torsdag, juni 30, 2016

De sidste dage i juni.

Juni måned er allerede forbi.
Jeg synes, den har været så kort.
Den forgangne weekend har stået i jazzfestivalens tegn, og jeg har haft besøg af veninden fra København.

50-tallet her på billedet symboliserer, at byen har lagt ramme om Riverboat jazzfestival i 50 år.

Ifølge den lokale avis har ca 50.000 gæster lyttet til musik i de mange forskellige små og store spillesteder. De har også spist på restauranter, købt en masse øl og shoppet for over 23 millioner kroner. Det lyder helt vildt i mine ører, men når det står i avisen, er det vel rigtigt.

Vejret har været en blanding af sol og regn. Men musikerne har været veloplagte, og der har været mange valgmuligheder.




Vi var bl.a. i det her telt, hvor vi blev underholdt med flot og stemningsfuld musik og sang.

For et par dage siden var jeg på studietur med teologi-gruppen til Fredericia.
Frederica by har en meget spændende historie.
Den blev grundlagt som en fæstning og fik i 1679 en fast garnison. Det kneb med at få soldater og næringsdrivende til den lille by, så Christian 5. udstedte en række privilegier i 1674.
En af privilegierne var religionsfrihed. Det var noget helt særligt, for efter reformationen i i 1536 blev det bestemt, at alle skulle have samme religion som kongen - den evangelisk-lutherske.
Religionsfriheden betød, at jøder og reformerte fra Tyskland og Frankrig kom og bosatte sig. Katolicismen, som jo blev forbudt ved reformationen, blev også tilladt. Kriminelle kunne få asyl. Dog ikke hvis kriminaliteten var begået i Danmark. Befolkningen kom til at bestå af forskellige nationaliteter, der havde lov til at tro, hvad de ville. De måtte bare ikke missionere. De bosatte sig sammen med meningsfæller forskellige steder i byen. I over 200 år havde Fredericia særstatus, som en slags fristad. Indtil 1839, da der blev religionsfrihed for alle i forbindelse med Grundloven.
Der er stadig spor fra den tid i form af den reformerte kirke, den katolske kirke og den jødiske gravplads.
Jeg synes, det var så spændende at blive ført tilbage til den tid.
Der er meget mere historie om, hvordan tre-årskrigen forløb. Jeg har googlet og læst om det. Det er let at finde, hvis du er interesseret.

På vejen ud af byen, besøgte vi Christianskirken, som især er kendt for Bjørn Nørgaards udsmykning.
Vi fik en guidet tur til den store forgyldte altertavle og den kæmpestore glasmosaik.

Meget flot og imponerende.

Billedet har jeg lånt fra kirkens hjemmeside.





Mit eget billede, som er et lillebitte udsnit, i en lidt bleg udgave.






8 kommentarer:

  1. Juni er suset afsted. (Bare juli ikke gør det samme, for her ligger min ferie.)
    Sikke en smuk og imponerende kirkeudsmykning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, juli må godt brede sig lidt mere ud ;-)

      Slet
  2. Den historie kendte jeg ikke, tænk at Fredericia har været sådan en smeltedigel af religioner. Og nu bruger jeg mest Fredericia i betydningen kaos og travlhed: "det minder om Fredericia Banegård" Husker tydeligt togskiftet i Fredericia og hvor utryg jeg kunne blive, hvis ikke jeg fik fundet det rigtige tog. Mon der egentlig er så travlt på banegården mere?

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, Fredericia var et stort jernbaneknudepunkt engang. Jeg ved ikke, om det er sådan mere. Men byen er ikke mere det industrielle kraftcenter, som det var i forgangne tider.

      Slet
  3. Interessant historie om Fredericia. Der kunne kompenseres for meget, hvis det er i nationens eller kongens interesse .-)
    ..."men når det står i avisen, er det vel rigtigt" - jeg plejer at hævde det modsatte, og jeg tror næsten aldrig på det, der står i aviserne. Hver eneste gang de skriver om noget jeg har forstand på, er der fejl, hvorfor jeg konkluderer, at det er der sikkert også i alt det andet, de skriver.

    SvarSlet
  4. Ellen, jeg tror, alt kunne lade sig gøre, hvis kongen ville det. Han var jo enevældig dengang.
    Jeg ved ikke, hvorfor jeg skrev det med avisen. Jeg har nemlig samme erfaring som du. Når der blev skrevet om sygehusvæsenet, så var der næsten altid fej i det. Dengang. Nu er det efterhånden længe siden, jeg holdt op med at arbejde.

    SvarSlet
  5. Minderne fra en svunden tid hvor jeg var bosat i Ans. Riverboat, de mange små listige steder med gratis musik, de mange små steder nede ved havneområdet, med gratis musik, og selvfølgelig, de store navne hvor billetterne ofte var revet væk.
    Vi boede ca 2,8 km udenfor Ans-by, dvs. oppe, og derved var er et andet arrangement vi kunne nyde hjemmefra, Regatta, og det hen i august, eksistere dette arrangement stadig?
    Ønsker dig en dejlig juli mdr. og god sommer.

    SvarSlet
  6. Karin, du har boet tæt på Silkeborg, kan jeg forstå. Du kender alle de små steder ;-)
    Jo, Regatta finder stadig sted hvert tredje eller fjerde år med fyrværkeri-konkurrence. Tænk, at det kunne ses så relativt langt væk.
    Du ønskes også en god sommer ;-)

    SvarSlet