Nej, det er mig, der er for svagelig.
Jeg kan ikke løfte mit barnebarn mere. Jeg har ondt i ryggen. Det er ikke noget nyt, men det er lidt svært at acceptere, at en slidt ryg kommer på tværs.
Og knogleskørhed betyder, man anbefales ikke at løfte over 10 kg.
Han vokser heldigvis fint, men jeg kan ikke løfte ham og putte ham i barnevognen, eller putte ham i seng, så hans far og mor kan gå ud at spise eller gå i biografen.
Det synes jeg er rigtig, rigtig træls.
Jeg glæder mig til han kan gå på sine små ben og klatre op på en lille skammel og på den måde selv hjælpe til med at komme op.
Det varer nok ikke så længe.
Indtil da opholder vi os på gulvet. Det kan jeg heldigvis godt.
I sidste uge var jeg lidt ked af situationen.
Sådan noget med, at det er trist ikke at være så stærk, som jeg var engang. Næste gang, jeg har fødselsdag, fylder jeg 68. Foran ligger den tid, da muligheder indskrænkes. I bedste fald langsomt skridende, i værste fald i et hug.
Men det er sådan, det er. Old age is not for sissies. (alderdom er ikke for tøsedrenge).
Pludselig en dag, stod der et bud fra blomsterforretningen uden for døren. Min kære datter og hendes familie syntes, jeg skulle have nogle kærlige ord og en flot buket.
Det var rørende dejligt.
I går besøgte jeg min veninde på Sclerosecentret i Ry, hvor hun er på træningsophold.
Hun har været kørestolsbruger i mange år og lever sådan et beundringsværdigt liv.
Vi hyggede os og fik vendt verdens-situationen læs: vores egen.
På Sclerosecentret kommer hun i løbet af 4 uger igennem et intensivt trænings- og undervisningsforløb. Hun har været der før og er meget glad for opholdet.
Om eftermiddag var der en neuropsykolog på programmet med et foredrag, som hun havde tænkt sig at springe over. Men da jeg syntes, det kunne være interessant, gik vi sammen til det. Det handlede om følelsesmæssige forandringer som følge af sclerosesygdommen.
Den sygdom er bestemt ikke for tøsedrenge.
Min venindes yngste barnebarn er to år.
Hun har aldrig kunnet holde hende i sine arme eller sidde på gulvet med hende.
Og hun hverken piber eller klager.
Tværtimod, er hun så taknemmelig, for det hun kan.
Jeg fik lige en lille tiltrængt lektion i går.
Jeg har så meget at være taknemmelig for. Og det er jeg.
Livet er en gave, vi skal huske at bruge den imens vi kan. Alderen vil helt givet gi´ os mere eller mindre udfoldelses begrænsninger.Men så længe vi bevarer humoren og glæden ved livet,er vi godt hjulpet...
SvarSletJonna, humor og glæde er helt nødvendige krydderier. ;-)
SvarSletJa, livet er en gave.
Kære Betty,
SvarSletDit indlæg rørte mig virkelig meget - det var så smukt skrevet... og ikke mindst tænkt.
Det jeg læser ud af dine indlæg er en altid nysgerrig og aktiv kvinde; til stadighed i gang med at lære og leve - og det er jo først og fremmest den største gave, du kan give videre til dine dejlige børnebørn!
Det er sundt nogle gange at få sat sine prioriteter lidt på den rette hylde. Jeg har selv en veninde, der blev ramt af sclerose som helt nybagt ung mor - og aldrig har kunnet bære sin lille søn. Men man glædes og bibringer jo glæde på andre måder, ved jeg.
Man skal nok huske på, at de små ikke ser begrænsningerne - men netop kun perspektiverne i det vi giver dem :-)
Hav en dejlig aften
Kære Nille, tak for din søde kommentar. Det er dejligt at høre din kloge vinkling på situationen.
SvarSletGod weekend til dig.
Tak for et dejligt indlæg.
SvarSletDet er svært at vænne sig til indskrænkninger. Men det er godt at blive mindet om, at livet er mangfoldigt, og at det ikke er som man har det, men som man tar det, der er vigtigt.
Jeg er sikker på, at du får mange glæder sammen med den lille, solide fyr:)
Selv tak Eva. Ja, hvor er der stor sandhed i det udsagn 'det er ikke som man har det, men som man ta'r det'.
SvarSletDet er værd at huske på. ;-)
Jeg skulle lige læse det hele to gange - ikke fordi jeg ikke forstod dine ord, men fordi de ramte lige i hjertekulen.
SvarSletJeg forstår godt, at du kan være ked af det, men også at du trods det er taknemmelig - alene det, at dine søde børn sender sådan en buket og søde ord, lige når de ved, at du trænger til det - det var altså meget rørende at læse.
Jeg kender ikke mange, der er så aktive som dig på så mange områder, men forstår meget godt, at det er vanskeligt at kompensere for ikke at kunne løfte sit elskede barnebarn.
Det varer heldigvis ikke ret læne, før de slet ikke har behov for at blive løftet.
Til gengæld er det altså svært at forstå antispamordene - tror du ikke, det ville gå alligevel, hvis du fjernede dem? Der skulle være et godt spamfilter på blogger.
SvarSletEllen, tak for din kommentar. Jeg har det sådan lidt skal/skal ikke, når det er noget privat, der brænder på.
SvarSletSkal jeg skrive om det? Det gjorde jeg så. Og tak for respons.
Jamen, jeg vil gerne af med det anti-spamord.
Jeg blev først klar over i dag, at jeg har sådan et.
Nu har jeg siddet og kigget i 'maskinhuset' og det er ikke så åbenlyst for mig....
Håber, svigersønnen kan hjælpe mig i morgen.
Sikke nogle dejlige billeder, og det er gribende at læse, hvad du skriver. Minder mig om en udsendelse jeg så i tv for et par uger siden med en meget handikappet mand, der intet kunne. Men han nød livet og hjalp andre mennesker.
SvarSletJeg beundrer de mennesker der kan se det positive i tilværelsen uanset hvordan de er ramt. Jeg håber, at jeg altid selv vil være i stand til det, men en ting er at sige det, et andet er at efterleve det.
SvarSlet