mandag, august 20, 2018

Dengang og nu. Eller nu og dengang.

Jeg har gået lidt til og fra, mens jeg har skrevet og tænkt over weekendens oplevelser. Over nutid og fortid. Familie og relationer.

Nej, vi er kke blevet muslimer :-)

Vi har bare været i gang med at træne og slutter af med udspænding for hofter og ryg.
Det er min kusine til venstre i billedet. Hun kan ikke sidde stille ret længe af gangen.
Hun har haft rygproblemer i mange år, men med hjælp af en fysioterapeut og personlig træner, har hun fået ændret sine vaner og træner tre gange ugentlig samtidig med hun dagligt går en time.
Det er nok overflødigt at skrive det, men hun har ikke antydning af ondt i ryggen mere.
Det er også min kusine til højre i billedet. Og en anden kusine, der har fotograferet. Jeg har været i sommerhus sammen med dem og den enes mand her i weekenden.

Vi, der er efterkommere efter Anton og Martine, har været til fætter/kusine komsammen i Vorupør
De to på billedet er født i 1878 (d. 1951) og 1880 (d. 1967)
De blev gift i 1905. Måske er billedet fra den anledning?
De fik ni børn, hvoraf en lille dreng døde som toårig.
Ingen af deres børn lever mere. Min morbror Marius døde som den sidste i 2015 på sin 93 års fødselsdag.
Min mor døde i 2004 som 86 årig.

Jeg er vokset op med, at vi så familierne på min far og mors side på mærkedage. De boede i Thy, men få havde bil dengang først i 50erne, så det var lidt omstændeligt med hestevogn, og husdyr der skulle fodres og malkes før familiekomsammen. Vi havde tættere kontakt ned min mors søster og hendes yngste bror, så fætre og kusiner fra de to familier kender jeg bedst.
Da jeg var 14 år kom jeg på Vejlefjordskolen, (wiki) hvor jeg gik, til jeg fik realeksamen. Jeg hørte til den sidste årgang, der kom ind på fysioterapeutuddannelsen med kun realen i bagagen.
Sidst i '50erne og først i 60'erne var der et stigende antal unge fra ufaglærte familier, fra fiskeri, industri og små landbrug, der flyttede og fik en uddannelse.
Jeg og mine brødre var heldige, at vores forældre prioriterede det. De fleste af mine fætre og kusiner og skolekammerater blev i de ufaglærte jobs.
Der kan kun siges godt om det at få en uddannelse. Men der var en bagside dengang, at det fjernede os fra vores familier. Der var sproget fx. Den brede dialekt kunne vi aflære. Jeg beholdt den dog og kunne let slå over. Men der var også hele perspektivet på alting. Vi fik et større udsyn og og en større forståelse for mange ting. Jeg følte mig tit udenfor, når jeg kom hjem. Thy var dengang et ordfattigt område, så der blev ikke snakket så meget.
Sidste år fik min fætter Anton den ide, at vi skulle prøve at mødes. Han var en lille dreng, da jeg flyttede hjemmefra, så ham har jeg ikke kendt. Han ligner dog sin far så meget nu, så det var let at se, hvor han kom fra.

Vi, der mødtes sidste år, var stemt for at mødes igen i år. Det resulterede i, at vi var flere deltagere end  sidst. Vi er gamle nu. Den ældste kusine er 86 og den yngste er 65. Vi har børn og børnebørn, hvoraf nogle også var med. Vi kender ikke hinandens børn. Den ene af mine døtre var med og et barnebarn.
Min datter savnede nogle jævnaldrende. Jeg tror egentlig ikke, det appelerer så meget til den generation. Det kan være lidt indviklet at finde ud af, hvordan familieforholdene er, når man kun har en svag erindring om de gamle forældre.

Jeg har skrevet næste års dato i kalenderen. Min afdøde fætters søn og svigerdatter har stået for det praktiske og gjort et stort arbejde. Jeg foreslog, at vi gør noget sammen. Fx fællessang og spil eller noget ... Det kunne jeg jo fx. forberede mig på.

