søndag, oktober 12, 2014

Stadig kæk ...

Det er ingen sag at være kæk i bassinet, når der er dygtige instruktører omkring én.
Og andre kursister 'i samme båd' - i samme vand.


Jeg har været inde på vores lokale svømmeklubs hjemmeside, men kan først ringe på mandag.

Sæsonen er jo startet, så måske er der ikke plads på et hold.

Men der er jo altid de offentlige åbningstider.




Det var en fin oplevelse at være kursist på Gerlev Idrætshøjskole. På mange måder bragte det mig tilbage, til dengang jeg var på kostskole, fra jeg var 14 til 18 år.
På Gerlev er der lige nu 120 unge elever.
Parallelt, køres der korte kurser, som det jeg var på.

Vi havde ikke direkte noget med eleverne at gøre, udover vi spiste morgenmad på samme tid fra 7.15 til 7.45. Vi var også velkomne til morgensamlingen kl. 8.
Det var også elever, der modtog os ved skranken og anviste værelser, da vi ankom.
Ellers så vi dem ikke meget. Og alligevel kom vi altid forbi nogle. Så vidt jeg kunne se, var der kun få almindelige klasseværelser (1 eller 2), så de var sikkert ude at øve forskellig sport.
Men det var meget hyggeligt at være midt i det ungdomsliv.

Jeg var især meget begejstret for de tre morgensamlinger, jeg oplevede. Eleverne står på skift for morgensamlingen, hvor morgenens elev fortæller om noget, der betyder noget for vedkommende. Først synges der en sang fra Højskolesangbogen. Der tales engelsk til alle fælles samlinger, da der er mange udenlandske elever.
Jeg går stadig og tænker på det, en ung mand fortalte til morgesamlingen, den sidste morgen vi var der.
Han havde skrevet 'Minimalisme' med store bogstaver på tavlen og fortalte, hvordan han for nogen tid siden besluttede, han kun ville eje det, han brugte i det daglige. Han havde skilt sig af med sine ting helt ned til postkort, souvenir og billeder.  Få stykker tøj, computer og telefon i god kvalitet var, hvad han havde brug for.
Det betød, han ikke behøvede at spekulere på, hvad han skulle vælge blandt mange bukser og T-shirts i skabet. Han satte stor pris på de ting, han havde og følte stor frihed, fordi han ikke ejede mere, end han kunne bære. Det betød også, at han ikke modtog gaver.
Tankevækkende. Jeg tror dog, han med alderen kommer til at anskaffe sig ting igen.

En pige fortalte en anden morgen om sin trygge opvækst i en præstegård med traditioner som bordbøn og aftenbøn og kirkegang. På et tidspunkt blev hun klar over, at ikke alle levede på den måde. Da hun blev stor, begyndte hun at undersøge, hvordan andre levede, og hvad de troede på.
Hun kom til den konklusion, at hvis der var 1000 is i verden, så måtte hun vælge, hvis hun ville have én. På samme måde tog hun det valg, at hun var kristen.

En ung mand fra Tjekkiet fortalte om, hvordan han gennem flere år havde været frivillig ved sportsarrangementer. Det havde givet ham mange rejser og møder med mange mennesker. Senest havde han været med  til OL i London og Vinter-OL i Sotji, og han havde da været leder for den store gruppe frivillige fra Tjekkiet.

Jeg synes, det var så spændende at høre, og de tre var meget dygtige til at formidle det, de havde på hjerte på en personlig måde.
Da jeg fortalte Henrik om det, kom vi til at snakke om, at det var ikke alle 120, der kunne nå at fortælle om sig selv på den måde i løbet af et skoleår.
Måske er det heller ikke alle, der har mod eller lyst til det.
Men det er helt sikkert en måde at give andre et lille indblik i, hvem man er. Og give andre anledning til at spørge mere uddybende.

Den sidste morgen fortalte vores kursusleder til morgesamlingen, hvordan vi havde været så vandskrække, og hvor langt vi var nået. Han havde tidligere fortalt os, at eleverne holdt øje med os, når de gik forbi de store vinduer til svømmehallen, og at de syntes, vi var seje.
Alligevel blev jeg overrasket, da de klappede højt og længe for os.
Det var dejligt.  ;-)


6 kommentarer:

  1. Hvor er du bare sej, godt gået! Det må være en skøn fornemmelse at overvinde en skræk, og jeg ville have elsket de morgensamlinger, bare dine ord om det sætter tanker i gang hos mig. Tak fordi du deler. God søndag til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, vi var alle så glade over de succes-oplevelser, vi havde haft.

      Slet
  2. Det er sådan et dejligt billede af dig, Betty, og spændende at læse om dine oplevelser på Gerlev Idrætshøjskole!

    SvarSlet
  3. Tak Gitte. Det var nogle spændende dage.

    SvarSlet
  4. Du har fået meget mere ud af det end at overvinde din hovedet-under-vandskræk. Det må kunne holde en i højt humør i lang tid fremover at få en oplevelse af den art - men mærker tydeligt din glæde i indlægget.

    SvarSlet
  5. Jeg blev helt rørt, da jeg læste dit indlæg. Hvor må det være en god oplevelse for unge at være på den højskole.
    Og tænk, hvor dejligt at I blev klappet af.

    SvarSlet