søndag, april 12, 2015

En dejlig, stille weekend.

Hvor er det fantastisk, hvordan alting blomstrer og gror i de her dage, hvor jeg kan mærke, at jeg langsomt er ved at komme mig.
Jeg tror, naturen har helbredende virkning.
Der er masser af mirabelletræer her omkring, og lige nu står de i fuldt flor
I går gik jeg bare rundt og glædede mig.

Min appetit og glæde over mad vender også så småt tilbage. Min livret er stadig ristet franskbrød med smør - og de seneste par dage med lidt ost. Den varme mad er kogte kartofler og en gulerod spist med  koldt smør - og i går lidt ristet torskerogn.
At lægen har sat mig i behandling for mavesår, skyldes ikke at jeg er blevet undersøgt og fået det påvist, men udelukkende pga af mine symptomer og hendes erfaring.
Jeg har aldrig kastet så voldsomt op. Og kvalme er en bleg, svag beskrivelse af den madlede, der fyldte det hele. Selv noget så neutralt som vand kunne jeg ikke få ned.
Så på den baggrund nyder jeg mit hvide ristede brød og de kogte kartofler, selv om det er langt fra den grove alsidige kost med en masse grønsager, jeg plejer at få.
Jeg hoster meget mindre og har god grund til at tro, at lungebetændelsen er, om ikke væk, så næsten da.

I formiddags var jeg sammen med mine børn og børnebørn til børnebio.

På et tidspunkt blev det for langtrukkent for Mattias, og vi gik udenfor salen.

Der er sådan en fin udsigt ned over åen, når man sidder ved et af bordene foran de store vinduer.

Vi købte popcorn og sad og snakkede hyggeligt.
Det er altid lidt spændende, hvad Mattias (3 år for et par mdr. siden) vil snakke om, når vi sidder alene.

Tidligere emner har været "hvorfor bor du alene?"
Eller "hvad spiser du om morgenen?"
I dag var det "hvem kender du?"
På den måde kom vi igennem alle hans familierelationer på far og mors side. Og jeg er så heldig at kende nogle pædagoger og kammerater fra børnehaven, så der blev nævnt rigtig mange navne og tænkt på mange folk.

Da filmen var slut, og de andre kom ud, var det tid for opbrud.



Christian og hans storebror kan cykle/løbe hjem.














Jeg gik hjem ad Langsøstien, hvor mirabelletræerne står med store skyer af hvide blomster.

Sidste år cyklede jeg forbi og allerede 13. marts, så der sådan ud.
Foråret må have været tidligere på færde i 2014.

6 kommentarer:

  1. Mange ting bliver sat i perspektiv, når man sådan bliver syg. Glæderne kommer nok også til at stå lidt skarpere. Der er ikke noget, der er så skidt.....

    Tænk, at mirabellerne allerede blomstrede 13. marts sidste år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er rigtigt. Glæderne kommer til at stå skarpere.

      Slet
  2. Godt at du lidt efter lidt får smag for/kan tåle flere nuancer af maden. Og dejligt at kunne holde til at være med i biograf. God helende mandag til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lene. Det er dejligt, når der kommer nuancer på livets palet og på smagsløgene.

      Slet
  3. Dejligt du nu stille og roligt kan nærme dig din daglige rutiner. Maden kommer nok, du skal ikke tænke over det manglende grove og grønne mad, det kommer når du er klar.
    En dejlig tur blandt mirabellerne - og en dejlig hyggestund med Mattias.

    SvarSlet
  4. Abildjyden, ja daglige rutiner er en dejlig ting, som måske let glemmes - netop i det daglige.
    I dag er jeg begyndt at tænke på broccoli og rugbrød. Der sker noget på madfronten. ;-)

    SvarSlet