'Jeg vil ikke være sådan én, der viser billeder af barnebarnet frem i tide og utide', tænkte jeg engang.
Men det var dengang......
Nu må jeg konstatere, at der er noget, man forestiller sig.
Og noget der viser sig at være helt anderledes, end man forestiller sig.
Vi har virkelig fået noget at stikke hovederne sammen om.
Og vi er vilde med det.
Med ham.
Man har et standpunkt, til man blogger et nyt - er det ikke sådan? :-)
SvarSletMen jeg tror, at det er meget naturligt!
Da mit første guldbarn kom til verden, var jeg ikke specielt spændt eller noget. Jeg har ALDRIG været typen, der skal dikke enhver under 1 meter, der kommer nær mig.
Det siger mig ikke ret meget - men da det så var i min egen familie; hold da op... så ja, man bliver klogere :-)
Du kan tro, jeg forstår dig, Betty - man har jo lyst til at vise det, der giver en så stor en glæde! Sikke et dejligt billede.
SvarSletOg vi vil altså gerne kigge med. Så vis du bare frem:)
SvarSletHahaha - velkommen i klubben :-D
SvarSlet... og vi er altså en hel del, der også gerne vil se billederne af barnebarnet.
Det er nu svært når man ser at de er verdens vidundere. Ha,ha
SvarSletGod aften
Nille, der har jeg haft det lidt ligesom dig. Hvorfor er det lige så vidunderligt at sidde med eller dikke et spædbarn?
SvarSletNår nogen tidligere spurgte, om jeg ikke savnede at have børnebørn, så var mit svar, at jeg ikke savner nogen, jeg ikke kender eller ikke har haft.
Men når der så er et barn så tæt på én, så er det noget andet. ;-)
Sjovt, at du har oplevet det samme med guldbørnene.
Madame, det er en stor glæde at følge med i det lille menneskes udvikling.
SvarSletEva, det er dejligt at have 'publikum' ;-)
SvarSletTak Ellen. ;-)
SvarSletLotte, ja, de er hver især små vidundere. ;-)
SvarSletjamen vi vil gerne se og læse med :-)
SvarSlet