fredag, juli 26, 2019

Flere feriedage. Men slut nu.

Allerede da jeg kørte hjem fra Vorupør i går formiddags, kunne jeg mærke, at den følelse af sandpapir i halsen, jeg vågnede med om morgenen, støt og roligt udviklede sig til en forkølelse i løbet af de to timer køreturen varede. Min næse løb og løb. Det var meget varmt udenfor, og jeg havde klimaanlægget til at køre på max. Måske det virkede befordrende for sådan en gang 'lang næse'?
Ikke kun det. Jeg er meget forkølet i dag, og har stort set tilbragt den varme dag herinde på sofaen eller i en stol med køkkenrullen indefor rækkevidde.
Jeg er inviteret til fødselsdagsfrokost i morgen, men jeg har meldt afbud. Det er ikke realistisk at tro, jeg møder frisk op kl 13.

Johanne fyldte fem år i lørdags.

Mit loppemarkedfund gav straks anledning til leg og indretning af huset. Det er i tre etager, og der er både en forside og bagside.
Jeg fik flere håndfulde tilbehør med i en plastikpose, og det fik jeg ikke kigget på.
Det viste sig, at flere af de små ting ikke hørte til i det univers. Men det gjorde åbenbart ingenting.
Drengene syntes også, det var sjovt at være med til at lege med det.


Det originale egernpar.

Jeg havde flygtigt set, der var mange ting til en baby-størrelse, så jeg troede, de havde sådan et lille egernbarn.

Stor var vores overraskelse, da vi så, de havde et adoptivbarn :-)
En lille ælling.




Mattias og hans forældre var på besøg. Drengene var på pókemon-jagt sammen. Det er så spændende for dem og svært at stoppe, når den aftalte tid er gået.
Min póke-status er, at jeg nu er på level 11. Det var vigtigt for Chr. at jeg kom på level 10, for så kan man bytte figurer med hinanden.
Jeg har også tjent 50 kr - spørg ikke hvordan. Det er fiktive penge, som jeg kan købe udstyr til min figur for. Fx et par sko eller en kasket.
Hvis man ikke har 'penge' nok, så kan man med rigtige penge købe udstyr. Det kan hurtigt blive et skråplan, tror jeg, hvis der ikke er klare regler om, at det kun er de fiktive penge, der må bruges.
Vi spillede ludo en dag. Det var også sjovt, men der er ikke den samme spænding og belønning som i pókemon.
Der har været så mange fine badedage.
I Havbadet er der små krabber, som det er spændende at få op i en spand og kigge på.

Jeg gentager vist mig selv, men jeg har ikke tidligere set så mange feriegæster i Vorupør. Havbadet er populært for småbørnefamilier. Surfskolen for de lidt større børn.
At der er så mange mennesker mærkes især i trafikken og hos Meny - det eneste supermarked.

Jeg boede i min egen lille lejlighed den første uge, hvorefter den var lejet ud til andre. De næste fem dage boede jeg henne hos Chr. og familien.
Min bror og svigerinde havde lejet sig ind på en B&B i fire dage sammen med deres yngste barnebarn på ni år, så dem var vi også sammen med.
Mattias og hans forældre er på camping i Jesperhus.
Jeg var på besøg hos dem en kølig eftermiddag.
Blomsterparken er flot. Her går vi i et område med H.C. Andersen-tema.
Vi var også inde i området med fugle og dyr og et legeland. Og en 4D biograf med små 10 min. film.







Huset, hvor jeg har boet i den lille lejlighed et par gange og den store en enkelt gang, er til salg.
For nogle måneder siden reserverede jeg stuelejligheden og min datter 1. sal i uge 29 og 30 til næste år.
Vi blev noget skuffede, da vi hørte om salgsplanerne.
Uden tvivl vil en ny ejer også drive udlejning, da der er fire lejemål udover egen bolig.
Spørgsmålet er, om der skal sættes noget renovering i gang. Det kan det godt trænge til. Men det vil vise sig.

8 kommentarer:

  1. Øv med forkølelsen, men det har jeg før prøvet at blive i forbindelse med klimaanlæg, som jeg generelt har dårlige erfaringer med. Problemet er bare, at det er næsten uundværligt i sådan en hede, som I har haft derovre.
    Hvor har I hygget jer med alskens ting. Sjovt, at drengene også ville lege med dukkehus. Det gjorde Aubie også med Annas: Han var chauffør og passede garagen og bilerne, mens Anna klarede resten ;-)
    Jeg troede Pokemon var ude igen, men det er det åbenbart ikke.
    Det bliver spændende med 'dit' hus til næste år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, når jeg kører bil her i varmen, så tænker jeg på dengang for ikke så længe siden, da jeg ikke havde klimaanlæg. Det gik jo, selv om jeg var våd på ryggen og stoleryglænet var det samme. Det er virkelig en behagelighed at være fri for at blive så svedig.
      Pokemon er måske ude for de større børn, der har mere udfordrende/spændende spil, men ikke for mine syv og otteårige.

      Slet
  2. Sådan en gang forkølelse er da pænt irriterende, -god bedring med det.
    Det lyder virkelig som en dejlig ferie. Hvor er det spændende, hvad der skal ske med "jeres" hus. Men hvis I har reserveret til næste år, hænger en evt. ny ejer vel på den kontrakt?
    Der er mange timers leg i sådan et lille hus og en masse figurer. Jeg er vild med de der Sylvanian Familie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak min forkølelse er i bedring - heldigvis.
      Mht. til næste års reservation så sagde sælgeren,at huset vil blive solgt på den betingelse, at allerede indgåede aftaler skulle holdes.
      Det var godt, du skrev Sylvaninen :-) Jeg kunne ikke komme på navnet :-)

      Slet
  3. Det var synd, du er blevet forkølet - rigtig god bedring!
    Men dejligt at Johanne blev glad for dit fine loppefund - det kan jeg godt forstå.
    Sikke en skøn ferie du har haft. Jeg håber, at den nye ejer af huset vil fortsætte med at leje ud - og sætte huset fint i stand.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, tak jeg har det bedre.
      Ja, jeg tænkte nok, Johanne ville blive glad for loppefundet. For hende gør det ikke noget, at al udstyr ikke hører til Sylvanian Family.
      Jeg er også spændt på, om det bliver muligt at leje hos en ny ejer til næste år.

      Slet
  4. Håber at du nu er ved at være ovenpå. I har da haft en dejlig ferie sammen, og jeg får helt lyst til at finde et barn, der gå på pokemonjagt med mig :-)

    SvarSlet
  5. Lene, vi har haft nogle dejlige sommerdage. Min forkølelse er nok i bedring. Jeg mærker det mest om natten med hoste. Så nu må jeg se, hvordan det er, når jeg snart går i seng.
    Det kan jeg godt forstå, det med pókemon. Man kan lære meget af og om børn. Lige nu er jeg i gang med Harry Potter :-)

    SvarSlet