mandag, december 29, 2014

Lidt nytårsaften-planlægning.

Jeg har ikke været i arkivet for at finde billeder i dag.
Forårsblomsterne var lige for næsen af mig, da jeg stod i Føtex' frugtafdeling.
"Spiselige blomster", stod der på skiltet.
Jeg ved godt, man kan spise stedmoderblomster eller hornvioler, som de også kaldes. De vil uden tvivl også pynte på en dessert eller en forret.
Jeg gik efter et granatæble til en salat.

Jeg er inviteret til at tilbringe nytårsaften sammen med mine børn.
Vi har snakket om menu, selvfølgelig. Skulle vi lave en lækker middag med forret, hovedret og dessert? Og fordele retterne imellem os. Nej, det havde ingen af os umiddelbart lyst til

Skulle vi bestille en af de mange annoncerede nytårsmenu'er udefra og få den leveret?
Det gik vi også væk fra. Vi vil alligevel ikke sidde og snakke og nyde maden i timevis. Det er en aften med 3 små børn og Christians storbror på snart 8, så valget er faldet på en lækker hjemmelavet lasagne. Så er det ligesom ikke så bindende for børnene at blive siddende ved bordet, og vi andre kan gå til og fra og mægle, hvis der opstår kontroverser.
Jeg står for en råkost salat.

Mine venner fra København er på nytårskursus på Højskolen Østersøen, hvor vi var sammen i 2011/12. De har været der to gange siden. Hvis mine børn havde haft andre planer, der ikke inkluderer mig, så ville jeg slutte mig til Anita og Erik i Aabenraa. Det er en hyggelig, sjov og spændende måde at fejre nytår på.
Meeen, familien er nr. 1.


2 kommentarer:

  1. Du har da helt styr på dine prioriteringer! Det lyder som en skøn ide med en god lasagne.

    Og så kribler det i fingrene efter at købe hornvioler, - men jeg styrer mig nok lidt endnu. En absolut yndling blandt forårs-krukke-blomster.

    SvarSlet
  2. Eva, jeg synes også hornvioler er helt skønne forårsbebudere. Jeg er lidt ked af, de allerede er fremme.

    SvarSlet