torsdag, december 30, 2010

Den letteste frokost

Jeg sprang over, hvor gærdet var lavest og bestilte færdigsmurt smørrebrød til vores frokost i dag.
Jeg glemte at fotografere.
Men det var højt belagt med den slags lækkerier, vi går i en bue udenom til daglig, og så var det pyntet meget fint.
Og ikke mindst vigtigt: det smagte rigtig godt.

Efter flere forsøg, fik jeg en fin lille isskål ud af mine anstrengelser i dag.
Ikke at det er særlig anstrengende, men når jeg har prøvet tidligere, har jeg været for utålmodig og hældt for meget varmt vand på for at få isen til at løsne sig.
I dag havde jeg stillet skålen ud i badeværelset og så glemt den igen. Det resulterede i, at isen smeltede langsomt, og jeg kunne skille de to skåle fra hinanden.
Jeg begyndte i går med at fylde en skål med vand. I skålen sættes en mindre, som holdes nede af en tung genstand. Der kan lægges pynt ned i vandet mellem de to skåle.
Jeg lagde nogle kristtjørnblade.
I løbet af natten blev vandet stivfrossent.

Med et fyrfadslys er det en rigtig fin islygte.
Hvis det bliver så koldt igen (lige nu er der to plusgrader) så kunne det være sjovt at prøve med en spand.

Henrik har været for syg til at være her i dag. Han er flyttet hjem til sin datter.
I morgen kører jeg derud. Jeg har gjort forberedelser til kransekagen, som jeg skal have med.
500 g marcipanmasse er blandet med en æggehvide og 120 g flormelis.
Efter en nat i køleskabet skal der bages ringe i morgen.

6 kommentarer:

  1. Uh, du er bekymret for din Henrik, tror jeg. Det er altså også noget skidt at blive så syg, når man har hans alder.
    Jeg håber, han kommer sig fint, når han får noget god pleje af sin datter.

    Hvor er det en flot islygte, du har lavet der. Den ide har jeg ikke set før, men smukt er det.

    SvarSlet
  2. Ellen, det er skidt at blive syg, når man ikke har så mange kræfter i forvejen, så det bekymrer mig.
    Penicillinen er dog begyndt at gøre sin virkning, og det er positivt.

    SvarSlet
  3. Det er sørme skidt at din ven Henrik er blevet syg og så lige her til nytår, det er jo en kedelig måde at gå det nye år i møde på. Så rigtig god bedring til Henrik.

    SvarSlet
  4. Rigtig god bedring til Henrik.
    Jeg håber, I får en dejlig nytårsaften, trods alt. Kransekagen lyder mums.

    Tak for mange dejlige, tænksomme og inspirerende indlæg i 2010. Jeg glæder mig til at følge med i 2011.

    Godt nytår.

    SvarSlet
  5. Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for Henrik - det er ikke sjovt med sygdomme. Det er slet ikke sjovt her i helligdagene og selvfølgelig ikke når man i forvejen er lidt svækket. Jeg håber, at der snart er bedring.

    Din islygte er ualmindelig fin - sikke en smuk idé!

    Et rigtigt dejligt nytår ønsker jeg dig - og glæder mig til at læse hos dig i 2011.

    SvarSlet
  6. Tak for jeres søde kommentarer og gode ønsker for Henrik.
    Og godt nytår til jer.
    Jeg glæder mig til at følge jer på bloggen i 2011

    SvarSlet