En spændende oplevelse - den første kejser.

Søndag formiddag (mens Henrik stadig sov) tænkte jeg, om jeg skulle gå i Pauls kirke, der ligger lige ved siden af, eller jeg skulle køre den korte strækning ud til Moesgaard Museum.?
Det blev Moesgaard, der vandt.
Der var parkeringsvagter til at anvise plads, men den lange kø udenfor, få minutter efter åbningstid, fik mig til at tænke, at jeg nok kun skulle nyde bygningen udefra.
Bygningen udefra er også meget spændende med mulighed for en travetur op til tagets højeste punkt.

Der er en fin udsigt ned til kirken, og bagved ses den gamle herregård, der tidligere rummede museets samlinger.
Køen var hurtigt afviklet, og jeg fik den oplevelse, jeg var kommet for.
Og hvilken oplevelse ...

Historien om Kinas første kejser er fuldstændig fascinerende.
Indtil 1974 var kejser Qin en sagnomspunden figur, der levede 2300 år før vor tidsregning. (dengang vi havde stenalder her.)
I 1974 var nogle bønder ved at grave ud til en brønd, og de fund af terrakottasoldater de gjorde, viste sig at blive århundredets største arkæologiske sensation.
Myten om kejser Qin kunne stykkes sammen til virkelighed.

Kinas første kejser var manden, der samlede det kinesiske rige og påbegyndte den kinesiske mur -  med stor brutalitet og kynisme.
Han levede med en snærende dødsangst og sendte sine embedsmænd på evig jagt efter planter, der skulle kunne hjælpe ham med at undslippe døden.
Han lod opføre hele sit jordiske univers i dødspaladset under jorden.
Den tusindtallige hærskare af soldater, embedsmænd og tjenere alle i fuld størrelse, samt utallige konkubiner, modeller af himmellegemerne og paladserne - alt tager han med i efterlivet.
Trods sin evige søgen efter udødelighed dør Qin efter kun 11 år som kejser. Historien om dødsrejsen er også utrolig spændende.
De efterfølgende kejsere bygger også universer, hvor de kan tilbringe efterlivet - om end i mindre skala.

Jeg blev overrasket over figurerne og genstandenes størrelse. Jeg har ikke tidligere sat mig ind i historien om de kinesiske kejseres efterliv. Jeg har forestillet mig, at terrakottafigurerne var sådan nogle små tændstikæske-store figurer.

De er virkelig store.

Konkubiner.

Den efterfølgende kejser besluttede, at de konkubiner, der ikke havde født kejser Qin en søn, skulle følge ham i døden. Og eftersom der var konkubiner i 1000 tal, er mange tusinde kvinder blevet slået ihjel.





På Moesgård Museum er der indtil 30. september mulighed for at se et eksklusivt udvalg af de originale terrakottafigurerer, som ikke tidligere er vist udenfor Kina.
Soldater, embedsfolk og en hest og en række genstande, der afspejler kejserens regeringstid.
Der er mange velskrevne plancher, der forklarer historierne bag genstandene.

Jeg tror, det er en god ide at besøge udstillingen på en hverdagsformiddag, hvis man ikke vil gå i kø. Der var mange gæster søndag formiddag, da jeg var der, og billetsælgeren sagde, at der ville komme mange flere senere på dagen.

En hverdagsudflugt.

Det er så hyggeligt med en datter på barselsorlov. Der bliver tid til mere samvær.
I dag var vi en lille tur i Aarhus.
Christian skulle se to ting på Aros: Skulpturen Boy og Your Rainbow Panorama.
Og der skulle aflægges en lille visit hos Henrik.

Udenfor Aros står Hval-i-kopteren.

Eller som den oprindeligt hedder: Humpback Gunship.

Den var en del af Sculpture by the Sea i 2009.
Aarhus kommune og Pressalit købte den for 500,000 kr.

Når det nye Multimediahus snart er færdigt nede på havnen, bliver den flyttet derned.

For Chrisitan var den et hit. Der kunne kravles ind i den. Og det blev der gjort mange gange.
Den blev besøgt både før og efter Aros.
For ikke at give for mange indtryk havde vi på forhånd tænkt, at vi kun skulle se den store skulptur og bagefter går en tur i Regnbuen.

Boy er overvældende stor.
Og meget livagtig i sit udtryk.



Der er mange ting at undres over.

Der er også en fin lille bog i pap, der hedder "Din bog om Boy". Her er faktuelle oplysninger formidlet på en børnevenlig måde.
Der er brikker til et puslespil, så man kan forstå, hvordan Boy kom fra Australien til Aarhus i nogle kæmpestore kasser.
Han blev samlet på samme måde som puslespillet.


