Bogen heddder Se Ikke Væk og er skrevet af Karen Strandbygaard.
Grunden til, at jeg overhovedet blev interesseret i bogen, var, at jeg læste et interview i Politiken med forfatteren.
Hun fortalte om sin mormor, der som 90 årig boede på plejehjem. En dag, da hun havde besøg at sin datter (Karen Strandbygaards mor) sagde hun, at hun altid havde elsket sine børn, men hun ville ønske, hun aldrig havde fået dem, for med børnene var der flyttet en angst ind, der havde fyldt alle hendes dage.
Karen Strandbygaard spørger "Er det sådan en slags hemmelighed. Går der i virkeligheden mange mødre rundt og er meget angste, men de siger det aldrig til nogen?"
Interviewet og bogen udkom omkring marts, tror jeg. Jeg syntes, det var et interessant tema. Jeg kender godt den bekymring, for at der skal ske ens børn noget ondt. Men jeg snakker ikke om det. Tror måske, jeg er den eneste? Ikke nu, da jeg har læst Lenes blogindlæg. Jeg troede, der ville blive talt og skrevet om emnet, da bogen udkom, men jeg har ikke set eller hørt noget.
Jeg snakkede med mine døtre om det. De blev overraskede, for de havde ikke opfattet mig som bekymret, da de rejste ud forskellige steder i verden for mange år siden.
Men jeg har også været bevidst om ikke at dele det med dem dengang. Jeg tror nemlig, man kan smitte med sin angst og bekymring. Jesper Juul, familieterapeut og forfatter, var underviser, da jeg gik på familierådgiveruddannelsen. Mange ting har jeg glemt, men ikke hans ord, om at ved at udtrykke bekymring overfor dit barn, siger du indirekte, at du tror ikke barnet kan klare sit liv selv.
Ikke at jeg mestrer det. Nu gælder bekymringen både de voksne børn og børnebørn! Skal jeg le eller græde? Men jeg har ikke grund til bekymring. De har i mange år vist, at de har ressourser.
Men den bekymring hedder vel også kærlighed?
Det var en lang indledning til en lille anmeldelse af Karen Strandbygaards roman Se Ikke Væk
Hovedpersonen, Anna, er bange for alting. Den angst bliver forstærket, da hun bliver mor til tvillinger. Hun tager sammen med sin mand og de femårige børn på ferie i Thailand for at komme væk og slappe af. Hun kan netop ikke slappe af og ser farer alle vegne. Det uhyggelige ved bogen er, at de små 'farer' hun ser, i uheldigste fald kunne blive til virkelighed. Små hverdagshændelser bliver forstørret op i hendes fantasi.
Jeg bliver ikke fanget af krimier, og bogen er vel ikke en krimi? Men den er afgjort en spændingsroman.
Det er forfatterens debut. Hun har talent for at skrive, og den er meget velskrevet.
Jeg var meget optaget af den, da jeg læste den. Men jeg havde egentlig ikke lyst til at anbefale den, da jeg syntes, den var for uhyggelig.
Men det er jo min smag og siger mere om mig, end forfatterens udmærkede evne til at skrue en historie sammen.
Har I læst den eller hørt om den?
Den lyder spændende. Bekymring kender jeg til fulde, men angst er vel noget andet, tænker jeg. Jeg skriver bogen på listen og overvejer imens, om jeg tør læse den. Bekymringerne skulle jo ikke gerne tage overhånd.
SvarSletEva, bekymring og angst er slet ikke det samme - og frygt heller ikke.
SletMen jeg forestiller mig et kontinuum, hvor der er en lille bekymring i den ene ene, og jo mere vi bevæger os over mod den anden ende, jo større bliver bekymringen - for til sidst at være angst.
Jeg bruger vist angst og bekymring i flæng. Der er definitioner, som jeg ikke er gået ind i. Men hovedpersonen i bogen går fra bekymring til stor angst, der smitter af på datteren og til sidst også ægtefællen.
Eva satte ord på det, der nagede mig, da jeg læste din anmeldelse. For jeg har egentlig aldrig været angst, jo når sygdom ramte, eller dengang min datter som 2årig blev væk for mig. Men bekymret har jeg været og ofte har de bekymringer været uden grund. Og Jesper Juul har ret, og jeg har ikke altid været god til ikke at give udtryk for min bekymring.
SvarSletBogen tror jeg ikke jeg skal læse, den lyder for grum til mig.
Lene, forfatterens gamle mormor, der som 90årig, ønsker hun aldrig havde fået børn, bruger udtrykket angst. Jeg skriver som forklaring hos Eva, at jeg forstiller mig angst som slutresultat, når bekymringen har eskaleret.
SletDet er lidt synd for forfatteren, at jeg ikke kan begejstres for bogen, for den er velskrevet. Men det er indholdet eller historien ...
Bekymring er helt normalt; med decideret angst er vi vel ved at nærme os det sygelige? I hvert fald hvis den er konstant.
SvarSletJeg har heller aldrig givet udtryk for mine bekymringer over for Charlotte, mens de var der - fx da hun drog alene rundt i Sydafrika som 19-årig. Ikke før mange år senere. Hun 'skånede' så til gengæld mig ved først at fortælle om visse 'spændende' episoder langt senere, så hun har jo vidst, at jeg inderst inde var bekymret. Vi kan tale om det i dag, fordi hun er blevet mor og dermed ved, hvad jeg mener med bekymring.
Ellen, Jeg mener også, at angst er over i den sygelige boldgade.
SletMine børn rejste også rundt i verden, da de var unge. Og på samme måde har jeg fået fortalt om spændende eller potentiel farlige oplevelser senere.
Det gør en stor forskel at blive mor selv og opleve den bekymring.
Pyha tankerne er ved at fylde helt op. Har noget jeg ikke kan skrive om offentligt. Kan kun fortælle det face to face, og gør det. Har nogle oplevelserne fra fortiden der stadig kan springe op af rygsækken, som om låget ikke er placeret korrekt, ikke er færdigbearbejdet, trods alt har ændret sig til noget smukt og godt. Og det omhandler opvæksten for mine børn. Både mine 2 store bonus børn samt mine 2 egne børn.
SvarSletLivet går i zig zag, med jojo effekt.
Og med ovenstående i mente, har både bekymringen og angsten været inde i billedet.
I dag mener jeg det er muligt at finde roen, hvis jeg bare kunne tilgive mig selv, den er jeg ikke nået i mål med. Mine 2 egne børn har bedt mig om det. Den ældste af mine bonuspiger siger sådan var det, lad os komme videre, men der er et men. Det skal bare på plads, før jeg kan slippe både bekymringen, angsten, frygten etc. for mine 4 børn.
Du åbnede op, og jeg fik skrevet det fyldte, men hvorfor forbliver kun i det sagte face to face sprog.
Jeg tør ikke udfordre mig selv med at læse den omtalte bog.Der skal gå en rum tid. Måske når jeg bliver pensionist om 8½ år :-)
SletKarin, jeg forstår, du har noget at kæmpe med. Nej, det er ikke alting, der skal offentliggøres. Men en dialog face to face er en god ting, hvis det er muligt. Det er ikke altid muligt med den, det vedrører. Men selvbebrejdelser og mørke tanker har ikke godt af at blive gemt. Jeg håber, du får hjælp - måske af en professionel, der ikke har sine følelser involveret i det.
SletNår min omtale af bogen river op i noget hos dig, så er det nok ikke en god ide at læse den.