Et par dage efter, jeg har fået den nye betegnelse, funderer jeg på, om det er muligt at leve, så forskellige som vi mennesker er, uden at komme til at knuse en andens perle nu og da?
Jeg er et realistisk menneske med tendens til at være lidt pessimistisk.
Alderen og erfaringen har nok forstærket tendensen, selv om jeg er bevidst om at modarbejde den.
De to sødeste er på mange måder, selvfølgelig, anderledes end jeg er.
Og de har planer som jeg (oftest i mit stille sind) tænker er vidtløftige.
Men de er gamle nok til at disponere, de er ansvarlige og klarer sig godt.
Så hvorfor kan jeg ikke bare holde min mund?
Som nu her forleden dag, da den ene fortalte om drømmehuset.
Skulle jeg bare sige "Neeej, hvor fantastisk...." ??
Når jeg nu straks kunne se tre ting, der var upraktiske og nærmest umulige ved beliggenheden.
Der var det, jeg knuste en perle.
Skal hun så helt lade være med at fortælle om drømme og planer??
Hun vil gerne dele.
Men kan hun så ikke bare lade være med at tillægge min mening så stor vægt?
Måske skal jeg først involveres, når beslutninger er taget? Og ikke mens drømme står på?
Jeg vil selvfølgelig hellere være en perlefisker!
Jeg kan da øve mig.......
I min 'Livskunstens Almanak' var der følgende gode råd d. 3. januar:
"Lær af andres fejltagelser;
thi du lever ikke så længe, at du selv kan nå at gøre dem alle. Martin Vaubee
Og i dag er der et Aug. Strindberg citat:
"Ved at forsøge det 'umulige'
når man det muliges højeste grad"
Nåmen, i dag mødes vi. Der er lidt småting ved indretningen, der skal ordnes,
og der falder nok en bolle eller en frokost af
Kære Betty,
SvarSletSom datter og voksen synes jeg nogle gange, at det er svært, hvad man skal sige og hvordan. For vi har stadig behov for vores forældres accept og begejstring for vores planer og drømme.
Men samtidig kan jeg ikke forvente, at min mor som har levet et andet liv og er ældre, kan dele og forstå de drømme.
Da jeg første gang fortalte hende om min drøm om rejsen til Afrika, var hun meget konsekvent afvisende. Det sårede mig meget fordi hun ikke kunne se, hvor vigtigt det var for mig. Men jeg kan jo også godt forstå, at hun i bund og grund gør det for at beskytte mig og fordi hun er nervøs over, hvad der kan ske.
Med lidt afstand kom hun sig lidt over det - og i julen spurgte hun så interesseret til mine planer for turen, at jeg blev meget glad og rørt. Det betyder nemlig noget for os børn. Selvom vi ikke er enige.
Mødre skal også hive os lidt ned på jorden, når vi bliver for vilde i vores planer... jeg ville sikkert gøre det samme, hvis jeg havde børn.
Men i drømmene glemmer man bare lige nu og her at være realistisk :-)
Det er helt naturligt - og det ved dine døtre jo også. Jeg ønsker Jer en dejlig dag sammen!
Hvor dit indlæg rørte mig i dag. Jeg er også en perleknuser, specielt overfor min søn, man han kan også få en ny ide hver dag og det kan være svært at være lige interesseret hver gang. Jeg tror at det er meget menneskeligt og dem der kender os bære over med os.
SvarSletMon ikke vi som forældre nemt kommer til at være perleknuser, selvom vi helst vil være perlefisker.
SvarSletVores børn må lære at leve med os, som dem vi er, og lære at mærke, hvornår de skal gå mod strømmen og forældrene og gå på perlefiskeri :-)
ha en god weekend.
Kære Betty, jeg har tænkt meget over dine ord.
SvarSletSom yngre så jeg ofte mine forældre som perleknusere, det gjorde ondt lige i øjeblikket, men som oftest kunne jeg senere se hvorfor deres reaktion havde været, som den nu var.
Som mor og bonusmor, tror jeg selv, at jeg ofte er perleknuser (selv om jeg hele tiden forsøger, ikke at være det) og jeg tror da også, at jeg ind i mellem kommer til at knuse nogle perler. Men Lene skriver så smukt, at børnene må lære at leve med os som vi nu engang er ☺ og forstå, at vi jo kun vil dem det allerbedste.
Det er et spændende emne, du tager op her, Betty - og der er sikkert flere måder at takle det på. Man kan spørge ind til og på den måde lade den unge gennemtænke det, du ser som noget upraktisk ved beliggenheden.