Tre kusiner har jeg kendt gennem alle år. Den ene bor i Norge.
Hun havde lejet et sommerhus, hvor jeg var inviteret til at bo sammen med de to andre.

De er så sjove. Vi har grinet rigtig meget.
 Og snakket om os selv og  vores respektive forældre, som vi nok får større forståelse for - eller slet ikke.

Her er det Planken, det gælder. Tove kan holde den i tre min. Jeg i 10 sec.

Ingen ville med ud at bade, så jeg gjorde det heller ikke.
Det regnede iøvrigt hele dagen i Vorupør i går.
Og da de ville ud at gå tur sidst på eftermiddagen, var det tid for mig at køre hjem. Jeg har ikke fået så meget frisk luft, men jeg nydt samværet, udsigten fra sommerhuset og fået rørt lattermusklerne.




fredag, august 17, 2018

De små glæder.

Jeg har en t-shirt med denne her tekst:


Enjoy the little things in life.

For some day you will realize

they were the big things.















Jeg tænker sommetider på det, når jeg skriver et blogindlæg, for der er virkelig mange små ting i hverdagen, jeg synes er spændende, og noget jeg glæder mig over eller undrer mig over.
Ikke noget, der vil føre til en overskrift i hverken verdenspressen eller den lokale. Men det gør mit liv indholdsrigt.
Som nu fx mit blommetræ.
Sidste sommer var det angrebet af noget, der fik blade og hele grene til at visne. Jeg troede, det var i gang med helt at visne ned og overvejede, om det skulle fældes. Det bar en overvældene mængde blommer. Og for første gang fandt jeg ikke en eneste orm. Til børnebørnenes skuffelse.
I år er bladene sunde og grønne. Der er bare næsten ingen blommer.
De meget få blommer, der har været modne indtil nu, er beboet eller har været, af en orm.

Blommerne er store og velsmagende. Altså den lille del, der er tilbage, når ormesporene er skåret væk.

Jeg gætter på, at træet er svækket af det angreb, det var ude for sidste år, og derfor sætter mindre frugt.
Det er første gang i næsten 20 år, der ikke har været masser af blommer.


Jeg tror, det bliver bedre næste år. Medmindre tørken har været skadelig.






Men spændingen er på sit højeste, når vi skal skære en blomme op.

Vi skuffes ikke.
Der er en lille lyserød orm. :-)

onsdag, august 15, 2018

En god nattesøvn og røllike-invasion.

En god nattesøvn har en helende effekt. Det var i hvert fald min konklusion, da jeg vågnede i morges.
Jeg har mindre ondt i knæet i dag, og forskrækkelsen har lagt sig, så jeg kontaktede ikke min egen læge. Jeg kan ikke bøje knæet så meget, men det kommer nok i løbet af nogle dage.

I de mange uger med tørke har jeg egentlig ikke lagt så meget mærke til græsplænen. Jeg har selvfølgelig set, den var brun og afsveden, som alle græsplæner har været her i sommer. Med enkelte græstotter hist og pist.
Nu har jeg pludselig opdaget, at rølliker har indtaget en del af den.

Hvorfor jeg ikke har set det og begyndt at bekæmpe den før, ved jeg ikke.
Men nu ved jeg af erfaring, at røllike spreder sig med sideskud. Den har ikke lange rødder ned i jorden som mælkebøtten, men lange sideskud, der fletter sig ind i hinanden.

Jeg har været i gang med at fjerne nogle i dag, mens jeg har tænkt, om det lille græsareal mon kunne blive til en røllikeplæne?

Min veninde spurgte mig for nogle dage siden, hvad der var blevet af havemanden, da jeg selv var ved at klippe visne stauder ned?
Jeg havde faktisk glemt ham. Der har jo ikke været noget havearbejde hele sommeren.
I dag har jeg haft ringet til ham uden at få fat i ham. Jeg prøver igen i morgen :-)

tirsdag, august 14, 2018

AV og av igen, igen.

