fredag, maj 23, 2014

Dem vi mødte.

Når jeg læser tilbage, på det jeg skrev sidst, jeg var i Rom, så ville jeg ønske, jeg havde skrevet noget mere.
Derfor skriver jeg så meget nu, så nu er du advaret ...

Udover de mange seværdigheder som Colloseum, Forum Romanum, Campo dei Fiori (markedet), Det jødiske kvarter, Castel S. Angelo og de 12 - 13 kirker med hver deres særpræg, så var mødet med nogle af de mennesker, der har deres dagligdag knyttet til den katolske kirke, det der har gjort mest indtryk på mig i forrige uge i Rom.
Møderne var i forvejen aftalte og skemalagte, og overskriften var noget om, hvor den katolske kirke er på vej hen efter pave Frans.

Især de to danske 'drenge' - de er sidst i tyverne - og går på 5. år på præsteseminarium i Rom med henblik på at blive præster i den katolske kirke, gjorde indtryk. Den ene havde en ingeniøruddannelse bag sig, inden han blev klar over, at han skulle noge helt andet.


Kasper og Jan bliver her
interviewet i bladet Katolsk Orientering.

Det er underligt med sådan et par meget sympatiske, helt almindelige unge mænd, der har valgt et liv, der er så fuldstændig anderledes end de fleste unge menneskers. De var meget åbne og reflekterende. Det var et kald (som vi andre har svært ved at forstå) Og det var meningsfuldt for dem at give afkald på familieliv og egen vilje. Ikke at det altid var let. Men det var en stadig udvikling for dem åndeligt, intellektuelt og psykologisk.
Den katolske kirke i Danmark betaler deres studium og ophold, men holder dem ikke fast, hvis de forandrer mening. Ikke noget med at udstøde dem eller kræve penge tilbage.
Den ene fortalte, hans mor var blevet ked af det, da hun hørte hans valg, fordi hun var klar over, hun ingen børnebørn fik med ham. Han havde dog 2 andre søskende, så der var kommet børnebørn, og moderen accepterede og glædede sig over, at han var glad.

Jeg er glad for, jeg ikke har børn, der har taget så ekstreme livsvalg, men for de to giver det mening. Og forhåbentlig hjælp og glæde i andre menneskers liv, som de kommer i berøring med. Det handler om at være til tjeneste for andre.

Et andet møde var med kardinal Kurt Koch. En kardinal er nærmest på ministerniveau. Altså en person med stor indflydelse. Det var en velbegavet, meget diplomatisk mand med stor humor. Han kunne den kunst at glide af på spørgsmål, så man næsten ikke opdagede det.

Den konklusion jeg sidder med er, at den katolske kirke nok bliver mere afslappet i sin optræden, mere karismatisk og afstandtagende til pomp og pragt. Derimod vil der ikke ske ændringer i moralske og etiske spørgsmål. Holdninger til livets begyndelse og livets afslutning er og bliver de samme.

Kirkens indflydelse er ikke stor i de italienske familier. Sådan tolker jeg det ud fra det faktum, at Italien har den laveste fødselsrate i EU, og derfor ser kvinderne åbenbart stort på forbuddet om prævention (det snakkede vi ikke om).

Børnelægen, som i sin fritid var engageret i at hjælpe de hjemløse, fortalte om St. Egidio bevægelsen.
En lægmands-bevægelse, som er anerkendt af den katolske kirke, og som arbejder i 70 lande.
Han var ikke særlig konkret, men lagde vægt på, at i mange tilfælde kender ingen den hjemløses navn. At det er betydningsfuldt for os mennesker, at andre kender vores navn.

Endelig mødte vi fader Lorenzo, som bor på i den del af hotellet, der stadig er kloster. Han var en mand i moden alder, som havde været underviser indtil for ti år siden, da han fik et kald til at være kapucinermunk. Jeg må indrømme, at jeg slumrede lidt under hans tale, som var på italiensk og blev oversat til engelsk af hotellets receptionist. Vi var flere, der var rigtig trætte på det tidspunkt. Det var ikke fordi Lorenzo var kedelig.
Kapucinermunke har altid bare fødder i sandaler og bærer skæg. De går i en lang brun kjortel med et reb om livet. Kjortlen har en hætte, der er spids. Så derfor har de ikke behov for hue eller paraply. Ingen barbergrej og ingen strømper.
Klædedragtens brune farve har givet navn til den populære kaffe cappuccino.

Vi forstod ikke en pind af det skilt på hotellets badeværelse.

Men det var nok noget om håndklæder og miljø.


