En blæsende sommerdag.

Vorupør er vist nok ved at miste sin afslappede her-sker-der-ingenting-attitude.

Havbadet er ved at blive opført.

Jeg tvivler på, der vil stå et færdigt havbad her i uge 26.
Men der arbejdes på det.

Vejret var usædvanligt blæsende i går.

Og især i dag.

Men vi fandt en lækrog og nød en is.
Mig og Christian - og de andre ...

Så er det sommer  ;-)

Lidt fra Rom, mens jeg er på vej til Vorupør.

Som i Berlin findes der også snublesten i Rom.
Her i det jødiske kvarter.

Små messingsten lagt ned i fortorvet ud for et hus, hvor der boede en person med jødisk afstamning.

På stenen står navn og fødeår samt dato for deportation til koncentrationslejr og dødsdato.








Et par stemningsbilleder fra det jødiske kvarter, mens jeg går og pakker sammen for at køre til Vorupør, hvor Christian er sammen med sin far og mor.

Ifølge sagnet ...

Ifølge sagnet blev Rom grundlagt af Romulus.
Romulus og hans tvillingebror Remus blev sat ud på Tiberen i en sivbåd. De blev ammet af ulvinden Lupa, indtil de blev fundet af mennesker, som opfostrede dem.
Jeg synes, denne her buksbom er sjov. Det er ikke nemt at se, at de to uformelige klumper under ulven er et par drengebørn. Men hvis man kender sagnet - og med lidt god vilje.

Her udsigt fra Capitol til Det Marmertinske Fængsel, hvor apostelen Peter sad fængslet ifølge et ikke særlig troværdigt sagn. Bygningen er pakket ind og ved at blive restaureret.

Jeg står med ryggen til Capitolmuseerne og fotograferer. Der er uden tvivl masser af spændende historier at fordybe sig i, i de museer.
Her står bl.a. den orginale figur Lupa Capitolina - Ulvinden fra Capitol.

Vi nåede det ikke. Måske en anden gang?

Bronzeskulptur fra det 5. århundrede.

Der er meget, jeg ikke forstår ...

F. eks. så undrer jeg mig over denne her skulptur?

Sådan en opsætning er almindeligvis jomfru Maria med barnet i den katolske kirke.
Men her er det en mand.
En mandlig madonna?

Billedet er taget i kirken Santa Maria in Trastevere.

Der er sikkert en god forklaring. Jeg er bare ikke stødt på den endnu.

Update: Nille  fortæller i kommentarfeltet, at det er Skt. Kristoffer, skytshelgen for de rejsende.
Ifølge en myte bar han engang et barn over en brusende flod. Barnet var usædvanlig tungt.
Det viste sig at være Jesus-barnet, som bar alverdens synd.




Den katolske kirke fejrer JUBELÅR. Senest var i år 2000. Bag linket gemmer sig en forklaring.
Pilgrimme, der besøger Rom og får syndsforladelse, når der er jubelår, skal bl.a. gå gennem Den Hellige Dør i nogle bestemte kirker. Døren er tilmuret og åbnes kun i jubelår.

Laterankirken, eller som den hedder med sit fulde navn, Basilica di San Giovanni in Laterano, er Roms domkirke og har også en hellig dør.

Porta Santa i Laterankirken er en kæmpedør. Den var den oprindelige port til Senatet på Forum Romanum og dateres til år 305 e. Kr.

Den side af døren, der vender ind mod kirkerummet, er ikke noget interessant syn ved første øjekast.





Ved nærmere eftersyn, er der et par meget spændende
dørhåndtag.

Sådan et par smækre kvinder med udslået hår.
Tydeligvis slidte på maven, hvor mange hænder i århundreder har taget fat for at åbne døren til Senatet.
Men ikke lige et motiv, jeg havde ventet at finde der i kirken.

Den side af døren, der vender ud mod kirkens forhal, har en nyere udsmykning. Jeg tror, den er nyere, men ved ikke noget om den.

