I går var en noget-begynder-dag og også en noget-afsluttes-dag.
Jeg var med ved begge anledninger.
Min datter og jeg fejrede begyndelsen på hendes ferie med at spise frokost sammen på cafe Evald, der ligger på Papirfabrikkens område.
Det nærmeste, vi kommer en riverside her i byen :-)
Meget hyggeligt på en sommerdag.
Jeg lagde mærke til, at der var flere mandegrupper på tre, fem og syv, der spiste sammen. Mænd i pæne skjorter. Måske fra avisens redaktion, fra revisorfirmaet, arkitektfirmaet eller nogle af de mange andre virksomheder, der har etableret sig her, hvor Silkeborg by engang opstod omkring papirfabrikation.
Er det mon blevet almindeligt, at folk går ud og spiser i deres frokostpause? Er madpakken på vej ud?
Det er den sikkert.
Efter frokosten hentede vi Johanne, der havde sidste dag i vuggestuen.
Efter sommerferien flytter hun til børnehaven, som ligger integreret med vuggestuen.
Der skulle samles sammen og tøj, sko og støvler skulle med hjem.
Pædagogerne har lavet et fint fotoalbum, der viser, hvor meget hun er vokset i de to år. Og glimt af sjove oplevelser.
Det er rigtig hyggeligt at bladre i den.
Efter vinken og farvelkrammere gik vi over i børnehaven for at hente Christian, der også havde sidste dag.
Børnene sad udenfor og spiste farvel-is. Jeg vekslede nogle ord med bedstevennen, der netop er vendt tilbage, idet familien har boet et år i Norge. Jeg spurgte, om han sommetider tænkte på vennerne fra den norske børnehave. Narjj, svarede han "ved du hvad vi fik, når der var fødselsdag eller fest? - gulerødder og grønsager!"
Han sagde det med en stemme fuld af forargelse.
Og jeg tænkte, at de havde nok en streng sukkerpolitik der.
Jeg ved, der også findes børnehaver i DK, der har sukkerpolitik. Det er noget forældrene bliver enige om.
Spørgsmålet har også været drøftet i børnebørnenes institution. Flertallet af forældrenen gik imod en sukkerpolitik. Nu lufter jeg en fordom, som går på, at det kan ikke være anderledes, når institutionen ligger i et område med socialt boligbyggeri.
Jeg bor her selv og ved, at for mange bliver en sund livstil med rygestop og grønsager ikke prioriteret højt.
Ja jeg er lige ved at sige, at det er da en skøn børnehave at gå i. For mine kolleger kan fortælle om andre forældre, der forpester livet for alle med deres nul tolerance for sukker. Og det sætter spor, en af mine kollegers sønner vejer for lidt, men vil ikke spise noget af det, hans mor prøver at tilbyde for at få ham til at tage på, for det er jo usundt. Det har han selv lært i skolen.
SvarSletJeg ved godt at børn og alle andre får alt for meget sukker, men jeg synes det er gået over gevind. Børn får spiseforstyrrelser af al den snakken om sund/usund mad. Der er ikke noget mad, der er forbudt, siger min diætist (hende jeg underviser sammen med), der er bare noget, man ikke skal spise hver eneste dag.
Lene, jeg tror også at al den fokus på sund og usund mad er skadelig. Jeg synes diætisten har ret!!
SletDer er såmænd hele kommuner, der har nul-sukker-politik. For lidt og for meget....
SvarSletDa min niece var en stor skolepige og vejede lidt for meget, løb vi sammen tre gange om ugen. På en af løbeturene fortalte hun, hvor tit hun blev "fristet": mandag går jeg fast med en veninde hjem, og hendes mormor er altid klar med boller og kage, tirsdag går jeg til spejder og der får vi pandekager og kakao over bål, onsdag har vi klassens time med kageordning, torsdag er der slikdag i klubben, fredag får vi pizza og slik derhjemme, og tit skal vi til fødselsdag eller noget andet i weekenden. Alle stederne var der en "politik" om kun een gang om ugen..... Det er svært at få sat de rigtige grænser.
Eva, det lyder godt nok som et svært land at navigere i for din niece dengang. Hun er sikkert ikke den eneste, der oplever fristelser hver dag. Det er ikke nemt. Vi har adgang til så meget, og de fleste har råd til at købe.
SletJeg er helt klart også imod forbud og for sund fornuft - jeg går ind for den gyldne middelvej og er ikke forbavset over Lenes ord om børns reaktioner på al den hjernevask.
SvarSletMen det er åbenbart svært, og der er stadig midsforsåelser ... når jeg ser på de mængder fredagsslik, der bliver indkøbt, så undrer jeg mig såre - der bliver konsumeret rundt regnet 10 gange så meget slik på den ene dag om ugen, end der blev spist på 14 dage, da vores børn var små. Og cola må man åbenbart drikke altid ;-)
Ellen, jeg tror, det er rigtig svært med alle de anledninger og muligheder, der er for at købe og spise søde sager. Der er større velstand og flere fristelser, end dengang vi havde børn.
SvarSletSund fornuft er godt. og hvis man kunne finde ud af at lave nogle rimelige retningslinjer, så tror jeg også det kunne være godt. Men forældre er forskellige, bortset fra nogle boligområder/villakvarterer.