".
Forfatteren fortsætter:
"Det er den smukkeste måde at tolke deres dobbelte selvmord på. Men er det hele sandheden? Er det ikke først og fremmest angst, der taler ud af denne handling? En kvindes angst for ikke at være elsket, for at være alene, ligge andre til byrde, måske engang selv blive syg og affældig? Og hører der ikke også en god del
aggression til, over for sine egne børn, at lade, som om man er fuldkommen alene i verden?"
I min verden må man ikke gribe til selvmord. Det er det værste, man kan udsætte sine nærmeste for. Jeg har kendt 2 mænd, en nabo og en ven, der begik selvmord, da deres børn var 18-20 år, og det var frygeligt for dem.
Min oldefar hængte sig, da han var i 30erne, og 100 år senere var det stadig en skamfuld familiehemmelighed, som min mormor og mor aldrig talte om. Min moster fortalte mig det hviskende, da jeg var langt oppe i fyrrene og var begyndt at interessere mig for slægtsforskning.
Nu er der heldigvis åbenhed om det, og det er heller ikke skamfuldt, hvis en forælder tager livet af sig, og der er psykologhjælp og anden støtte at få. Alligevel er det dybt traumatisk for de nærmeste.

5 kommentarer:

  1. Det sætter tingene i et andet lys, når man kender eller kender til personer, der bliver omtalt.
    Umiddelbart ville jeg nok ikke havde taget den bog ned fra hylden, men du beskriver den så godt, at jeg får lyst til at læse den.
    Jeg forstår heller ikke helt den raske kvinde, der vælger at følge sin syge mand i døden. Hans motiv forstår jeg så udmærket, men hun måtte da stadig have mulighed for at have et godt og rigt liv. Uden sin elskede mand, ja, men stadig med børn og børnebørn. De kan da berige ens liv så eventyrligt meget.
    Men det kan være, jeg skal læse bogen for at forstå...

    SvarSlet
  2. Ellen, under læsningen af bogen kommer man til at forstå (?) og alligevel ikke, at denne elegante og smukke kvinde, bag sin facade følte sig ensom og uelsket. Allerede som 25 årig, da hendes mand var i kzlejr havde hun første gang sagt, at hun ville tage sit eget liv, hvis han ikke kom tilbage. Han var det eneste menneske, der gjorde hendes liv værd at leve.
    Jeg synes, der ligger et voldsomt fravalg af de 2 egne børn og børnebørn i den handling.
    Men hvad ved jeg..... Virkeligheden overgår fiktionen.

    SvarSlet
  3. Det værste er den skyldfølelse man påfører sin familie. Tænk at ens mor ikke ønsker at leve selv om hun har børn, den følelse må være svær at slippe. Og at der er blevet skrevet en bog af barnebarnet er vel netop på grund af den følelse.

    SvarSlet
  4. Det er en meget stor handling - at tage den beslutning, at et menneske tæller mere end andre; at det ene menneske ikke kan undværes - og at man selv er så uafhængig.

    På sin vis kan man måske forstå det for ægtepar, der har været sammen i en menneskealder; men det er et grusomt fravalg af sine børn og derigennem børnebørn.

    Jeg havde en ungdomskæreste, hvir farfar lige efter krigen havde begået selvmord. Tilsyneladende havde han været kollaboratør - og han har sikkert ment, at det var at hjælpe sin familie at forsvinde for ikke at "ydmyge" dem på anden måde. Men uanset - så var det en grusomhed, der vedvarede i familien som en hemmelig eller uforstået handling.

    SvarSlet
  5. Kære Betty

    Hyggeligt at "høre" fra én, der kendte min morfar dengang for mange år siden, da jeg var på vej til verden ;)

    Det glæder mig, at du synes om min kusines bog, og jeg forstår godt jeres undren over min mormors handling; men jeg forstår den faktisk godt, og selvom jeg savner dem begge - stadig - har jeg respekt og forståelse for deres handling - og ja, min mormor ville have fået mange gode år sammen med sine børn og børnebørn, er jeg sikker på.

    Og jeg føler ingen skyld over for deres død.

    SvarSlet