Et lille udsnit af kirkens indre.
Den er opført af kejser Konstantin i 318. I årenes løb har den været gennem utallige ombygninger.
Facaden er fra 1735.

Dem vi mødte.

Når jeg læser tilbage, på det jeg skrev sidst, jeg var i Rom, så ville jeg ønske, jeg havde skrevet noget mere.
Derfor skriver jeg så meget nu, så nu er du advaret ...

Udover de mange seværdigheder som Colloseum, Forum Romanum, Campo dei Fiori (markedet), Det jødiske kvarter, Castel S. Angelo og de 12 - 13 kirker med hver deres særpræg, så var mødet med nogle af de mennesker, der har deres dagligdag knyttet til den katolske kirke, det der har gjort mest indtryk på mig i forrige uge i Rom.
Møderne var i forvejen aftalte og skemalagte, og overskriften var noget om, hvor den katolske kirke er på vej hen efter pave Frans.

Især de to danske 'drenge' - de er sidst i tyverne - og går på 5. år på præsteseminarium i Rom med henblik på at blive præster i den katolske kirke, gjorde indtryk. Den ene havde en ingeniøruddannelse bag sig, inden han blev klar over, at han skulle noge helt andet.

Kasper og Jan bliver her
interviewet i bladet Katolsk Orientering.

Det er underligt med sådan et par meget sympatiske, helt almindelige unge mænd, der har valgt et liv, der er så fuldstændig anderledes end de fleste unge menneskers. De var meget åbne og reflekterende. Det var et kald (som vi andre har svært ved at forstå) Og det var meningsfuldt for dem at give afkald på familieliv og egen vilje. Ikke at det altid var let. Men det var en stadig udvikling for dem åndeligt, intellektuelt og psykologisk.
Den katolske kirke i Danmark betaler deres studium og ophold, men holder dem ikke fast, hvis de forandrer mening. Ikke noget med at udstøde dem eller kræve penge tilbage.
Den ene fortalte, hans mor var blevet ked af det, da hun hørte hans valg, fordi hun var klar over, hun ingen børnebørn fik med ham. Han havde dog 2 andre søskende, så der var kommet børnebørn, og moderen accepterede og glædede sig over, at han var glad.

Jeg er glad for, jeg ikke har børn, der har taget så ekstreme livsvalg, men for de to giver det mening. Og forhåbentlig hjælp og glæde i andre menneskers liv, som de kommer i berøring med. Det handler om at være til tjeneste for andre.

Et andet møde var med kardinal Kurt Koch. En kardinal er nærmest på ministerniveau. Altså en person med stor indflydelse. Det var en velbegavet, meget diplomatisk mand med stor humor. Han kunne den kunst at glide af på spørgsmål, så man næsten ikke opdagede det.

Den konklusion jeg sidder med er, at den katolske kirke nok bliver mere afslappet i sin optræden, mere karismatisk og afstandtagende til pomp og pragt. Derimod vil der ikke ske ændringer i moralske og etiske spørgsmål. Holdninger til livets begyndelse og livets afslutning er og bliver de samme.

Kirkens indflydelse er ikke stor i de italienske familier. Sådan tolker jeg det ud fra det faktum, at Italien har den laveste fødselsrate i EU, og derfor ser kvinderne åbenbart stort på forbuddet om prævention (det snakkede vi ikke om).

Børnelægen, som i sin fritid var engageret i at hjælpe de hjemløse, fortalte om St. Egidio bevægelsen.
En lægmands-bevægelse, som er anerkendt af den katolske kirke, og som arbejder i 70 lande.
Han var ikke særlig konkret, men lagde vægt på, at i mange tilfælde kender ingen den hjemløses navn. At det er betydningsfuldt for os mennesker, at andre kender vores navn.

