Landingspladsen i Stenbjerg få km. syd for Vorupør er et lille pittoresk sted med små hvide huse på begge sider af vejen ned til stranden.
Engang var der fiskeri fra kysten her. Omkring år 1900 byggede fiskerne små huse og redskabsrum, så de kunne opbevare deres garn og stå indendørs, når noget skulle repareres.
Fiskeriet ophørte sidst i 60erne.
I 1972 blev Foreningen til bevarelse af Stenbjerg Landingsplads oprettet, og man gik i gang med at søge penge til renovering af de gamle huse.
Midler fra forskellige fonde og sponsorer resulterede i en meget fin istandsættelse af de gamle huse. Projektet blev afsluttet i 2001.
Nu er der et lille museum om kystfiskeriets vilkår dengang for mange år siden i et af husene.
I et andet hus er der kort og plancher, der fortæller om Nationalpark Thy.
Hvert år i juli måned holdes en stor fest, Stenbjergdagen. I år er det d. 11. juli. Og da er der er liv i alle huse. Der kan købes fisk og fiskeretter i alle afskygninger. Der er levende musik og underholdning og demonstration af redningsaktioner på stranden, og overskuddet går til bevarelse af Landingspladsen.
Området er spækket med gode traveture, og stedet er bestemt et besøg værd.
Kom tilfældigt forbi din blog... måtte lige kommentere på dine dejlige billeder fra Stenbjerg... er kommet der meget gennem tiden. Mine tidligere svigerforældre har sommerhus i byen, så det skabte lige minder da jeg så dine billeder. De er også meget engageret i Stenbjergdagen, flot at så lille et samfund, kan lave noget så fint og flot...
SvarSletSkønt, at nogen engagerer sig i at bevare et stykke kultur.
SvarSletKirsten, velkommen til. Jeg kan godt forstå, billederne skabte minder, når du har været der.
SvarSletDer er også meget stemningsfuldt i Stenbjerg. Og sommerhusene ligger ikke så tæt.
Stenbjergdagen er et flot arrangement og noget af et tilløbsstykke.
Eva, det er godt at nogen engagerer sig. ;-)
SvarSletHvor er det dejligt at se de gamle huse så smukt istandsat i Stenbjerg! Vi har et tilsvarende her i Liseleje, som er en pryd for stranden.
SvarSletMadame, jeg har ikke set husene i Liseleje. Men du har ret. Den slags pynter på stranden.
SvarSlet