Linser i rataouille

Når mit barnebarn kommer på besøg og skal passes, så er det jo vigtigt, han får noget mad, han kan lide.
Han er så nem, for vi har noget til fælles.
Vi elsker linser begge to.

På hans fars opfordring, om at lægge opskriften ud, svarede jeg, at det er en ratatouille med linser.
Det er det alligevel ikke helt, for jeg bruger ikke aubergine.
Ikke fordi jeg har noget imod aubergine. Jeg havde den bare ikke i køleskabet.
Jeg bruger også gulerødder, som ikke hører hjemme i den franske udgave af ratatouille.


Her kommer opskriften på min linseret:

1 squash
1-2 løg
1-2 peberfrugt
2-3 fed hvidløg
1 gulerod
1 ds. flåede tomater (eller 6 friske tomater + lidt koncentreret tomatpure)
1 laurbærblad
100 g grønne linser
salt
peber
lidt sambal olek (chilipasta)
evt. en lille nip sukker.
evt. spædes til med vand undervejs.

Squash, løg og peberfrugt skæres i tern, hvidløg i tynde skiver og guleroden rives groft.
Det hele sauteres i lidt olie. Skal ikke brunes.
Tomater tilsættes sammen med laurbærblad, lidt salt, lidt peber, lidt (½ tsk) sambal olek.
Retten skal herefter simre ved svag varme i lang tid. 3 kvarter er ikke for meget.
Linser skylles grundigt og tilsættes sammen med lidt vand.
Det hele småkoger videre i 30-40 min. afhængig af, hvor meget bid du vil have i linserne.
Når det er til et lille barn, koges de helt bløde. Smag på dem undervejs.
Der skal måske tilsættes lidt mere vand, så det hele ikke bliver for tørt.

Tilsidst smages til med salt, peber og sambal olek og måske en anelse sukker.
Hvis det bliver for stærkt, kan en anelse mælk mildne smagen.
Jeg kogte nogle grove pastaskruer til, men det er ikke nødvendigt.

Det var ren hygge og der var ingen problemer ved sengetid, så det var en fornøjelse at være babysitter.
Jeg gør det gerne igen.

Familie-komsammen.

Der er dejligt deroppe i den nordlige del af Danmark.
Udsigten hos kusinen fejler ikke noget.
Jeg sov i campingvogn.
Da jeg opdagede, at campingvognen stod hjemme på gårdspladsen, så ville jeg da hellere sove der end inde i huset.
Det føles som ferie.
En enkelt feriedag. Men indholdsrig.

Nogen gik på rov i ærterne.

Hvis du tænker, det er en ung kusine jeg har, så har du ikke hel ret, for hun fylder 60 næste år.
Selv om man ikke skulle tro det.

Jeg er hjemme igen, og i morgen skal jeg passe ham her.

Der vil ikke blive kigget på computerskærm.
Mine øjne vil hvile på ham hele tiden.
Og det er et dejligt syn.
God weekend til dig, der læser med.

Traditionen tro ...

I går lagde jeg an til hindbæreddike.
Det gør jeg hvert år. Bare en lille portion.
Det gøres i al sin enkelhed ved at lægge hindbær i en flaske og hælde eddike over.

Allerede i dag er bærrene begyndt at blive lidt blege. I løbet af 8-10 dage bliver de helt hvide og skal fiskes op igen.
Men så har jeg en fin rød, hindbærduftende eddike, der er velegnet til dressing.

Jeg skal til et lille kusine-træf i Frederikshavn.
Vi mødtes sidste år efter rigtig mange års pause, men godt hjulpet på vej af Facebook.
Nu glæder jeg mig til et gensyn.
Der er nok ikke så mange gamle minder, der skal pudses af i dag. Det gjorde vi så grundigt sidste år.
Men det skal nok blive hyggeligt.
En tradition kan man vel ikke kalde det, når det er anden gang?
Hvornår er noget blevet til en tradition? Hvor mange år og hvor mange gange skal der til?

Til ham der har alt ...

Hvad giver man i fødselsdagsgave til ham, der har det hele?
Jeg har spurgt mig omkring og læst på hjemmesiden med gaven til manden, der har alt.
Der var ingen overbevisende ideer.
Jeg har flere gange givet en bog og vin.
Det bliver lidt ensformigt, selv om bogens indhold er forskelligt fra år til år.
Og den firkantede pakke er helt uden overraskelse.

Det ender med at blive et hjemmelavet kort og en tekst der siger, at en kold og mørk efterårs/vintereftermiddag, inviterer jeg lige pludselig dem (veninden og ham) hjem til kakao og boller og bagefter en tur i biffen.
Jeg elsker eftermiddagsbio om vinteren.
De går sjældent i biografen, men jeg tror, de vil synes om det. Og filmen kan de selv vælge.