Endelig mødte vi fader Lorenzo, som bor på i den del af hotellet, der stadig er kloster. Han var en mand i moden alder, som havde været underviser indtil for ti år siden, da han fik et kald til at være kapucinermunk. Jeg må indrømme, at jeg slumrede lidt under hans tale, som var på italiensk og blev oversat til engelsk af hotellets receptionist. Vi var flere, der var rigtig trætte på det tidspunkt. Det var ikke fordi Lorenzo var kedelig.
Kapucinermunke har altid bare fødder i sandaler og bærer skæg. De går i en lang brun kjortel med et reb om livet. Kjortlen har en hætte, der er spids. Så derfor har de ikke behov for hue eller paraply. Ingen barbergrej og ingen strømper.
Klædedragtens brune farve har givet navn til den populære kaffe cappuccino.

Vi forstod ikke en pind af det skilt på hotellets badeværelse.

Men det var nok noget om håndklæder og miljø.


Men 'Pace e Bene', som står tilsidst, er Kapucinerordenens farvelhilsen og betyder
frit oversat: Fred og godhed.






Når man læser kirkehistorie, så er det jo ufatteligt, at kristendommen og Simon Peters efterfølgere kunne udvikle korstog, inkvisition, afladshandel og forfærdelige grusomheder. Grådighed og magtbegær blev styrende i en helt uhyggelig grad.
Men heldigvis for Reformationen. Og for den kendsgerning, at mennesker er blevet mere oplyste i vores kultur.

Så fortiden lægger jeg bag mig og glæder mig over at møde dejlige mennesker. Det gælder ikke kun de kirkelige folk, men også ansatte på hotellet, på cafeer og restauranter.  Da vi en dag var 4, der kom til at tage bussen i den forkerte retning og kom ret langt ud af Rom, var de få buspassagerer meget hjælpsomme, selvom de kun kunne få ord på engelsk. Det endte med, at én fulgte os hen til en taxaholdeplads.
På hospitalet var alle meget søde, og den unge mand på scooteren kom flere gange på besøg hos vores veninde i de 5 dage hun var indlagt. Han gjorde noget så usædvanligt på det sted at komme med en buket blomster. Der var ingen vaser at opdrive på hele hospitalet, så personalet fandt en plastikdunk, som de skar toppen af.
Desværre kunne de to jo ikke forstå hinanden. Det var kun én gang, der var en, der kunne oversætte.

Mon jeg nogensinde har skrevet et indlæg uden billeder? Jo, vist et par gange.
Måske kommer der billeder senere.
Jeg er på vej til kollega-samvær. Sidste gang vi mødtes - eller skulle mødes i februar, var jeg i København, så jeg glæder mig til at blive ført up-to-date.

Up-date 25.05.
Så kom der billeder og link.

Hvis man ikke har marmor, må man bruge knogler ...

Vi boede lige ved siden af kirken Santa Maria Della Concezione. Vores hotel var faktisk sammenbygget med kirken, idet det tidligere havde været et kapucinerkloster.
Kirken er fra 1630 og har flotte malerier med jomfru Maria som motiv.

Det mest usædvanlige er dog et museum, der handler om kapucinersamfundets kultur gennem mange år. Ud over genstande og billeder og fortællinger, rummer museet også et galleri, der er udsmykket med knogler fra ca 4000 munkeskeletter. Knoglerne er sirligt sammensat i mønstre på væggene og i loftet. Lysekronerne er lavet af knogler. Der er også skeletter, der står iklædt den brune munkekutte, ligsom der er andre, der ligger ned på hylder, der er bygget op af de lange rørknogler.

Jeg tænkte på forhånd, det ville være interessant at se, fordi jeg kender alle knogler fra mit fag. På fysioterapeutstudiet er anatomi det store og vigtige fag første år.

Jeg snød mig til at tage et billede (uden blitz). Det blev straks påtalt. Troede, jeg stod skjult bag en anden. Men vagten var meget vågen. Jeg skulle dog ikke slette eller aflevere det.

