tirsdag, juli 30, 2019

Om regn - om junk mail - om Harry Potter.

Endelig regner det her, stille regn, som har givet næsten fem mm. på min regnmåler i løbet af fem timer. Det ville være dejligt, hvis det fortsatte hele natten. Blomster og buske i min have tager skade af det tørre vejr. Det er længe siden, bregnerne har lagt sig ned. Der skal meget regn til, før de rejser sig igen.
De banditter, der prøver at lokke kreditkortoplysninger fra os, har været særligt aktive på min mail de seneste dage. Der er forskellige tekster fra Nets. Fx bliver jeg oplyst om den aktuelle status på mit betalingskort: Det er blokeret, og jeg skal anmode om refusion og aktivere mit kort ved at gå ind på login siden.
"Vi har modtaget en transaktionsanmodning fra dit kreditkort 4571xxxxxxxx med en ip-adresse udenfor Danmark. Gå til login-siden.
"Dit kreditkort er blevet frosset, fordi vi ikke kan bekræfte dine kontooplysninger. Bekræft din konto. Det tager kun et par minutter."
I dag fik jeg en meddelelse om tilbagebetaling af skat for år 2019. Altså for 2019! Den var
ubehjælpsomt formuleret og let at gennemskue. Men det er da irriterende med den slags i mailboksen.

Jeg er gået i gang med Harry Potter!

Eftersom jeg ikke rigtig er blevet grebet af fantasy-genren før, så er det godt mine børnebørn kan smitte mig med deres interesse.

Sidst jeg var på biblioteket sammen med Johanne, kom hun slæbende med denne her meget store bog og fortalte, at den var om Harry Potter. Hun befinder sig i udkanten af drengenes univers og får lidt kendskab til det, selvom hun ikke ser de samme film.
Jeg faldt straks for den bog (hvis man kan sige sådan om en bog)
Den er rigt illustreret af en fantastisk dygtig børnebogsillustrator, Jim Kay og meget indbydende at læse.
Den er meget velskrevet og slet ikke så svær som jeg havde forestillet mig.
Men den er for stor til at være godnatlæsning i sengen, så nu vil jeg finde noget andet læsestof at falde i søvn på i aften.

4 kommentarer:

  1. Ja, de har travlt, de svindlere, men uanset hvor gode de ender med at være, er det stadig gennemskueligt, synes jeg. Jeg har modtaget et par stykker, hvor det var så godt formuleret, at der må have været en danskkyndig ind over. Men et 'frossent' dankort er da en undersættelse, der vil noget :-)
    Jeg slugte Harry Potter-bøgerne så hurtigt, jeg kunne slippe afsted med det og synes, at J.K. Rowling er genial, fordi hun formår at fange alle mellem 8 og 88 år. Jeg ønsker mig lydbogsudgaven, hvor Stehpen Fry er oplæser. Charlotte siger, at han er intet mindre end fantastisk til det, men det er selvfølgelig ikke noget for danske børn, der endnu ikke har lært engelsk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er sjovt at du er sådan en Potter-fan. Det er jeg også i gang med at blive :-) Jeg synes, der er mange svære ord og begreber i bogen for en 8 årig. Jeg forklarer ikke hele tiden, for børn får jo alligevel noget ud af historien. Men vi har snakket om skoleuniformer. Det er mærkeligt her til lands.
      Jeg skriver mig bag øret, at der findes en lydbogsudgave med Stehpen Fry. Til mig selv, så jeg lytte til engelsk af en dygtig oplæser.

      Slet
  2. Så spændende at du læser Harry Potter. Det er jeg endnu ikke begyndt på, men jeg ved jo, at folk elsker bøgerne.
    Ja, de svindlere er frygtelig trættende. Sådan nogle mails får vi også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, I får også sådan nogle mails? Det gør vi nok alle.
      Måske Harry Potter ikke er noget for dig? Vi har ikke alle samme smag.

      Slet