fredag, maj 10, 2013

Udenfor - og inde

Udenfor på skovstierne omkring Silkeborg Bad så der sådan ud i går:

Indenfor på Kunstcentret, hvor jeg havde vagt, er der mange ting at kigge på, smile af og tænke over.
Bl.a. Anders Bonnesen.
Her er et par eksempler på hans kommentar til dansk møbeldesign.
Han kalder den 'Danish Dasain'
En klapstol.

Og den kendte sofa har fået teksten 'Don't fence me in'

mandag, maj 06, 2013

Åh anemoner ...

'Dagen er så fuld af anemoner
fuglefløjt og farvespil i lyse kroner ...'

Jeg kan ikke finde ud af at sætte You Tube links på bloggen, men jeg har lige siddet og nydt Sebastians sang. Den Ronja Røverdatter synger ved sit første møde med skoven.

 'Åh anemoner
dækker hele jorden li'som sne.
Åh anemoner
snart får jeg vel sommeren at se'


'Åh anemone,
lad mig sove i den hvide seng.
Åh anemone,
fuld af stjerner i en blomstereng'


søndag, maj 05, 2013

Hjemme igen.

Sådan en weekend i gode venners selskab forsvinder hurtigt.

På strækningen mellem Videbæk og Skjern er der en stor overdådighed af påskeliljer i grøftekanterne. Jeg troede sæsonen var forbi her i begyndelsen af maj, men på grund af det kolde forår var det nærmest højsæson.
Og nærliggende at tage en buket med til værten.

På Restaurant Stauning Havn fik vi en lækker middag.

Og selv om det havde været en gråvejrsdag, fik vi alligevel en lille diskret solnedgang over Ringkøbing Fjord.

Jeg så de første i fredags ...

Jeg så de første udsprungne bøgeblade i fredags.
I bøgehækken var der en gren helt ned ved vejen, og her var de første blade sprunget ud.
Jeg gætter på, resten hurtigt følger efter.


fredag, maj 03, 2013

Den så vi i går aftes ...

Vi var i biografen i går aftes og så en romantisk komedie.
I en moderne udgave  med masser af amerikansk fodbold, dansekonkurrence og et par hovedpersoner med psykisk sygdom og problematikken med medicinering - og vægring af samme.
Det lyder umiddelbart trist, men der var absolut ingen tristhed i det miljø.
De var afsindigt charmerende og dygtige - Jennifer Lawrence og Bradley Cooper, som havde mistet deres elskede ved henholdsvis dødsfald og utroskab, og som ad kringlede veje ender med at få hinanden til sidst.
Silver Linings Playbook kan anbefales, hvis man er til hæsblæsende handling og romantik.


Politiken gav den 5 hjerter ud af 6 i sidste uge.
PS. Silverlinings henviser til den lyse ring, der sommetider er omkring de mørke skyer. Og mørke skyer er der nok af i  hovedpersonernes univers.
Every cloud has a silverlining.

torsdag, maj 02, 2013

Der forberedes ...

Der prøvespises, der købes nyt tøj, der bestilles dit og dat, og der kigges i salmebog.
I går var det frisuren, der blev lavet prøve på.
Min datter skal giftes om godt 14 dage.

Alle hverdagsting skal også gøres.
Christian synes, det er sjovt at finde kost og støvsuger frem og bagefter gemme sig i kosteskabet.
Da det blev min tur til at gemme mig, måtte vi konstatere, at skabet ikke var stort nok ;-)

Snart henter jeg min bornholmer-gæst ved toget, og så begynder min weekend.
God weekend til jer.

onsdag, maj 01, 2013

Min julerose eller min påskeklokke?

Den står lidt forpjusket og blomstrer på denne her solrige 1. maj formiddag.

Jeg har troet, det var en julerose men her, hos Claus Dalby, er der en forklaring på forskellen.
Det må være en påskeklokke.
Den står på et udsat sted ved indgangen til huset, og det er lige der sneen bliver kastet hen, når der skal ryddes.
Alligevel har den overlevet, og det synes jeg er flot. Der er helt sikkert andre påskeklokker, der er meget større og flottere, men den her er den sejeste.

I morgen kommer min veninde fra Bornholm på besøg og fredag eftermiddag kører vi traditionen tro til Stauning for at holde weekend sammen med de andre.
I år er der slet ingen rabarber, kun små skud, at putte i marmeladen, som jeg plejer at lave. Sidste år var der 170 g. og det var endda den 18. april.
Jeg tror, jeg køber en god orangemarmelade til vores fælles morgenmad.
Sidste år var der en lille diskret solnedgang, da vi sad og spiste på 1. sal på restaurant Stauning Havn.
Mon ikke også vi bliver begunstiget med godt vejr i år?
Udsigt over Ringkøbing Fjord fra Stauning.

Det er min hente-Christian-dag og med det dejlige vejr, vil han sikkert blive på vuggestuens legeplads. Så er det godt, jeg har god tid, så han kan få leget færdig inden vi går. Måske når vi slet ikke at forberede middagen? Det er stadig et stort hit for ham at være med i køkkenet, men det er også dejligt at være ude i det gode vejr.