Det er tydeligt nok, der er brugt masser af kranier i det her mønster.
Til at danne den øverste bue er brugt underarmsknogler og den største knogle i underbenet. Der er fyldt ud med en masse ryghvirvler.
Inde i halvcirklen er to korsben sat sammen til at illustrere et timeglas. På hver side er der to skulderblade.
Budskabet er, at tiden ikke bare går - den flyver.

Man kan vist roligt sige, det er makabre materialer, der er brugt til de her kunstværker.
Jeg vil kalde det kunst.
Det kunne bare være så interessant at vide, hvad de munke tænkte om den måde at bruge deres afdøde kammerater på. Og at vide, at de selv ville ende på den måde.
Knoglerne er fra 1528 til 1870. Jeg ved ikke, hvornår selve opbygningen af galleriet har fundet sted. Om det er foregået over mere end 200 år, eller kun i de seneste år. Men det blev stoppet i 1870, da Rom blev Italiens hovedstad

Jeg forestiller mig, at nogle munke med kreative evner i mangel af materiale har fundet på at bruge knogler. Der foregik stor kunstnerisk aktivitet i Rom i den periode. Der blev malet, og der blev modelleret i marmor og stor kunst blev frembragt. Men hvad skulle den kreative munk gøre ?
Det er bare gætterier fra min side.
Måske har meningen i al sin enkelhed været at illustrere kapucinerordenens motto "Memento mori" - husk, du skal dø.

Selv om vi boede lige dør om dør med museet, havde vores rejseledere ikke sat det på programmet. Det undrede jeg mig over først, men bagefter kan jeg sådan set godt forstå det.

På programmet var til gengæld et besøg i San Sebastiano katakomberne. Her havde man for kort tid siden fjernet alle knogler i respekt for de afdøde, forklarede en lokal guide.
Den holdning er jeg enig i.

Vi boede på Via Veneto meget tæt på Piazza Barberini med Berninis Tritonfontæne fra 1643.
Thorvaldsen havde sit atelier her på hjørnet.

10 min. gang til venstre og vi var ved Trevifontænen, og 10 min. til højre lå Den Spanske Trappe.

Her kan man virkelig tale om forringet billedkvalitet.

Det var sen aften og fontænen var smukt oplyst.

At kaste en mønt over venstre skulder bringer én tilbage til Rom, siges der.

Det er forbudt ...

I Rom er det blevet forbudt at:

Sidde. Spise. Drikke. Ryge, når man opholder sig på et monument eller ved en skulptur.

Det betyder, at man næsten ingen tiggere ser ved de store seværdigheder

Piazza Venezia

Her ved det kolossale Viktor

Emanuel monument er der ansat en mand til at håndhæve reglerne.

Jeg havde lige glemt den nye lov og havde sat mig på en afsats for at nyde stemningen. Den glade stemning blev dog brudt af en hidsig fløjten. Jeg kiggede mig omkring for at se, hvad det betød, og fik øje på den lille mand, der stirrede vedvarende på mig og med håndbevægelser viste, at jeg skulle stå op.

Han havde travlt. Der var mange, der ikke vidste det eller havde glemt, at man skulle være stående eller gående.

Det er et yndet sted at besøge for både turister og lokale.

Jeg 'fangede' lige en festlighed, der skulle foreviges med den monumentale baggrund.

Den dag regnede det dog lidt, så det var nok en let dag for den fløjtende betjent.

Vores rejsedeltager, der kom til skade i Rom er kommet hjem til lokalhospitalet. Hjemtransporten gik godt og behageligt. Lægerne herhjemme er dog ærgerlige over, at man lod en patient ligge på ryggen i 5 dage. Her kom hun straks op at gå i et højt gangstativ, da de 2 bækkenbrud sidder stabilt. Det viser sig også, at hun har en skade i det ene knæ. Hun havde ikke fået besked på, om der var et brud, da jeg var der i dag.

Hun er glad for at være hjemme, hvor hun kan forstå, hvad der bliver sagt.

