torsdag, februar 12, 2015

Tider skal komme, tider skal henrulle ...

Jeg har en gammel, slidt bog, der har tilhørt min bedstemor, min mormor.
Fødselsdagsbogen hedder den. Af Erik Jacobsen
Bogen indeholder alle årets dage, og den er disponeret sådan, at slår man en side op, så står der 4 datoer på højre side.
På venstre side er der et vers til hver dato. Versene er skrevet af forskellige kendte danske forfattere. F.eks H.C.Andersen, Jeppe Aakjær, B.S. Ingemann, Emil Aarestrup osv.
Jeg kan ikke se, hvornår min bedstemor har taget bogen i brug, men der er noteret mange navne.

På næstsidste side har hun skrevet navne og fødselsdato på sine 9 børn. Hun har nok været ret gammel, da hun skrev. Der er streget over og rettet.
Hendes håndskrift var stor og lidt kantet.

Min mor har tilføjet med sin lille, sirlige skrift, at Far og Mors bryllupsdag var 7/12 - 1905.
På den modsatte side har hun skrevet om Lille Marius, der blev født 9/10 - 1916 og døde 4/1 -1919.
Mange små børn døde dengang. Måske kan man sige, de var heldige, at kun et af børnene døde.
I løbet af 15 år fra 1907 til 1922 fødte min bedstemor de 9 børn. Det er underligt at tænke på, så anderledes tiden og vilkårene var dengang.
Efter lille Marius kom der yderligere to piger og en dreng. Drengen kom til at hedde Marius.

Han blev min morbror Marius, som døde for nogle dage siden på sin 93 års fødselsdag.
Den sidste af min bedstemors børneflok er død.
Det er livets gang og naturligt. Og en befrielse for ham og hans familie.

Min bedstemor blev født i 1880 og døde i 1967. Når jeg tænker på det, synes jeg, det er lidt vildt, at jeg har kendt et menneske, der blev født i 1880. Det hænger selvfølgelig sammen med, jeg selv er blevet gammel. Jeg havde et tæt forhold til hende, men jeg synes, jeg skulle have spurgt om, hvordan hendes liv havde været, hvad hun havde drømt og følt.
Det tænkte jeg ikke på dengang. Jeg var 23, da hun døde, og fortiden var ikke noget, jeg gik op i. Jeg var selvfølgelig mere orienteret mod fremtiden.
Jeg har fulgtes med min bror og svigerinde til begravelse langt oppe i Vendsyssel.

Det er i sig selv hyggeligt at sidde i bilen i flere timer sammen med dem.

Og hyggeligt at møde familiemedlemmer som næsten ikke er til at kende, fordi det er længe siden sidst.
Og begravelsen gik stille og fredeligt. Bagefter var der varm kakao med flødeskum, kridhvide boller (som i gamle dage, da der ikke skulle kerner og groft mel i boller) med smør og flødeskumslagkage og kaffe.

4 kommentarer:

  1. Man jo på en måde tale om en sidegevinst, når en gammel slægtning dør og man mødes og tager afsked, - det kan være noget så hyggeligt at se hinanden til kaffen bagefter.
    Der er noget fascinerende over de store børneflokke dengang. Min oldemor, som blev født i 1883 var ud af en flok på 7, -6 piger og en dreng. Desværre fik de 7 hver for sig ikke mange børn. Min oldemor fik kun min mormor, som kun fik min mor, - så familien er skrumpet gevaldigt sidenhen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er et godt udtryk, for det er en sidegevinst at mødes ved kaffebordet og snakke om gamle dage og blive opdateret på nutiden.
      Det var vist nok usædvanligt på den tid, at din oldemor kun fik 1 barn, og ligesådan din mormor. Du har da heldigvis sørget for at få nogle flere grene på stamtræet. ;-)

      Slet
  2. Den kan jeg slå, Betty: Min farmor var født i 1877! Hun døde også i 1967, hvor jeg var 14 år ...
    De der 'kridhvide' boller bager jeg også af Amomel; de bliver SÅ gode og er et stort hit, når jeg tager mig sammen til at bage dem. Det skal ikke gå op i helse det hele :-)

    SvarSlet
  3. Ellen, tænk 1877 ...
    Sådan nogle boller er bare gode. Især hvis de er hjemmebagte, hvad de ikke var i går. Jeg er sikker på dine er lækre.

    SvarSlet