torsdag, januar 23, 2014

Farver i haven.

Selv om der er en enkelt frostgrad, står erantis så fint i haven.

Og da jeg kiggede nøje efter, opdagede jeg, at den blå scilla er begyndt at titte frem.
Dejligt med farver i haven.

onsdag, januar 22, 2014

Kalender.

Jeg har lavet en kalender for 2014 med mine egne billeder her fra mit nærmiljø.
Vi har Jørgen Kjems, en lokal fotograf, som for 38. gang har lavet sin Silkeborg Kalender, og jeg har tit beundret hans flotte fotografier. Kalenderen sælges hos boghandleren på Torvet.
Jeg blev inspireret og tænkte, at det kunne jeg også gøre. Altså lave kalenderen. Ikke sælge den, for den har slet ikke sammen kvalitet som Jørgen Kjems'.
Nu hænger den i mit køkken, og jeg har allerede lyst til at lave en anden.




For det første skal den ikke være på højkant. Og for det andet tror jeg, det ville være pænere med en hvid baggrund.

Der er også et par billeder, der skal skiftes ud med nogle andre.

Og sådan kan man nok blive ved med at arbejde med sine billeder. Jeg kan i hvert fald.




Billedet her er fra januar 2013.




Januar 2014 så sådan ud set fra Sygehustrappen, da jeg gik ned til byen i går.

søndag, januar 19, 2014

Noget om løse tænder og borgermøde ...

Borgermødet, som jeg skrev om for et par dage siden, blev afviklet i går. Jeg skulle have skrevet om det allerede da, for nu føles det, som om det er længe siden.
Jeg har mest været optaget af, hvordan Mattias har det. Der skete nemlig det, da vi legede sammen i fredags, at han faldt så uheldigt, så han ramte en stor krukke på gulvet med sin mund og sine tænder. Heldigvis var både hans far og mor der. Det blødte meget, og han græd meget. De fik hurtigt arrangeret en aftale med deres tandlæge, selv om han var på vej hjem sidst på eftermiddagen.
Så vi skiltes der med  gråd og bekymringer. Jeg blev holdt orienteret over mobilen - hurra for den. Det viste sig, at Mattias' to fortænder i overmunden var slået løs. Godt, at de ikke var faldet ud. Men de sidder skævt.
Jeg var bare så ked af det. Jeg synes, jeg skulle have passet bedre på ham.

Så da jeg sad til borgermøde næste formiddag, havde jeg også lidt sms kontakt med min datter, som heldigvis kunne fortælle, at Mattias var glad og tilpas. Nu håber jeg bare, at tænderne kan rette sig.

Borgertopmødet var godt planlagt, og det blev afviklet helt efter programmet.
Vi var i Centralværkstedet, som engang var jernbaneværksted. Det er et spændende område med gammelt og nyt byggeri.
Der var 2 emner fra informationshæftet, vi diskuterede. Det var smartphone tracking  og avancerede  overvågningskameraer.
 
Hvis jeg skal springe til konklusionen, så var der enighed om, at overvågning er nødvendigt for at bekæmpe og afsløre kriminalitet.
Der var også bekymring for, om vores privatliv vil blive krænket.

Til sidst skulle hvert bord skrive en anbefaling til de europæiske politikere om ønsker i forbindelse med den fremtidige udvikling.

Der var masser af spørgsmål, der skulle besvares, og det kunne hurtigt afvikles elektronisk.
Hvis jeg havde fået tilsendt de spørgsmål på papir, så var jeg slet ikke gået i gang, så mange var der.

Så det var en metode til meningsmåling (på et informeret grundlag) med dejlig forplejning indlagt. Lækker frokost osv.
Jeg kommer med projektets website igen for yderligere information: http://surprise-project.eu



fredag, januar 17, 2014

En tur på Langsøstien.

En vandretur på Langsøstien her i formiddags, viser verden i grå og sorte farver. Der er kun faldet meget lidt sne her i nat.
 Vandstanden er høj for tiden.


De væltede træer ligger som en anden kæmpe, der lige har lagt sig til hvile

Uanset vejr og vind er der stor aktivitet på motorvejsbyggeriet.
Her et kig til broen over Gudenå.

Nu vil jeg snart køre ud og lege med Mattias.

torsdag, januar 16, 2014

Borgertopmøde om overvågning.