Det ene øjeblik stod jeg og beundrede nogle nye tricks, som Mattias ville vise mig med fodbolden. Det næste øjeblik lå jeg på asfalten på skolens legeplads. Jeg blev nedlagt af en dreng i en mooncar.
Av, av. Han kørte lige ind i mit venstre ben. Det ben med den gamle knæskade.
Jeg kunne godt rejse mig op og gå på det, men det gjorde ondt. Jeg havde hudafskrabninger på knæet og i håndfladerne.
F ... osse!
Mattias' mor var ikke hjemme, og planen var, at vi skulle hygge os sammen: Mattias, hans far og mig.  Det gjorde vi også. Jeg havde lavet fars hjemmefra til boller i karry. Jeg kunne godt stå og gå lidt rundt og lave maden færdig. Vi hyggede. Jeg så den nye læsebog og matematikbog og andre ting i skoletasken. Nu er det jo første klasse.
Under hyggen lå min bekymring for knæet, så jeg ringede til lægevagten på et tidspunkt. Jeg ville gerne have en læge til at teste, hvor stabile mine ledbånd i knæet er nu. Lægevagten mente ikke, det var en situation,  der krævede akut vurdering. Og det havde hun jo ret i. Det var bare min bekymring. Jeg kan gå til min egen læge en af dagene og så begynde at bruge neopren knæbandagen igen. Det er sandsynligvis slaget, der gør ondt og ikke noget, der er i stykker.
Men øv, øv, øv!
Hvorfor er det mon, jeg har denne her strofe kørende i hovedet:

"Always look at the bright side of life ..." osv  med resten, som jeg ikke kan huske lige nu.

Billedet har ikke noget at gøre med i dag, men er et lille tilbageblik på et par feriedage, da Mattias og hans mor var på besøg i min ferielejlighed.
Vi havde kun en nøgle til deling, og Mattias er glad for rim, så derfor lavede vi det her:
"Nøglen på trappen under krabben." :-)

mandag, august 13, 2018

Det er derfor ...

Det er derfor, jeg savner mit apparat med zoom.
Når jeg står på terrassen og kigger gennem blommetræets blade, kan jeg se den flotte solsikke. Med telefonens foto, ses bare en lille gul plet midt i billedet. Det er selvfølgelig ok, når jeg bare står og kigger. Men når jeg gerne vil lave et billede, hvor solsikken træder frem og baggrunden er sløret ...
Men så kan vi jo bare gå ned til solsikken.
























Nu sker der noget usædvanligt. Jeg kan stille to billeder ved siden af hinanden. Telefonbilleder. Det har jeg ikke kunnet med det format, billederne i mit kamera har.
Det har selvfølgelig noget med indstillinger at gøre. Og det har jeg ikke så stor interesse i (læs forstand på)
Johanne har været her et par timer i dag. Vi plukkede blommer. Plukkede er så meget sagt, for der er kun ganske få i år.
Vi havde også gang i pandekagebagningen. Det plejer vi ikke, men hun hører Chr. fortælle om det, så jeg synes også, hun skal lære at slå æg ud og piske dejen sammen og vende pandekager. Hun vil ikke slå æg ud eller have æg på fingrene - endnu. Men ellers var hun mere interesseret i processen end i resultatet. Hun spiste kun en enkelt. Men det var hyggeligt.

fredag, august 10, 2018

Nu uden fotoapparat ...


Mens jeg gik og klippede visne staudetoppe ned i går og syntes, det var rigtig trist, at den blå stormhat og fjerbusken stod der og så brune og sølle ud, glædede jeg mig over, at nogle af de solsikkefrø, jeg havde sået tidligere på året, var vokset op til høje planter, og den ene var sprunget ud.





