mandag, oktober 17, 2022

Lige pludselig ...

Billetterne til Mallorca var bestilt tilbage i maj måned, så over sommeren havde jeg ikke tænkt på dem. 
Men lige pludselig var vi rykket frem til 13. oktober, som var dagen for afrejsen, hvor mit vækkeur ringede kl 05.10 om morgenen. Jeg havde forestillet mig, at rejsefeber ville holde mig vågen noget at tiden om natten, men sådan gik det heldigvis ikke.

Vi skulle være i Billund kl 07.00. Alle var friske, så vi holdt tiden.
Det er tre år siden, jeg har været ude at flyve, og der er næsten udelukkende selvbetjening i lufthavnen nu.
Heldigvis var det ikke mig, der stod for indtjekning hjemmefra.
Jeg kan se, hvordan der spares personale på den måde, når passagerne har ordnet det i forvejen. Der går folk rundt med "ASK me" på t-shirten, så det er åbenbart betjening nok.  



Fremmøde to timer før afgang føles som lang tid. Johanne underholder sig med at se med på storebror Ms telefon.

 Vi andre kigger også på vores telefoner, snakker og drikker kaffe. Den eneste jeg så, med en bog i hånden, var min svigersøn. Man må sige, at telefonen har erobret førstepladsen, men den kan også servicere os på utallige måder. Den er helt uundværlig. 




I flyet bar de allerfleste voksne maske.

Da vi et par dage senere mødtes med C og M, der var ankommet nogle dage før os, fortalte de, at ingen i deres fly fra København bar maske. Det var blevet italesat som frivilligt.
Mon ikke maskebrug snart bliver udfaset?

Vi bor i et stort hus med egen pool ca 8-10 km nord for Palma. Jeg og min datter udviklede noget af en forkølelse de første dage, men det er allerede langt bedre.

Morgenstemning ved foden af Tramuntana bjergene. Månen er stadig oppe. Lidt sener begynder hanen at gale, og det gør den langt ud på dagen. 






2 kommentarer:

  1. Jeg håber ikke, at forkølelsen ødelagde for meget af jeres ferie!
    Mallorca er en dejlig og smuk ø.
    Det er da underligt, at I skulle bære masker - vi var afsted allerede i august, og ingen bar maske, hverken i flyet til New York eller hjem fra Reykjavik. Heldigvis, da! Jeg troede faktisk, at maskerne var helt væk, undtagen for dem, som enten er meget bange eller som selv er sløje og ikke vil smitte andre.
    Vi så dem stort set heller ikke på vores nylige rejse til England.

    SvarSlet
  2. Ellen, det har heldigvis været en forholdsvis mild udgave.
    Ja, underligt med masker? Vi havde ikke forberedt os på det. Men på vej ud til maskinen kom en mand (en dansk rejsende) og gav min datter seks masker og sagde, vi skulle bære dem i flyveren. Han var sådan lidt hektisk. Måske har han spredt den ide, at alle skulle bære maske??
    Personalet bar masker hele vejen.

    SvarSlet