Johanne sad bare i barnevognen og fulgte fornøjet med i, hvad der skete.

En af de ansatte, ville være venlig og gjorde Christian opmærksom på, at der var noget mærkeligt at se. Det blev han meget optaget af, så vi måtte lige derhen.
Det er en installation, der hedder Something Strange this Way. Jeg har gået igennem den tidligere, og synes den er uhyggelig på mange måder.
Vi går ind i et mørkt rum, hvor der er forskellige mærkelige, uharmoniske lyde. Vi kan godt se lidt lys i den anden ende af rummet, hvor man går videre. Men Christian brød sig slet ikke om at være der, og vi gik hurtigt ud igen.

Så er det sjovere at komme op på toppen.

Jeg får et sug i maven, når han går helt hen til 'kanten'.

Men selvfølgelig kan glasset og bygningen holde.
Der er bare så langt ned.



Jeg ved ikke, om det var automatpiloten eller selvsving eller hvad.

Han ville bare blive ved med at gå rundt og rundt og rundt.

Men der var også en spændende elevator med glasvægge, og så kom vi ned igen.

I Henriks gårdhave er der en dejlig legeplads, så der tilbragte vi også lidt tid.
Det var et par trætte børn, der faldt i søvn i bilen på vejen hjem.
Jeg var også træt på en god måde, da jeg blev sat af udenfor min dør.

Kongeblå

Hvor har der været meget royalt stof i tv i dag i anledning af dronningens 75 års dag.

Jeg har fulgt med i meget af det.
Men jeg har også været ude.

Det har været hamrende koldt, men sol og blå, blå himmel.

















I dag har jeg taget den sidste Roximstad, som ikke er en by i Sverige, men det antibiotikum, jeg er blevet behandlet med de seneste 10 dage.
Jeg har grund til at tro, at lungebetændelsen er overstået. Jeg har det godt og føler mig frisk.
Det er dejligt at have lyst til at spise al slags mad igen.
Fra min tid på lungemedicinsk afd. har jeg oplevet, at nogle mennesker fik gentagne lungebetændelser, så jeg kan ikke helt undgå at tænke på det.
Men jeg håber, jeg undgår det.

De blå drenge i haven.

For nogle dage siden læste jeg en artikel af havekvinden Mette Østergaard.
Hun skriver om de dejlige blå løgvækster, der findes i haverne netop nu. Engang i fordums tid gik de under fællesbetegnelsen "de små blå drenge."
Det synes jeg, er en meget charmerende fællesbetegnelse for scilla, snepryd og perlehyacinter.

Jeg har for flere år siden lagt scillaløg omkring blommetræet og glæder mig hvert år over det lille blå tæppe.
Da jeg for nogle dage siden fik mulighed for at supplere med flere scilla (troede jeg) tog jeg glad imod tilbuddet. Mattias hjalp mig med at grave op.

Det viser sig nu, at de nye planter slet ikke er scilla, men snepryd.
Scilla er en lille klokkeblomst, der vender sit ansigt ned, mens snepryd vender ansigtet op.

Andre steder i haven blomstrer perlehyacinterne.

Nu vil jeg flytte nogle perlehyacinter  hen under blommetræet.

På den måde får jeg samlet de små blå drenge, scilla, snepryd og perlehyacint.

Jeg tror, de vil trives i hinandens selskab.
Og jeg er sikker på, det bliver et flot syn, når de alle kommer til at stå tæt.

Alle tre løgvækster fås også i hvid, men på denne her årstid kan ingen slå den blå farve efter min mening.

En dejlig, stille weekend.

Hvor er det fantastisk, hvordan alting blomstrer og gror i de her dage, hvor jeg kan mærke, at jeg langsomt er ved at komme mig.
Jeg tror, naturen har helbredende virkning.
Der er masser af mirabelletræer her omkring, og lige nu står de i fuldt flor

I går gik jeg bare rundt og glædede mig.

Min appetit og glæde over mad vender også så småt tilbage. Min livret er stadig ristet franskbrød med smør - og de seneste par dage med lidt ost. Den varme mad er kogte kartofler og en gulerod spist med  koldt smør - og i går lidt ristet torskerogn.
At lægen har sat mig i behandling for mavesår, skyldes ikke at jeg er blevet undersøgt og fået det påvist, men udelukkende pga af mine symptomer og hendes erfaring.
Jeg har aldrig kastet så voldsomt op. Og kvalme er en bleg, svag beskrivelse af den madlede, der fyldte det hele. Selv noget så neutralt som vand kunne jeg ikke få ned.
Så på den baggrund nyder jeg mit hvide ristede brød og de kogte kartofler, selv om det er langt fra den grove alsidige kost med en masse grønsager, jeg plejer at få.
Jeg hoster meget mindre og har god grund til at tro, at lungebetændelsen er, om ikke væk, så næsten da.