SvarSletDesværre er det ikke nemt at give sin egen erfaring videre til den yngre generation.
Kære Nille, du er jo i datter-alderen, så du ved, hvordan det er. Tak for din kommentar; den er jeg glad for.
SvarSletJeg kan så levende sætte mig ind i din mors reaktion på dine Afrika-planer.
Jeg vil gerne være i stand til at dele mine børns drømme og planer. Men så kommer der en bekymring og angst, som har sit udspring fra dengang I var små, og det var overskueligt at passe på jer.
Det kan vi ikke mere. Og det skal mødre heller ikke.
Vi vil bare gerne, at alting skal gå godt for jer.
Så vi skal lade vores tro på jer, og på at I godt kan selv, vokse.
Godt, at din mor turde nærme sig dine planer, da I var sammen i julen.
Lotte, det er godt, du skriver, at dem der kender os bærer over med os.
SvarSletDet lyder som du har en iderig søn.
'Perleknuser' - et vidunderligt ord på trods af dets negative farve.
SvarSletDet var et skønt og både meget tankevækkende og evigt aktuelt indlæg.
Jeg tør her godt prale en lille bitte smule og påstå, at jeg kun har knust meget, meget få af Charlottes perler - mest fordi jeg godt kan huske, hvordan det var engang - hvordan det var at være ung og fuld af gå-på-mod. Jeg havde drømme dengang, men det har jeg skam også endnu, og der er ikke nogen, der skal komme og knuse de perler for mig.
Jeg kan sluge - og har slugt - meget store kameler, og jeg har haft ENORMT svært ved at holde min mund ind imellem, men vigtigst af alt er at bakke deres drømme og ideer op, så må vores praktiske anskuelser pakkes langt væk. Vi skal være der, hvis der går noget galt, men hvis vi siger "hvad sagde jeg", kommer de slet ikke til os, når eller hvis de har brug for vores støtte.
John og jeg var dybt, dybt bekymrede for det i vores øjne helt håbløse projekt med det hus, C&T købte og gik i gang med at renovere.
Tænk, hvis vi havde sagt det højt og prøvet at tale dem fra det... de har nu et pragtfuldt hus, som de alle fire (og vi) elsker.
Vi har senere talt om det og fortalt dem, hvad vi mente om det, men dengang havde de allermest brug for, at vi gav udtryk for, at det var en god ide.
Det var et veldig tankevekkende innspill.Jeg synes de voksne barna må tåle motspill fra sine foreldre.Det får de jo hele tiden fra andre og de vet jo at vi elsker dem uansett.Derfor prøver vi å stoppe dem noen ganger i deres vidløftige planer som vi aldri selv turde tro på.Jeg kan ihverfall ikke fatte at min datter vil ta fri et år og bare være i Kina.Jeg mener, jeg var jo selv lykkelig som nygift ved å reise på ferie med telt og folkevogn-i 3 uger ! Jeg har også gått og tenkt på et uttrykk innen "konversationens Kunst", jeg kan ikke komme på det.Men det handler om at en ikke skal stoppe en person som taler om sine drømme og planer, en skal heller spørre videre for å høre mer om drømmen.La den andre få utfolde seg i beskrivelsen. AL
SvarSletLene, jeg kan godt følge dig i, at børnene må leve med de forældre, de har. Men alligevel, så kan jeg godt blive bedre til at holde mund med min skepsis. Jeg lever ikke i deres verden.
SvarSletAnnette, jeg er som du vokset op med perleknuseri fra forældre som selvfølgelig vil det bedste.
Så er det måske let at følge i det spor, man lærte engang, selvom det gjorde ondt. Og det slet ikke er det, vi vil vores børn.
Madame, en meget god metode er, som du siger, at spørge ind til.
I stedet for at komme med sin uforbeholdne mening.
Ellen, det med at sluge kameler, tror jeg er meget vigtigt.
SvarSletJeg kan godt forstå, hvis I var bekymrede over det store projekt i England, og I kan virkelig glæde jer over nu, at I ingen perler knuste dengang i begyndelsen.
Anne_Lise, jeg gætter, det er Tanja, der vil til Kina et år. Tænk, hvor stor forskel der er på muligheder i dag, og så som det var dengang vi var unge.
SvarSletDet er som en helt anden verden. Og vi har svært ved at begribe, det kan gå an at holde fri i et år. Men hun har jo prøvet før at tage uddannelse i udlandet. Hun skal nok få det fint. Men du vil selvfølgelig savne hende.