Men 'Pace e Bene', som står tilsidst, er Kapucinerordenens farvelhilsen og betyder
frit oversat: Fred og godhed.






Når man læser kirkehistorie, så er det jo ufatteligt, at kristendommen og Simon Peters efterfølgere kunne udvikle korstog, inkvisition, afladshandel og forfærdelige grusomheder. Grådighed og magtbegær blev styrende i en helt uhyggelig grad.
Men heldigvis for Reformationen. Og for den kendsgerning, at mennesker er blevet mere oplyste i vores kultur.

Så fortiden lægger jeg bag mig og glæder mig over at møde dejlige mennesker. Det gælder ikke kun de kirkelige folk, men også ansatte på hotellet, på cafeer og restauranter.  Da vi en dag var 4, der kom til at tage bussen i den forkerte retning og kom ret langt ud af Rom, var de få buspassagerer meget hjælpsomme, selvom de kun kunne få ord på engelsk. Det endte med, at én fulgte os hen til en taxaholdeplads.
På hospitalet var alle meget søde, og den unge mand på scooteren kom flere gange på besøg hos vores veninde i de 5 dage hun var indlagt. Han gjorde noget så usædvanligt på det sted at komme med en buket blomster. Der var ingen vaser at opdrive på hele hospitalet, så personalet fandt en plastikdunk, som de skar toppen af.
Desværre kunne de to jo ikke forstå hinanden. Det var kun én gang, der var en, der kunne oversætte.

Mon jeg nogensinde har skrevet et indlæg uden billeder? Jo, vist et par gange.
Måske kommer der billeder senere.
Jeg er på vej til kollega-samvær. Sidste gang vi mødtes - eller skulle mødes i februar, var jeg i København, så jeg glæder mig til at blive ført up-to-date.

Up-date 25.05.
Så kom der billeder og link.



10 kommentarer:

  1. Det er dejligt at høre om dit møde med mennesker, der har gjort indtryk.

    SvarSlet
  2. Ih hvor må det have været spændende - det er altid interessant at høre om noget fra hestens egen mund.
    At jeg så aldrig, aldrig kan eller vil kunne, uanset argumentets art, forstå hvorfor man skulle blive en bedre præst, hvis man lever i cølibat, er noget andet. Deres egne rædselsfulde pædofilisager beviser jo til fulde, hvor forkert en holdning det er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg forstår heller ikke cølibatets nødvendighed. Som en præstekone sagde, så kræver det bare en god og forstående kone for en præst at leve et familieliv. Men ikke alle koner ville kunne gå ind til det. Hvordan mon det er med præstemænd nu, da mange præster er kvinder?
      Jeg mener ikke, at cølibat fører til pædofili. Tilbøjeligheden til pædofili grundlægges meget tidligt, evt ved misbrug af et barn eller andre svigt tidligt i barnets liv.
      At cølibatet ikke er naturligt bliver bekræftet gennem vores nedlagte seksualitet og behov for at få børn. Men for dem, der vælger cølibatet som livsform giver det mening. Men der er dog flere, der bryder løftet og gifter sig. Og den ringe tilgang til klosterliv og præstearbejde i den katolske kirke viser også, at det er et liv, der ikke tiltaler unge i dag.

      Slet
  3. Kære mor

    det var dejlig læsning :o)

    Knus moni

    SvarSlet
  4. Som Eva synes jeg, at det er dejligt at høre om dit møde med mennesker, der har gjort indtryk, Betty. Og det var spændende at læse dit svar til Ellen herover.

    SvarSlet
  5. Jeg tilslutter mig fuldt ud ovenstående kommentarer, det er uhyre interessant at læse om dine oplevelser i Rom.
    Heller ikke jeg vil nogensinde kunne forstå, hvorfor katolske præster skal leve i cølibat, men det sker også med jævne mellemrum, at vi hernede hører om præster der er blevet ekskluderet af den katolske kirke, idet det er blevet opdaget at manden både har kone og børn.
    Selv om jeg ikke forstår de 2 unge mænds valg, så synes jeg alligevel at det er beundringsværdigt, at det har taget det valg. Der er nok ingen tvivl om, at de ser beslutningen som et tilvalg, hvor vi andre mere tænker på det som et fravalg.

    SvarSlet
  6. Annette, der er meget vi ikke forstår, når det handler om andre menneskers valg. Jeg synes, du formulerer det så rigtigt, når du siger, for dem er det et tilvalg. Vi ser det som et fravalg. Det er godt sagt. ;-) Tak for den kommentar.

    SvarSlet