Jeg synes, det er dårlig service fra forsikringsselskabet, at de lader en tilskadkommen ligge så længe, når det ikke er nødvendigt. Hun fik plads i et Lufthansa-fly, hvor 3 sæder blev fjernet for at give plads til en komfortabel båre. Der kom en sygeplejerske dagen før og informerede hende om forløbet og ordnede alt det administrative. 

Et romersk hospital set indefra ...

En fodgænger og en scooter, der begge overser hinanden i et fodgængerfelt i Roms hektiske trafik, er en meget uheldig kombination.
Vores hotel havde ikke servering, så vi indtog vores morgenmad på en hyggelig cafe på den anden side af vejen, Via Veneto.

Ellen, fra vores gruppe, var den uheldige fodgænger på vej til morgenmad.

Vi var mange, der allerede var i gang med at spise, og vi blev meget forskrækket, da vi hørte lyden af noget voldsomt. Vi blev helt chokerede, da vi opdagede, det var Ellen, der lå på vejen.

En af deltagerne i rejsen er sygeplejerske, og hun løb straks derud.
Der gik ikke mange øjeblikke før politiet var der, og hurtigt efter kom ambulancen.
Vi var glade for, hun hele tiden var ved bevidsthed, og da vi senere på dagen fik at vide, hun havde pådraget sig et bækkenbrud, var vi lettede over, det ikke var gået værre, når det nu skulle være.
Ulykken skete på rejsen 4. dag. Bruddet blev fixeret med tape, og hun skulle ligge fladt på ryggen. Da vi rejste hjem efter 7 dage, var hun endnu ikke blevet transporteret hjem.
Unitas, vores rejsearrangør har en dansk, italiensk gift, kontaktperson i Rom. Hun var en uvurderlig hjælp. Hospitalpersonalet var rigtig søde, men de taler ikke engelsk.
Vi gætter på, forsikringsselskabet udsætter Ellens hjemtur, fordi en anden dansk kvinde havde fået hoftebrud efter fald på badeværelset, og hun skulle opereres. De vil sikkert gerne have transporteret de to hjem sammen, så der ikke skal sendes ledsagende sygeplejerske til Rom med et par dages mellemrum.
Jeg kørte med Ellen til Billund, den dag vi rejste. Vi bor i nærheden af hinanden, så jeg tilbød at køre hendes bil hjem, og var derfor på hospitalet en dag for at få nøgler og beskeder til hendes naboer.

Jeg blev positivt overrasket over det, jeg så og hørte.
En fint malet gang og lidt forskellige hjælpemidler stuvet sammen (de mangler nok et depotrum).
Sådan kan der også se ud herhjemme.

Jeg har nok også haft en fordom om, at der er meget bedre her hos os.

Ellen synes, alle er søde og hjælpsomme, selvom de ikke forstår hinanden. Der er meget personale - mange mennesker i afdelingen. Hun blev meget grundigt undersøgt, røntgenfoto for knoglebrud og scanning for indre blødninger. Hun ligger på stue med tre italienske kvinder, og havde allerede lært nogle italienske ord. Hun er en glad person, det hjælper sikkert.
Hun skulle selv have nattøj og håndklæder med. Dem, der ikke selv kan spise og skal mades, opfordres til at få pårørende til at komme og hjælpe, så kl 12 myldrede det ind med hjælpere.
Meget anderledes, end det vi kender.

Den unge mand, der kørte scooteren kom ikke til skade, men han var meget rystet. Han både besøgte og ringede til Ellen, og med hjælp fra tolk fik de snakket om, at det ikke var nogens skyld. Hun synes, han er meget sympatisk.


Jeg er godt klar over, at mine erfaringer er meget overfladiske, men jeg har et godt indtryk af både politiets og ambulancepersonalets indsats.

Vi fik alle i gruppen meget travlt med at få lagt identitetspapirer og forsikringspolice i taskerne. Det hjælper ikke meget, det ligger i kufferten på værelset, hvis uheldet sker ude i byen.

Og husk altid rejseforsikringen.
Hjemtransport er ufattelig vigtigt.

Hjemme igen - igen.