Jeg var nede i biografen tidligere i dag for at hente en brochure, som skal følge med kortet.

Der var ingen mennesker på cafeernes serveringssteder ved åen.
Jeg sad under den kunstige varme og fik en kop kaffe, inden jeg gik hjem igen.

 Nu må jeg til at gøre mig klar.
God aften til dig, der læser med.

De kommer da frem, selv om det går langsomt ...

Jeg møder tit en vinbjergsnegl i min lille have.
Den dag, der var tre, fandt jeg tre forskellig farvede tusch, og gav dem hver sin farve.
Jeg vil jo gerne kunne genkende en gammel ven, når jeg møder ham/hende.
Det var vandfaste tusch.
Alligevel har jeg ikke mødt nogen af de tre.
De har forladt mig og min have, tror jeg.
Og måske kommer de længere omkring, end man lige forventer med den march-hastighed, de præsterer ?
Men så kommer der andre til.

Mon det er den slags snegle, der for nogle er en lækkerbisken?
Jeg har aldrig haft lyst til at smage?
Har du?

Selv om man er lille ...

Selv om man er lille, kan man godt holde øje - og følge med.

Se lige, hvad man har kapret: en fjernbetjening mellem fødderne og en vejrstation i hænderne.
Legetøj er ikke så interessant ;-)

Sådan er interessefeltet blevet udvidet, når man er 16 mdr.

Når man er 8 mdr., eksperimenterer man med at komme op at stå.
Det kræver stor koncentration og far'ens hånd som sikkerhed.

Jeg glæder mig over at se, hvordan de udfolder sig, mine små børnebørn.
Hvor er der stor forskel i den alder.
Om et par år vil vi nok ikke tænke på, at den ene er 8 mdr. ældre end den anden.
Jeg nød at have besøg af dem i går.

Et billedtæppe - og ællinger.

Der er et bestemt billedtæppe, jeg hver gang går hurtigt forbi, når jeg har vagt på Silkeborg Bad.
Det har forekommet mig uinteressant, der i farten.
Så mange andre af de vævede kunstværker er mere tilgængelige med former og farver.

Men i dag besluttede jeg mig for at finde ud af, hvad det var for noget med det næsehorn.
Rhinoceros, hedder det vævede tæppe af Randi Studsgarth.
Hun skriver, at hun er inspireret af Albrecht Dürers træsnit, og hun vil puste nyt liv i den fascinerende begivenhed, der udfoldede sig tilbage i renæssancen.

Jeg kan ikke væve, men jeg er ikke i tvivl om, at der ligger stor dygtighed, talent og professionalisme bag et kunstværk som tæppet her med Dürers næsehorn.
Historien bag har jeg googlet mig frem til.
I 1513 var der en indisk sultan, der ville forære Kong Manuel 1 af Portugal et næsehorn.
Dyret blev sendt afsted, og det var en stor begivenhed, da det ankom til Europa.
Der havde ikke været et næsehorn i denne her del af verden siden det tredje århundrede.
Albrecht Dürer var på det tidspunkt 42 år. Han var berejst og en meget dygtig, anerkendt kunstner.
Han så dog aldrig næsehornet, men fra andres beskrivelser og tegninger, skabte han sit næsehorn udskåret i træ.
Det er et unøjagtigt billede. Men til trods for det, blev det kopieret i stor stil de næste 200 år. Det blev betragtet som et af de mest indflydelsesrige dyrebilleder i sin tid.
Næsehornet fik en trist skæbne.
Kongen af Portugal besluttede af forære dyret til Pave Leo X i Rom og sendte det afsted med skib.
Undervejs forliste skibet, og mennesker og dyr druknede.

Jeg synes, det er sjovt at blive mindet om sådan en begivenhed for 500 år siden. Og tænke over, hvordan vi nu har adgang til billeder og fotografier af dyr fra hele verden. Vi kan se alverdens dyr i Zoologiske Haver og vi kan rejse til fjerne, eksotiske steder og se dem der.

Og sådan en historie betyder, at jeg vil kigge mere interesseret på Randi Studsgarths billedtæppe næste gang jeg har vagt og går forbi det.

Der var også rigtig levende dyr at kigge på i dag på Silkeborg Bad.
En andemor har udruget 11 ællinger inde i den lille gård, og de kan kun komme ud gennem museet.

Indespærret - og alt for sent ruget ud.
De skal hjælpes ud efter lukketid.
Men mon de kan klare sig?