tirsdag, januar 14, 2014

Jeg er begyndt igen ...

I dag har jeg været i Sportcentret igen. Til min overraskelse, da jeg fik undersøgt det, er det godt 2 år siden, jeg var der sidst.
Dengang var jeg i god træning. Udover styrke- og konditionstræning gik jeg også til zumba og pilates. Men jeg syntes, jeg brugte for lang tid på træning og i et forsøg på at minimere tiden, prøvede jeg, i stedet for at gå hurtigt en halv time på løbebåndet, at løbe. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg fik meget, meget ondt i mine lår og kunne kun gå få skridt i lang tid. I den mellemliggende tid har jeg gået til fysiopilates, som er en meget gavnlig (og dejlig) motion, men den gør ikke noget for kondition og styrke. Til gengæld er den god for bevægelighed og smidighed og på samme tid afslappende og opkvikkende.

Jeg kan tydeligt mærke min alder på den måde, at jeg ikke har så mange kræfter, og jeg bliver hurtigt træt.
Da jeg genlæste denne her artikel om tab af muskelmasse og styrketræning, blev jeg mindet om, at vores muskelmasse falder med ca 1,5 procent om året fra 60 års alderen. Der er flere faktorer, der medvirker til tab af muskelmasse. En vigtig faktor er inaktivitet.
Vi kan ikke træne os fra det aldersbetingede tab af de neuroner, der aktiverer musklerne. Men flere studier har vist, at ældre har god effekt af træning.
Jeg prøver at komme op på hesten igen. Ingen løbebånd til mig lige nu. Jeg cyklede i 10 min og brugte crosstræneren omtrent lige så længe + forskellige apparater. Stille og roligt.
Jeg savner de mennesker, jeg trænede sammen med dengang. Der var lutter fremmede hoveder i dag, men de bliver selvfølgelig kendte med tiden.
Hvis jeg holder ved ...
Jo, det gør jeg. Især nu, da jeg har skrevet om der.

mandag, januar 13, 2014

Som en vinterdag ...

Vinteren kom til Midtjylland i dag. I formiddags var jeg på bibliotekets 2 timers kursus i digital post, og da vi kom op fra kælderen og blev mødt af snevejr, blev jeg helt glad over alt det hvide.
Det grå og usigtbare vejr fortsatte dog hele dagen. Måske er sneen væk i morgen. Lige nu er der 2 varmegrader.
Det var heldigt, der kom en person gående med orange farve på jakken. Ellers var det nærmest blevet sort/hvid. ;-)
Hos glaspusteren er der stadig nisser på et lille bord.

søndag, januar 12, 2014

Stol igen.

Nogen med sans for humor har tænkt, at denne her ungersvend har brug for en stol.

Jeg har været på Aros i dag, for at se den store Tal R udstilling. Det var spændende. Tal R er en meget alsidig kunstner, og der er rigtig mange udtryk at fordybe sig i.

Selv om jeg har været der før, var jeg lige inde omkring regentparrets udstilling.
Det er virkelig der folk flokkes.
Det er sjovt at tænke på, hvor kritiske kunstkendere var, da udstillingen blev åbnet. Det er muligt, at store dele af publikum ikke er vant til at gå på udstilling. Men her er åbenlyst noget, som mange har lyst til at gå efter.
Jeg synes også, det er værd at gå efter.

lørdag, januar 11, 2014

Jeg tog fejl af datoen ...

Det var ikke i dag, der var fernisering på Kunstcentret Silkeborg Bad.

De tomme rum har en egen skønhed.
Og stablede stole.



onsdag, januar 08, 2014

Interesser der kommer og går ...

Nu er det Mattias, der er blevet gammel nok til at interessere sig for madlavning.
I går skulle vi stege en rest ris på panden og Mattias lagde dem over på panden, lagde dem tilbage på en tallerken igen og over på panden og sådan fortsatte det flere gange frem og tilbage, mens han tog sig  smagsprøver undervejs.
Christian er ikke interesseret i madlavning, som han var dengang lige før og efter sin 2 års fødselsdag.
Jo,  det er spændende, hvis der skal piskes eller røres med maskine. Jeg er spændt på, hvornår eller hvordan interessen kommer igen.

tirsdag, januar 07, 2014

Om at have hund.

Jeg har været ved at rydde op i gamle ringbind. Sådan nogle fra en svunden tid. Fra dengang jeg fik lønsedler. Og månedlige udskrifter fra banken og den slags informationer, som nu kommer til mig gennem min computer.
Der var også et ringbind, der handlede om Bugsy. Den engelske bulldog, der boede hos mig i 13 år.
Ringbindet indeholdt kvitteringer for dyrlægebesøg, foder, forsikring, sjældne ophold i hundepension og i de senere år medicin.
Det var på tide at tømme ringbindet og smide papirerne væk. Men jeg syntes, det kunne være sjovt at regne alle tal sammen og se, hvad sådan en vovse havde kostet mig. Der er ikke udgifter til anskaffelse og fra den første hvalpetid, da han var hos min datter, der fik ham, mens hun var i Spanien.
Mine udgifter løb op til 48.761 kr.
Jeg syntes, det var et svimlende beløb, og jeg ringede til min datter for at fortælle om det. Hun var sikker på, det måtte være en fejl. Så meget kunne det ikke have kostet.

Da jeg googlede på, hvad det koster at holde hund, læste jeg en artikel i Samvirke fra 2010. Her er mange oplysninger og råd til hundeejere. Eksemplet på  hvad det koster at holde hund, var en labrador i 12 år.
I følge den artikel koster sådan et hundeliv 187,000 kr. ...
Så var Bugsy jo ligefrem billig.
Jeg tror nu heller ikke, at jeg har gemt alle regninger.

Køn var han jo ikke ligefrem. Men meget charmerende ...  ;-)

mandag, januar 06, 2014

Det er ikke gråt hele tiden ...

Det er som om alle dagens timer er fyldt med det grå lys.
Og mange regnbyger.
Men i går ved solnedgangstid lå Remstrup Å som et spejl og træer og huse langs bredden spejlede sig på smukkeste vis.
Skønne, milde vinter.