onsdag, maj 04, 2016

Tulipaner i millionvis.

I dag har solen skinnet, og der loves fint vejr i hele Kr. Himmelfartsferien.

For en uge siden var dagen også fuld af sol og farver. Det var den dag, vi var i Keukenhof Blomsterpark.
Keukenhof er i år åben fra 24.03. til 16.05.
Parken er løgproducenternes udstillings'vindue'.
Jeg ved ikke, hvordan områderne er fordelt, men de grønne skilte med firmanavne står over alt.

Der må være et samarbejde om, hvordan der disponeres over de forskellige områder.

Beplantningen virker smukt afstemt og harmonisk.
Der er mere end 7 millioner tulipaner, påskeliljer og hyacinter på 32 hektar.
Det er overvældende at gå der. Det ene smukke scenarie afløser det næste i et væld af farver og dufte.


Perlehyacinter er plantet, så det ser ud som et vandløb gennem parken. Det er så flot.

Vi boede i Hoorn, en lille hyggelig by 33 km nord for Amsterdam.
En dag var vi lidt længere nordpå. Ude på bondelandet, hvor der dyrkes grønsager, men mest af alt lige nu, tulipaner.
Nogle tulipaner høstes til buketter. Jeg fik indtryk af, at størstedelen var til løgproduktion. De tulipaner, der skal sælges som løg, bliver høstet tidligt på den måde, at hovederne klippes af og kasseres. Tulipanbladene får så lov til at visne ned, så al kraft går til løget.
Vi var på en flot tur med veterantog gennem tulipanmarkerne.

Bagsiden af tulipan-eventyret er, at der sprøjtes massivt. Der sprøjtes før, under og efter blomstring. For svamp, skadedyr og alt muligt.
Folk i den hollandske tulipanindustri lægger hovederne i blød for at udvikle stærke, robuste løg. Man er godt klar over, at det ikke er holdbart at sprøjte så meget.
Jeg købte et par poser løg, der er kuldebehandlede. Det betyder, at de kan sættes i jorden nu og blomstre om fire uger.
Lige nu kan jeg nemlig se, hvor der er plads blandt de tulipaner, jeg allerede har. Det er spændende, om det virker.
Mit sidste billede er et kig ud over en tulipanmark, hvor sprøjtemaskinen er i brug, inden hovederne klippes af blomsterne.

3 kommentarer:

  1. Skønne billeder, sikke en farverigdom

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det var så helt utrolig smukt

      Slet
  2. Hvor er det dejligt for dig at vejret blev så smukt på denne dag.
    Vidunderlige billeder fra turen.

    SvarSlet