Den skulle selvfølgelig fotograferes, og jeg zoom'ede og zoom'ede, men pludselig sad zoom'et fast.
Helt låst fast.
Apparatet er fra december 2017. Jeg var hos fotohandleren i dag og har besluttet, det skal sendes til reparation. Det foregår i Polen, og det varer måske tre uger, inden jeg ser det igen. Garantien skulle almindeligvis gælde, når apparatet ikke er ældre. Men fotohandleren opdagede en lillebitte bule på zoom'et. Det har ikke været tabt eller ude for noget andet voldsomt, så vidt jeg ved. Måske skal der ikke så meget til? Men det betyder jo sikkert, at garantien ikke gælder? Jeg er ked af at skulle undvære det så længe. Og spændt på, hvor dyrt det vil blive?

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad. Og brugte min telefon til billeder.

Det blæste meget i formiddags og vandstrålerne på Vannmann blev kastet rundt.

Regnen i går har renset luften. Jeg ved ikke, hvor mange millimeter, der er faldet her. Men det hele virker friskere - og koldere.


Da min vagt var slut, hentede jeg Christian i skolens sfo.
Der var ikke så mange børn, men allerede nogle 'små', der skal gå i 0. (hvordan skriver man nulte?) :-)

Nu gælder det 1. klasse for Chr.






Vi havde fået en opgave: at købe fredagsslik til ham og Johanne. Det plejer at være en hyggeting sammen med forældrene, som havde andre gøremål i dag.

Jeg har været i den slikbutik én gang før, og jeg bliver helt overvældet over de lange rækker af slik i forskellige hidsige farver og udformninger. (Og væmmelige tilsætningsstoffer og numre)

Det tager lang tid at bestemme sig.
Der må købes for 10 kr. og med jævne mellemrum lægges posen op på vægten for at kontrollere, hvor tæt, han er på de 10.
Han havde også en god fornemmelse for, hvad der skulle i Johannes pose.
Er der plads til mere? Er der for meget og skal noget lægges tilbage?
Når mormor er med, gør det ikke noget, hvis de 10 kr overskrides lidt. Bare lidt :-)

torsdag, august 09, 2018

Hurra, det regner.

Hurra hurra, det regner, og det har det gjort de sidste par timer. Sådan en stille, vedvarende regn. Ingen voldsom blæst, som ifølge vejrmeldingen skulle komme i morgen.
Jeg har været en runde i haven i formiddags for at klippe de visne stauder ned. Der var virkelig meget vissent. Efter mange timers pause, hvor jeg bl.a. hentede Johanne i børnehaven, blev jeg færdig med det sidste i haven mellem kl 19 og 20. Der var dejlig temperatur og til at holde ud at være ude. Da jeg var klar til at gå ind, faldt der fem- syv store vanddråber. Jeg tænkte, det var det sædvanlige med bare et par dryp. Heldigvis, og tak og pris blev det til mere.
Jeg er vældig tilfreds med at jeg fik klippet en hel trillebørfuld. Nu er jeg spændt på, om de visne genopstår :-)

 Johanne havde første dag i børnehaven efter en lang sommerferie. Hun er rykket fra mindstegruppen til mellemstegruppen. Det er spændende, for det betyder nye lokaler og nye voksne. Dog er der en af de voksne fra mindstegruppen, der flytter med sammen med flere af kammeraterne. Der er fælles udendørs legeplads, så hun vil stadig se de små, der blev tilbage.

På vej hjem til mig kommer vi forbi brombærbuskene langs skovstien. Hvor er der mange brombær i år. Jeg har ikke set så mange før.

Der blev ikke spist ret mange. Så gode var de heller ikke, mente hun. Det sjoveste var, at vi fik lilla tunger af at spise dem.






På fliserne var der en meget spændende larve med, om ikke tusind ben, så mange ben.
Og sådan kan en lille gåtur godt tage lang tid.

Nu begynder det at lyne og tordne.
Der er en pragtfuld lyd af regn, der strømmer ned.