torsdag, august 27, 2015

En travl torsdag.

I går aftes begyndte svømmesæsonen igen.
Jeg har ikke været ret meget i vandet i denne her sommer og kan ikke sige, jeg glædede mig til at komme i gang.
I flere dage har jeg prøvet at motivere mig selv ...
Kunne jeg vælge det fra, fordi der var møde i boligforeningen?
Nej!
Jeg kom afsted. Og jeg har det så godt i kroppen med svømningen. Så nu handler det om, at få det til at køre på rutinen. At onsdag aften er svømning.

I formiddags havde jeg vagt på Kunstcentret. Det var en dejlig morgen og stadig tørvejr og børn og voksne i parken.

Der kommer mange skoleklasser med deres lærere.
Reglen på stedet er, at børn skal være i gruppe og følges med en voksen. De må ikke råbe, løbe eller røre ved tingene.
Det plejer at fungere helt perfekt.

Men ikke i dag.
En lærer havde givet sine to 2. klasse-elever lov til at gå rundt over det hele to og to sammen.
Det var søde børn, men de kunne slet ikke administrere friheden, så jeg havde travlt med at udstede forbud, som de selvfølgelig glemte hele tiden.
Det er ikke min yndlingsdiciplin.
Efterfølgende kom der en gruppe 3. klasse-elever, og de havde to lærere, der viste, hvad lederskab er.
Der er ingen tvivl om, det er en meget bedre oplevelse for eleverne, når de kender rammerne.
Og meget bedre for de øvrige gæster på Kunstcentret.

Senere hentede jeg Mattias i børnehaven.
Han leger meget med biler. Politibiler og ambulancer. Jeg har rollen som traktorfører og bondemand med får og kører, der hele tiden går ud på vejen. Her er det så, at politi og ambulance kommer ind i billedet. Og sådan kører det: aldrig så snart er de får og køer reddet , før de går ud på vejen igen.





Nye kasser under sengen gør det lettere at holde styr på legetøjet.

6 kommentarer:

  1. Jamen sådan er det bare, - børn skal kende rammerne, - de voksne skal udstikke dem og tage dem alvorligt. Så kører det bedst.

    Tænk, at de køer da aldrig bliver klogere. Vil de bare køres over, eller hvad? (Du er en heldig mormor at få love at være så tæt på.)

    SvarSlet
  2. Eva, det gør en hel overvældende forskel, når der er voksne, der udstikker regler. Jeg hørte hverken høj stemmeføring eller skæld ud. Bare stille og rolige instrukser.
    Ja, jeg er heldig med nærheden ;-)

    SvarSlet
  3. Ja - alt det med frie rammer til børn er en stor misforsåelse; de er meget mere trygge ved at kende deres grænser. Og jeg må indrømme, at jeg bliver vildt irriteret, når børn i grupper ikke har fået sat sådanne grænser, selv om det jo ikke er børnenes skyld.
    Det er sjovt, at Mattias lærer om, hvordan man opfører sig i trafikken ved selv at lege reglerne ind.

    SvarSlet
  4. Ellen, det er ikke børnenes fejl, når de tumler rundt på steder, hvor der er andre regler end leg. Jeg ser mange pædagoger og lærere på tur med børn. De fleste har den omgang med børn, som får mig til at tænke "jeg håber mine børnebørn får sådan en lærer" Jeg kan faktisk kun huske to tilfælde i løbet af mange år som kustode, hvor børnene ikke var under kontrol - på den gode måde.
    Det er så sjovt, hvordan mine to små drenge-børnebørn har meget forskellige interesser. Chr. lego i forskellige universer med onde og gode. Mattias med biler og arbejdsmaskiner.

    SvarSlet
  5. Jeg tror du har fuldstændig ret i, børn har det bedst med at have faste rammer, det være sig på museer, i butikker, i hjemmet, ja overalt. Med fare for at lyde frygtelig gammeldags, så tror jeg at børn bliver alt for forvirrede og ikke har begreb om hvordan de skal opføre sig, hvis ikke der er udstukket kærlige rammer, som voksne selvfølgelig hele tiden skal sørge for overholdes.
    Selv om det ikke har noget med museumsbesøg at gøre, så er der hernede lige pt. meget fokus på børns besøg på restaurationer. En restauratør, der efter gentagne henstillinger til et forældre par om at bede børnene om at holde sig i ro, ikke råber og skrige eller kaste med maden endte med at bede forældrene om at forlade restauranten, besluttede sig efter den og lignende oplevelser at forbyde adgang til sin restaurant for børn under 12 år. Mange, rigtig mange slutter op omkring restauratøren.
    Og når vi nu er ved børn, så findes der næsten ikke bedre legetøj end en stor papkasse, der åbner sig en stor og spændende verden for børn (og katte ☺) når de får en sådan.
    Godt, at besøget af din handywoman gik så godt.

    SvarSlet
  6. Hvilken dag.
    Hvor er det vigtigt at den voksne viser sit værd som leder. Børnene får en større oplevelse.
    Godt du kom af sted til svømning ;-)

    SvarSlet