Jeg har været i Rom på studietur med en gruppe fra Teologi for lægfolk. Det var været oplevelsesrige dage med fokus på den katolske kirke.
Vi har været tæt på paven sammen med 30 - 40.000 tusind andre både til søndagens Angelus kl. 12 på Peterspladsen og til onsdagens audiens fra kl. 10 til 12.
Vi havde forudbestilte billetter til audiens og sad på øverste trappe ved indgangen til kirken med en fantastisk udsigt til den store menneskemasse og med udsigt til pavens ryg.

Nu har jeg aldrig været til fodbold i Parken, men jeg kom til at tænke på, om det er sådan.
Der var feststemning, og der blev råbt og hujet på Papa Francesco.
Den første time blev brugt til tale og hilsener til dem, der havde anmeldt deres besøg i forvejen. Den næste time brugte paven til at gå rundt og hilse og velsigne og modtage breve og gaver.
Han er tilsyneladende en beskeden mand, der ikke ønsker sikkerhedsforanstaltninger omkring sin person, og han har heller ikke ønsket at flytte ind i den pavelige lejlighed, men bor i to værelser på et hotel i Vatikanet.
For mig er det underligt, at en person har så stor indflydelse. Og at så mange mennesker tror, han er Guds stedfortræder. Det er næsten lidt skræmmende. Men spændende at opleve.

Vi har besøgt de fleste af de klassiske seværdigheder, tror jeg. Og rigtig mange kirker. Og Palazzo Barberini, som ligger tæt på det hotel, vi boede på. Palazzo Barberini huser det italienske nationalgalleri. Jeg så én etage (1.sal) med berømte billeder af Caravaggio, Rafael og Holbein. Der var også fantastiske loftsmalerier. Og paladset i sig selv med Berninis trappe er fantastisk.

Der kommer nok mere en anden gang.
Jeg må i seng. I morgen tidlig kommer Mattias og bager boller. Dejen står allerede i køleskabet.

Udsigt fra Monte Pincio ud over Piazza del Popolo.

Tulipanløg over og under jorden.

Mit tulipanløg, der uforvarende har tilbragt vinteren oven på jorden, har klaret sig godt.

Det har klaret sig så godt, at selve blomsten er sprunget ud. Men det er åbenbart også hårdt, så det kræver liggende stilling.

I oktober havde jeg hjælp til at lægge tulipanløg.
Det var muligvis dengang, der blev efterladt et løg over jorden.

Nu står der fine tulipaner.
Men Chr. kan ikke rigtig forholde sig til, han har puttet løg i jorden, og nu er der blomster.
Ikke desto mindre er de skønne at kigge på.

Vi har haft lidt kongerøgelse ...

Der var koldt i hyggelige Stauning i den forgangne weekend.

Men indendørs i Leifs sommerhus blev der fyret, og vi havde et par dejlige dage.

Jeg nåede at komme hjem til den sidste del af søndagens festivitas, som foregik på Silkeborg Bad. 

I januar 2012 blev der stjålet en stor bronzeskulptur fra Indelukket i Silkeborg.
Skulpturen var fra 1945, udført af Knud Nellemose og forestillede frihedskæmperen til minde om de mennesker, der mistede livet under 2. verdenskrig.
Her er mit indlæg om tyveriet. 
Øv, nej. Jeg kan ikke få linket til at virke på Mac'en.

I den mellemliggende periode har en gruppe mennesker sørget for en indsamling for at få genopført skulpturen.
I går blev den nye skulptur, udført af Peter Brandes, afsløret af Dronning Margrethe.

Jeg har ikke været Indelukket endnu, så jeg har ikke set det nye kunstværk.

Men jeg kom hjem fra min sommerhusweekend i Stauning tids nok til at se Dronningen, der også besøgte Silkeborg Bad i går.

Her kunne hun se en udstilling med værker af Knud Nellemose.

Vejret var rigtig fint for os, der stod udenfor og stemningen var hyggelig og afslappet.