tirsdag, oktober 13, 2015

Et kig tilbage på ploven ...

Hos min bror og svigerinde står et af de redskaber min far brugte i landbruget.
En plov.
Når jeg ser, hvor lille den er, så kan jeg ikke forstå, det kunne lade sig gøre. Det krævede, at han kunne styre både hesten og ploven. Og en harve og en tromle og en radrenser og en såmaskine.
Der blev gået mange, mange skridt. Gad vide, hvad en skridttæller ville have vist?

Under dueslaget hænger en smedejernsfigur
af bondemanden med sin hest og sin plov.

Min bror hjalp mig med at huske, hvordan det egentlig var dengang midt i 50erne.
Han var selv en del af arbejdet i marken. Da han var 11-12 år kunne han styre plov og heste.
I mit barndomshjem havde vi en hest, der hed Musse.
Naboen Niels havde en hest, der hed Røde.

Når der var brug for to heste i markarbejdet, så blev der lavet aftaler, så min far og Niels lånte hinandens hest.

Min bror siger, at de to heste var så vant til at være spændt for, at de altid gik stille og roligt. De vidste, når de nærmede sig skellet på marken, hvor de skulle vende, og de skulle lige have et lille nøk med tømmen for at gå det sidste stykke og vende.
Der blev aldrig brugt pisk på de to.

Så vidt vi husker, fik vores far en traktor i 1960 eller 61.

Det er underligt at tænke på, at vi har oplevet det. Den tid virker så fuldstændig anderledes. Der var kun primitive redskaber til at dyrke jorden med. Primitive - set med nutidens øjne - for engang var grejet endnu mere primitivt. Men nutidens teknologi har ændret landbruget fuldstændigt. Jeg bliver sommetider helt bange, når jeg møder en af de koloenorme maskiner derude på landet i min lille bil. Jeg kan blive i tvivl om, hvad den egentlig bruges til? Måske har sådan en stor maskine mere end én funktion? Der er ingen landmænd i min familie mere, så jeg ved ikke, hvad der foregår.
Men jeg bliver trist over udviklingen og landmandens vilkår

Vi gik en dejlig tur gennem skoven og forbi markerne i søndags. Da skinnede solen, hvad den slet ikke gør i dag..

Jeg kan godt lide at se marker, som Grundtvig skrev - 'der ser man nu kun sorten muld' ...
Man ser ikke så tit den sorte muld.
Ved nærmere eftersyn var der bittesmå grønne spirer, så inden længe er den mark, ligeså grøn som den til højre i billedet.
Dejlige efterår - især når det er godt vejr.

Den store poser æbler jeg fik med hjem, er omdannet til æblekompot, der skal laves til æblekage, når jeg kommer til sommerhuset i Vorupør. Jeg er dog ikke sikker på, at sådan en gammeldags kage eller dessert står øverst på ønskesedlen hos de unge mennesker. Det gør den hos mig på det her tidspunkt af året.


6 kommentarer:

  1. Uhm, gammeldags æblekage er noget af det skønneste om efteråret.

    Ja, landbruget har vel nok udviklet sig. Jeg kender ingen landmænd, så jeg har heller ikke indsigt i det, men jeg er ret sikker på, at det er et trængt erhverv.

    SvarSlet
  2. Minder fra dengang, hvor hyggeligt. Jeg er jo en årgang 59 så husker ikke så meget, dog husker jeg udviklingen hos min faster og onkel mht. et liv som kartoffelbonde (kunne bare ikke være i en stald som barn, fik løbenæse, kløe etc.) derfor husker jeg nok bedst kartoflerne, først hjalp jeg til liggende på knæ med kassen foran mig, det var tydelig at jeg var bykusinen, godt jeg ikke skulle tjene mine lommepenge på den måde, det hjalp da onklen fik en kartoffeloptager der kunne spændes efter traktoren, her kunne jeg ruppe fingrene med sorteringen af sten/kartofler (kartofler fra sandjord i vestjylland).
    Ønsker dig et dejligt efterår.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyden, det er nogle hårde erfaringer, du har med kartofler, dengang man lå på knæ og samlede op. Ja tænk, det gjorde vi jo.
      Kartofler trives godt i sandjord.
      Også et godt efterår til dig.

      Slet
  3. Uden at vide ret meget om landbrug, så er det min opfattelse, at der er et sket en rivende udvikling, også på det område. For mig, der absolut ingen erfaring har inden for området, så virker det som om romantikken er væk, men heldigvis også det frygteligt hårde arbejde, som landbrug var engang.
    Jeg tænker ofte på det med maskiner og alverdens nyanskaffelser når jeg er i min lille "kolonihave", jeg ser flere der investerer i alverdens redskaber og ting til havearbejdet og tænker hvorfor mon? Selvfølgelig bliver arbejdet lettet med alle de nye redskaber, men er der nogen grund til det. Nok om det!
    Jeg beundrer dig for, at du stadig bader, men tror på at det er sundt og giver en dejlig fornemmelse i kroppen. Hold ud!

    SvarSlet
  4. Annette, det lyder godt, at du kan klare dig med enkle haveredskaber. Men der er nok nogle ting, der bliver lettere med nye redskaber. Vi har f.eks. fået en el-græsslåmaskine i vores boligforening.
    Jeg ville fortsætte med den gamle "skubber" i begyndelsen, men så snart jeg havde prøvet den nye, blev jeg klar over, at det var meget lettere. Så nu bruger jeg kun den.

    SvarSlet