onsdag, juli 11, 2012

Morgentur.

Vejret er faktisk rigtig godt derude, selvom det er overskyet og termometeret siger 15 grader.


På Hjejlen, den gamle hjuldamper, bliver der fyret op til dagens første tur til Himmelbjerget.
Turisterne strømmer ikke til her tidligt på formiddagen. Der er tomt på havnen.
De kommer senere, forhåbentlig.
I morgen kører jeg væk fra det turistområde, jeg bor i, til et andet nordvest på.
Forandring fryder.
Og jeg glæder mig.

tirsdag, juli 10, 2012

Jordbær, jordbær, jordbær ...

Jeg skulle bare have et par bakker jordbær, da jeg var blevet inspireret hos Klidmoster til at lave en cremet jordbærmarmelade.
Men da jeg så tilbuddet med en kasse for 200 kr, faldt jeg for fristelsen, vel vidende det ville være mig selv, der kom til at stå med at gøre dem i stand.
Bærrene var meget fine, selvom de var fra i går
Jeg gav et par bakker væk. 2 bakker blev til marmelade.
1 bakke blev til kompot, hvor jeg kogte bærrene med lidt vand i 5 min., tog dem op og lod saften koge ind til sirup. Det skal bruges til dessert i morgen med makroner og flødeskum.
Om et par dage skal jeg besøge min datter med familie i sommerhus. Min svigersøn kan ikke lide 'klumper' i marmeladen, så jeg synes, han skal smage denne her udgave af jordbærmarmelade, der har fået en tur med stavblenderen, så den er helt cremet.
Nu har jeg fået nok af jordbær for i dag.
Og i fryseren er der rigeligt til en anden dag.

Fra søndagsturen.

Der er smukt derude i Nationalpark Mols Bjerge.
Og da vi var der i søndags, viste sommeren sig fra sin smukkeste side.
Det benyttede mange sig af. Der var meget trafik. Og min ide, om at komme ud til Kalø Slotsruin, droppede jeg hurtigt. Der var ikke plads til at sætte bilen nogen steder.

Jeg synes altid, det er spændende at gå ind i kirker. Desværre er mange aflåst.
Men ikke Bregnet kirke, som ligger lidt tilbagetrukket udenfor Rønde.

Jeg vidste ikke, at kirken var blevet gennemgribende restaureret i 2006, og jeg blev glædelig overrasket, da vi trådte ind og Arne Haugen Sørensens store 'Den Blå Nadver' var lige foran os.
Jeg kan rigtig godt lide Arne Haugen Sørensens udtryk.

TV2 Østjylland har lavet en spændende udsendelse om kirkens restaurering.
Så nu må jeg snart derud igen, med den viden jeg har nu. ;-)
Der er mere at se og opleve, når man ved noget om stedet.

På hver bænkegavl er der et lille maleri af samme kunstner. 35 i alt.

søndag, juli 08, 2012

Hvad betyder det?

Foran mig på gaden i morges gik denne her lille flok unge.
Jeg blev varm om hjertet over teksten på t-shirten og tænkte, at der stod en mor bag, der sendte sin 'lille' søn ud i verden med ønsket om, at  mange  ville give ham et kram.
Jeg vidste ikke, hvad thugs betød, men tænkte noget i retning af 'bølle' eller 'rod' på den kærlige måde.

Henrik siger, at en oprørsbevægelse i Indien for mange år siden hed Thug.

Men hvad betyder det i denne her sammenhæng?
Jo, jeg forstår godt, at thugs også har brug for krammere ...
Men hører de til i et bestemt miljø?
Til en bestemt musik?
Ved du det?

Nu kører vi en tur ud på Mols for at nyde sommeren.

lørdag, juli 07, 2012

Så lidt skal der til ...

Forleden dag gik jeg hen mod min bil på en attraktiv, gratis parkeringsplads i midtbyen.
Lidt længere væk kom en meget langsom kørende bil, så jeg løftede armen og vinkede med nøglerne for at signalere, at der snart blev en ledig p-plads.
Solen skinnede, så jeg kunne ikke se, hvem der sad i bilen.


Da jeg et øjeblik efter havde startet bilen og var begyndt at bakke, blev døren pludselig åbnet og en storsmilende  kvinde stak hovedet ind og sagde "Tak fordi du vinkede. Det var sødt af dig"
Lettere forbløffet sagde jeg "Selv tak" og kørte videre.
Men mit humørbarometer steg adskillige grader.
Jeg blev simpelt hen meget gladere.
Og de ukendte mennesker var blevet glade.
Så lidt skal der sommetider til ...

torsdag, juli 05, 2012

I by og på land.

I går var vi nede på den nye waterfront i Aarhus.
Der vokser en helt ny og spændende bydel frem.

Huset her er klar til indflytning sidst på året.
Arkitekterne har været inspireret af isbjerge med de spidse, forskudte takker.
Fra alle lejligheder bliver der udsigt over Aarhus Bugt.
Ser det ikke spændende ud?
På www.isbjerget.com kan man læse om byggeriet.

Der er andre knap så utraditionelle bygninger.

I dag har jeg haft vagt på Silkeborg Bad.
I en af bygningerne derude findes én af kommunens børneinstitutioner.
På et tidspunkt havde jeg denne her dejlige udsigt med børn og voksne, der legede i parken.




søndag, juli 01, 2012

Det var den festival.

Efter jazzmusik i flere dage til lands og til vands er der blevet stille igen.

Der har været endnu flere gæster end tidligere. Og mere end 100 gratis koncerter af bands og grupper fra ind- og udland.
Søndag formiddags jamsession  styret af Steffen Juul er højdepunktet, synes jeg.


Veninderne er draget østpå igen.
Det er interessant at følges med én med orange hår.
Hun er ikke vant til at blive lagt mærke til i København.
Men her kigger folk helt vildt og kommer med kommentarer (af den venlige slags)
Og giver komplimenter og klapper på håret.
Hun synes, det er sjovt. Hun har haft den hårfarve i 30 år og mener ikke, der er grund til at ændre den, selv om hun har passeret de 70.