I formiddags var jeg sammen med mine børn og børnebørn til børnebio.

På et tidspunkt blev det for langtrukkent for Mattias, og vi gik udenfor salen.

Der er sådan en fin udsigt ned over åen, når man sidder ved et af bordene foran de store vinduer.

Vi købte popcorn og sad og snakkede hyggeligt.
Det er altid lidt spændende, hvad Mattias (3 år for et par mdr. siden) vil snakke om, når vi sidder alene.

Tidligere emner har været "hvorfor bor du alene?"
Eller "hvad spiser du om morgenen?"
I dag var det "hvem kender du?"
På den måde kom vi igennem alle hans familierelationer på far og mors side. Og jeg er så heldig at kende nogle pædagoger og kammerater fra børnehaven, så der blev nævnt rigtig mange navne og tænkt på mange folk.

Da filmen var slut, og de andre kom ud, var det tid for opbrud.

Christian og hans storebror kan cykle/løbe hjem.














Jeg gik hjem ad Langsøstien, hvor mirabelletræerne står med store skyer af hvide blomster.

Sidste år cyklede jeg forbi og allerede 13. marts, så der sådan ud.
Foråret må have været tidligere på færde i 2014.

Glæden er begyndt at pible frem ...

Jeg har været syg siden 30. marts. Først lidt, men efterhånden mere og mere og til sidst urimelig meget.
Uheldige omstændigheder, læs påskehelligdage med lægevagt, gjorde at det gik så galt for mig. En foreslået kombination af Pamol og Ipren som smertelindring viste sig at give mig de vildeste mavesymptomer med voldsomme opkastninger

Jeg tror aldrig, jeg har været så syg og som dagene gik, blev jeg fuldkommen udmattet og orkede kun, at se mine børn i korte øjeblikke.

I tirsdags blev jeg hjulpet over til min egen læge og diagnostiseret og sat i behandling for lungebetændelse og mavesår.
Mine infektionstal var da 149 mod normalt 8.
Efter 3 dages behandling har jeg det nu mærkbart bedre.

Jeg har de sidste to dage kunnet spise ristet franskbrød med smør og drikke tynd te. Som ekstra supplement har jeg også fået et par kogte kartofler med smør til, og det smagte vidunderligt.
Det er en lykke uden ende, når lidt mad kan blive nede i maven.
En kær nabo kom en en portion kartoffelsuppe. Det var en blendet suppe. Hvis mine smagsløg havde været normale, er jeg sikker på, det var en velsmagende ret. Men det var som om, mine smagsløg og slimhinder i munden var helt uberørte, og suppen var uhørt stærk. Jeg blandede den op med mælk og fik på den måde en stor portion, der kan vare i flere dage.

Efter at have været helt følelsesløs og zombieagtig, glæder jeg mig nu over, at jeg igen kan mærke, at jeg elsker mine børn og deres familier, og alle andre der plejer at betyde så meget for mig.
Det er som om, jeg har fået livet igen.

Jeg glæder mig over, at jeg snart tror, jeg har kræfter til at se mine børnebørn igen. Christian fyldte 4 år for nogle dage siden.

Jeg glæder mig til at få mit fotoapparat i hænderne igen. Det har jeg ikke haft siden 1. april.
I går læste jeg en avis og et par noveller i Dorte Nors' bog Kantslag.
Jo, verden udvider sig.

Det er tid for den meget værdsatte sommerhusweekend i Stauning denne her weekend. Jeg går glip af samvær med kære venner. Der er ikke noget at gøre ved det.

Glæden og optimismen spirer i hjertet. Og alting spirer udenfor.

Jeg er ikke visibel ...

Visible betyder som bekendt synlig på engelsk.

Henrik har fordansket ordet (måske er det en gammel talemåde). Men hvis han er syg eller ikke oplagt til at møde mennesker, siger han, "Jeg er ikke visibel" med tryk på 2. stavelse.  I betydningen "jeg er ikke pæn nok til at vise frem."
Sådan har jeg det efter 3 dage med feber, hovedpine og hoste.
Den hosten giver ømhed i de små muskler mellem ribbene og i mavemusklerne.
Min smagssans og lugtesans er forsvundet.

Jeg savner mine børn, der er i sommerhus.
Den sårbarhed, der er forbundet med at bo alene, bliver rigtig tydelig, når man er syg.

Det er godt at vide, at influenza er en tilstand, vi alle kender, og at den forsvinder igen om nogle dage.
Måske vil det hjælpe at gå i bad?
Måske bliver jeg så vi'sibel?