Nogle uger før jul, fik jeg et brev fra Teknologirådet. Det var en invitation, der var sendt ud til 8.500 tilfældigt udvalgte borgere i region Midtjylland i håb om, at 200 ville melde sig til arrangementet.
Invitationen gælder et borgertopmøde, der handler om overvågning.
Det er et EU-projekt, og der afholdes borgertopmøde i 9 europæiske lande. Projektet (SurPRISE) vil samle borgernes synspunkter på de nye sikkerhedsteknologier og videreformidle dem til EU-kommisionen, som ønsker at finde ud af, hvad der gør borgerne sikre og trygge.
Jeg har ikke noget at skjule, og derfor er overvågning fint for mig. Men eftersom jeg ingenting ved om de forskellige sikkerhedsteknologier, så er det måske et letkøbt synspunkt at have. Og så er jeg tilpas nysgerrig, så jeg meldte mig til.
Billedet her er forsiden af et informationshæfte, som deltagere skal læse inden mødet.
Hvis du vil læse om det, er der en hjemmeside Surprise-project.eu

Jeg synes, det har været virkelig spændende at læse om de tre emner: avancerede overvågningskameraer,
overvågning af internettet vha. 'deep packet inspection' og smartphone tracking.
Jeg glæder mig til at få det uddybet og diskuteret. 
Efter at have læst materialet sidder jeg med spørgsmål som, hvem udbyder sikkerhedsteknologier? og hvem køber udstyret - er det i fri handel? hvem er de mennesker, der sidder og håndterer alle de personfølsomme data - hvordan er de uddannet? Her i DK råder politiet og offentlige myndigheder over sikkerhedsteknologier. Jeg synes, der skal være meget mere åbenhed om, hvad og hvordan det bruges.
Det er helt sikkert, at vi alle er overvåget via vores brug af computer og mobiltlf. Og mange steder af de avancerede overvågningskameraer, som ikke er de små butikskameraer.
Jeg synes stadig, at overvågning er en god ting. Planlægning af kriminalitet kan opspores tidligt og diskret.
Det har sikkert været med deep packet inspection, at børneporno-ringen i Fillipinerne lige nu er blevet afsløret og opsporet.
Spørgsmålet er, hvordan sikkerhedsteknologier kan misbruges, eller hvordan uprofessionel håndtering kan skade?

Det er på lørdag. Jeg fik en mail på et tidspunkt, om at der manglede deltager mellem 18 og 40 år. Jeg kan god forstå, at unge og småbørnsfamilier ikke vil bruge en lørdag fra 10-16 på at sidde til møde. Jeg troede derfor, jeg ikke kom med pga min høje alder. 
Som der står i brevet, så er vi udvalgt, fordi vi ikke er eksperter. Fordi vi er almindelige borgere, hvis hverdagsliv påvirkes af de beslutninger som politikerne træffer både her og i EU.
Indtil videre har det været interessant. Så må vi se, hvordan mødet forløber.

Farvede kæmpebønner.

Jeg har opdaget nogle nye bønner. Nye for mig i det mindste.
De har ikke et navn. På posen står der Økologiske "farvede" kæmpebønner. De kommer fra Kina og indeholder en pæn portion protein. 19,3 g pr. 100 gr.
De er meget smukke, synes jeg.
På billedet ser de lidt lysebrune ud. I virkeligheden har de en mørk rosa farve (de lyse områder)
 De skal stå i blød i mindst 8 timer. Gerne mere. Og så skal de koge 1 time. Jeg smagte på dem undervejs og havde ikke den store fidus til dem, fordi skallen virkede sådan læderagtig.
De skal blive stående i kogevandet og køle af. Hvis man tager dem op med det samme, så revner skallen, og det ser grimt ud. De er næsten sorte, når de er kogte.
Da de var kølet af, smagte de rigtig dejligt og skallen var ikke sej mere.

Jeg lavede en salat her til aften.
De kogte bønner
½ hakket løg
1 fed hvidløg
Små broccolibuketter, der har stået lidt overhældt med kogende vand.
Rød peber i strimler
Fetaost smuldret udover.
Rigelig med olivenolie, lidt eddike (jeg havde en lime i stedet for)
Salt og peber.
Og det hele vendes rundt.

Der kan sagtens bruges alverdens andre grønsager. Oliven på toppen, tror jeg ville gøre godt. Og lidt saltede peanuts.

Jeg har været til træning igen i dag. Var øm i går efter første omgang, og kan mærke, det er jeg også i dag. Men det er ok.
Traf også to, jeg kender fra tidligere. Det er hyggeligt.
Der spilles bordtennins i et lokale ved siden af om torsdagen. Det ser sjovt ud.
Hvis jeg kan finde en makker, skulle jeg måske prøve ...?

onsdag, januar 15, 2014

Hjælpen er nær, eller viljen ...

Eller viljen til hjælp er nær.
Da Christian opdagede, mine solbriller var i stykker, fandt han straks værktøjet frem.
Ifølge hans logik, skulle der et stort søm og en skruetrækker til.

Han måtte give op, men det gav ingen skår i glæden. Det er mange andre ting at tage sig til hos mormor.