Kunst og frokost.

 

Jeg har været på Silkeborg Bad i dag sammen med to veninder. For at spise frokost og hygge os, men også for at se og nyde  kunsten. Siden d. 29. januar har der været udstilling af ukrainske kunstnere. Ukraine er blevet så nærværende de seneste dage på en virkelig tragisk baggrund.

Jeg valgte skønne rødspættefileter til frokost. Rugbrødet er særlig lækkert. De små røde nister er ikke, fordi der er tranbær i dejen. Der er rødbede i. 

Det er ingen hemmelighed, at publikum eller gæster på stedet oftest hører til på den modne ende af skalaen. Sådan var det også i dag. Derfor lagde vi også mærke til, der kom tre unge mennesker ind og fandt et bord. Vi havde travlt med at opdatere os  på hinandens gøren og laden og lagde ikke mere mærke til de tre, indtil en ung mand henvendte sig til os på norsk og spurgte, om de måtte sætte sig over til os??  What? Ja, ja.

De præsenterede sig: Elever på Den Skandinaviske Designhøjskole i Randers. Skolen havde flyttet undervisningen ud og eleverne overnattede på Det ny Sletten (FDF) i nærheden af Himmelbjerget. Udfordringen for de tre var, at de var blevet sat af et sted på vejen, hvor de skulle gå rundt om en sø. Der var ingen sø. De havde gået mange km. til Silkeborg og skulle selv finde tilbage igen. Men de skulle skabe kontakt til nogle mennesker, og de skulle finde den mest fornuftige måde at bruge et æg på! Og så holde oplæg for kammeraterne om, hvad de havde oplevet.

Det var vældig hyggeligt. Vi hørte om deres interesser og valgfag. De ville gerne høre om os. Hvem vi var? Jeg gad godt være fluen på væggen, når de skulle fortælle om mødet med os :-)

Bagefter spurgte vi os selv og hinanden, hvorfor vi ikke gør det noget mere? Altså kontakter fremmede. Jeg ved dog, at det ville jeg aldrig gøre. Det ville være alt for grænseoverskridende for mig. Måske var det også det for de tre? Det skulle jeg have spurgt dem om ... Men det var en dejlig, glad stund vi delte der ved bordet. 

Udstillingen, der hedder Unfolding Landscapes, omfatter mange meget varierede kunstværker af flere forskellige kunstnere. Vi var slet ikke oppe på første sal, så vi så kun en mindre del af udstillingen. 

Jeg hører og ser kun nyheder i små portioner. Det er næsten ikke til at holde ud. Så mange der vil miste livet.

Et af billederne i udstillingen hedder TRANSITION. Det er svært at se, fordi et billede på den anden side af væggen spejler sig i glasset. Men det forestiller en gruppe mennesker, der står på noget, der kunne være ladet på en lastbil i en sø eller et hav. Der er land at se forude. Men de kommer ingen vegne. Det de står på, er hamret ned i undergrunden med kraftige pæle. Så OVERGANGEN sker ikke. Jeg tænker overgang fra kommunisme til demokrati. 

Billedet er af Anna Bekerskaya fra 2015.

Den stille og rolige hverdag.

 

Det er virkelig irriterende at stikke hånden ned i en våd sportstaske og opdage, håndklædet er vådt, fordi jeg ikke har fået lukket drikkedunken ordentlig.  Men så er det li'som alting ser meget lysere ud, når jeg ser, det våde mønster danner et hjerte :-)

Der er mandefald blandt instruktørerne  i Sportscentret pga corona. 4 var syge i går. Jeg havde glædet mig til en af mine yndlingsinstruktører, men hun var syg af corona. Så var der heldigvis en afløser, og det var fint. Almindeligvis er vi 24 på holdet. I går var vi kun 18. Smitten spreder sig med lynets hast i de her dage i vores region. Lars Østergaard fra Skejby sygehus udtalte i går, at han forventer, den topper om en til to uger. Det håber vi så. 

Christian fortalte i går, at inspektøren var kommet ind i klassen og havde henvendt sig til en af pigerne og sagt, at hendes far havde ringet, at hun var testet positiv og skulle gå hjem. Klassen fortsatte uforstyrret. Det er blevet så almindeligt, og der er ingen krav om isolation, selv om børnene sidder tæt. I Mattias' klasse var to børn og matematiklæreren syge. Det er mærkeligt, hvordan den omikronvariant smitter. Eller ikke smitter. I den ene af mine børnefamilier har alle været syge. I den anden ingen. Jeg har været tæt på dem alle, men har ikke været smittet, så vidt jeg ved. Der skjuler sig åbenbart et stort mørketal blandt folk, der er smittet men ingen symptomer har. 

Vi var på sushi-restaurant for en uge siden. Running sushi. Børnene var begejstrede for konceptet med de små farvestrålende tallerkener, der hele tiden ruller forbi, og man kan bare række hånden ud og tage den man kan lide. Ikke fordi de er vilde med sushi, men der var også mere almindelige ting: Pomfrit', forårsruller, små kyllingelår (eller er det frølår?) Der var chokoladekage, pandekager, cheesecake,  gul budding og den slags. 

Jeg synes ikke, sushi smager af så meget. Smagen handler meget om, hvilken soya eller wasabi og den slags, man dypper sin sushi i. Men det er sjovt og hyggeligt at være med til. Der var ikke mange gæster i restauranten. Der var til gengæld en stadig strøm af mennesker, der kom for at hente take away. Jeg tolker det sådan, at mange ikke er trygge ved at gå på restau endnu. 

I dag skinner solen smukt. Jeg vil ud og handle lidt. Jeg skal have fat i nogle lecakugler, for jeg er så småt i gang med at ompotte nogle planter. 

Da der på et tidspunkt blev langt mellem pandekagerne på rullebåndet med sushi, skrev Johanne denne her besked og lod den rulle med på båndet. Jeg ved ikke, om det gjorde en forskel. Der blev hele tiden fyldt op.