Om at samarbejde.

Jeg hentede Johanne i vuggestuen forleden dag. Det var første gang. Hun skal nemlig selv kunne klatre op i klapvognen, idet jeg ikke kan løfte hende.

De var lige stået op af deres middagssøvn, de små.
Johanne og jeg havde et fint samarbejde om at få overtøjet på. Så langt så godt.
For at komme ud fra vuggestuens område, skal vi passere legepladsen. Der var ikke andre børn ude, men Johanne var fyr og flamme. Der skulle graves i sandkassen og gynges og klatres.
Da der var gået en halv time, var min tålmodighed brugt op, og jeg kørte klapvognen i stilling.
Det var barnet bare ikke klar til.
Hun græd og græd og satte sig tungt ned. Heldigvis kom der en far forbi, der så let som ingenting satte hende op klapvognen.
Med en sut i munden var hun glad igen og klar til at komme med hjem til mig, hvor skuffer og skabe blev kigget igennem.
Det søde, lille barn. 21 mdr. nu, og jeg kan mærke på mine knæ, at der er gået 3-4 år, siden Mattias og Chr var i den alder.