Bogen til barnebarnet fra bedsteforældrene.
Dengang lagde jeg den fra mig efter at have bladet i den.
Jeg syntes ikke, jeg kunne identificere mig med billederne og sproget i den.
For et par dage siden, havde min ældste datter en gave til mig, og det var lige præcis den bog ...
Efter at have kigget lidt mere i den og tænkt over det, synes jeg, det er en god ide at skrive noget om min barndom og ungdom (det ville jeg ønske, mine forældre havde gjort).
At skriveriet er henvendt til et barn betyder, at det kan gøres mere enkelt.
Spørgsmålene i bogen er et godt afsæt for at støve hukommelsen af.
Alene det at spørgsmål bliver stillet gør, at der over tid begynder at dukke situationer og erindringer op.
Jeg bryder mig stadig ikke om lige den bog.
Jeg er ikke bedstemor. Jeg er mormor.
Min mor var også mormor for mine børn og farmor for mine brødres.
En bedstemor for mig er født i 1878 og død i 1966. Og det giver et helt andet billede. Som f.eks. det, der er i bogen.
(det er ikke lige mig - men måske i et barns øjne?)
Ikke at jeg underkender alle dem, der i dag kalder sig bedstemor og bedstefar. Det er faktisk et rigtig dejligt ord. Begge mine børnebørn har bedstemor og bedstefar på deres fædres side.Den bedste far og den bedste mor, kan man oversætte det til.
Sådan er det ikke. Forældrene er selvfølgelig de bedste, men ordet giver associationer i den retning.
Bogen og spørgsmålet har fået mig til at tænke, om jeg måske kan lave sådan en bog på en anden måde selv?
Med mange billeder.
Men så kan det måske også blive for stort et projekt?
Jeg går og 'simrer' med tanken.
Har du erfaringer med at lave en bog til dine børnebørn?
Eller en bog om dit liv?
Jeg har ingen erfaring med den slags bøger, men når jeg kigger på dine billeder fra bogen, så må jeg nok give dig ret.
SvarSletDen virker lidt ubehjælpelig. Men jeg får også det indtryk, at den er henvendt til små børn - og så kan man jo overveje om det giver mening. Umiddelbart ville jeg jo nok forestille mig, at det er en bog som børnebørnene får endnu mere glæde af jo ældre de bliver, og så virker formatet nok lidt fjollet.
Derfor synes jeg det er en supergod ide, hvis du blot bruger bogen som inspiration, men laver din helt egen version. :-D
Det er da en super god idé. Har du tænkt på, at man hos mange sider på nettet kan lave fotobøger, hvor der er plads til at sætte billeder, tekster, figurer og andet ind. Jeg har en som min mor/svigermor har lavet til mig med mine og min mands bedsteforældre, forældre og svigerforældre, billeder fra tiden tilbage, tekster fra små kort som familien har fået i tidens løb, og jeg er så glad for den. God fornøjelse.
SvarSletJens, det er nok som du siger, at bogen kan være en slags inspiration.
SvarSletNinna, tak for din kommentar. Jeg har lavet sådan et par fotobøger på nettet, og det er en god ide, din mor/svigermor har fået. Den virker mere overskuelig for mig.
SvarSletMåske kan jeg se din hos Linda og Olof engang?
Det forstår jeg godt; jeg ville også have lagt den bog fra mig igen. Det er i orden, at man taler til et barn, men dette tangerer helt ovre i at tale ned til.
SvarSletJens har en god pointe.
Jeg er bestemt heller ikke bedstemor, men mormor.
Jeg har hørt mange bruge betegnelsen, når fx man ikke selv er 'den rigtige', men gift med vedkommende - som hvis Johns datter får et barn; så kan vi hedde 'morfar og bedstemor', fordi der jo også findes den biologiske mormor.
I princippet er sådan en bog en smaddergod ide - Anna og Aubrey elsker at høre historier fra deres mors barndom. De kan endnu ikke forholde sig til, at jeg også skulle have haft sådan en; jeg er jo så gammel, at jeg i deres øjne umuligt kan have været barn, men den forståelse og interesse kommer en dag ...
Ellen, det er nok, mens børnene er små, de synes, det er spændende at høre om gamle dage. Så det er med at benytte muligheden. ;-)
SvarSletJeg har hørt, de mister interessen, når de bliver teenagere eller ældre?