tirsdag, december 12, 2017

Mandagssne og tirsdags-skoldkopper.

Det kom lidt mere sne i går, mandag.
Min bademakker er i København i de her dage, men jeg besluttede at køre ud til Østre på vores sædvanlige mødetid.
Der var heldigvis to andre badende, som ikke havde travlt med at få tøjet på. De var ved at tage selfies og ville gerne have et par billeder i fuld figur. Jeg agerede fotograf og fik mit bad i selskab.
Jeg fik gode råd vedrørende badesko, som jeg skal have anskaffet mig. Jeg bruger træsko, som jeg stiller ved trappen. Men træskoene bliver glatte i snevejr.


I dag har jeg passet et skoldkopperamt barnebarn.
Skoldkopperne har vist ikke generet så meget, men han hoster og er snottet. Børnene må ikke komme i institution/skole før udslettet er tørt.

Dagen begyndte med æbleskivebagning.
Vi gjorde et eksperiment med de små chokoladekugler i min julekalender. Jeg har en tendens med at glemme den. Nok fordi jeg ikke kan spise chokolade om morgenen, men det betød, at der var fire stk., som blev bagt ind i æbleskiverne.
Det faldt i Christians smag.
Min smag går mere i retning af æblestykker, hvis der skal være fyld i, men det skal der ikke nødvendigvis.

Resten af formiddagen gik med at se to julekalendere og et par andre små film.
At finde inspiration til perlemønstre på perleideer.dk  Og endelig at lægge Hama Universe ind på min telefon for så at konstatere, at telefonen er alt for lille at lave perler på. Men sikke mange muligheder og mønstre der er.
Der blev også lavet en fingerring til os hver af de små elastikloops.
I går lavede jeg en portion mørdej, delte den i to og lagde den i køleskabet.
Det er min plan at lave finsk brød en af dagene, men det var oplagt at tage en klump af dejen ud, da eftermiddagen blev lidt triviel.
Så blomstrede kreativiteten igen, figurer blev bagt og dekoreret med forskellig farvet flormelis.

Jeg sendte en tanke til dagplejemødre, der passer en lille håndfuld børn i deres egne hjem. Det må være udfordrende dag ud og dag ind.

Vi havde en hyggelig dag. I morgen er det bedstemor og bedstefar der passer. I overmorgen tror jeg næsten udslettet vil være tørt. Forhåbentlig. For det er den dag skolen holder Luciaoptog. Bedsteforældre er inviteret. Ikke forældrene. Skolen synes vel, de har travlt nok i forvejen?

Jeg kan godt savne den tid, da julen begyndte med juleaften d. 24., og der var juletræsfest i forsamlingshuset 4. juledag og familiekomsammen i juledagene.
Nu er der en masse festivitas, der begynder en måned før jul. Og julen er slut d. 25. december.
Sådan lidt skarpt trukket op.

7 kommentarer:

  1. Ja, der skal aktiviteter til, når børnene passes. Jeg har været dagplejer i min fortid, og husker det nu som nogenlunde roligt (og et kæmpestort arbejde). De leger jo også lidt med hinanden. Men der er mange krav i dag.
    Hama på telefonen, - er det en app, hvor man kan lave perlepladerne?
    Jeg skal styre Luciaoptoget i dag på skolen. Bare jeg nu har husket det hele.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, så kender du det passe andres børn hjemme. Selv om de leger med hinanden, hvad der er en stor fordel, så må det alligevel være et stort arbejde, som du også skriver.
      På tlf og ipad kan du downloade Hama Universe App, og så kan der laves perleplader på skærmen. Telefonskærmen er dog for lille.
      Nu slapper du sikkert af oven på et vellykket Luciaoptog :-)

      Slet
  2. Der er sørme fart på i skole, sportsklubber mm, kan godt forstå hvis det er svært at følge med. Håber du kommer til luciaoptog, det er bare så stemningsfyldt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, der er så mange arrangementer i alle mulige sammenhænge. Ja, jeg håber også på Luciaoptog i morgen :-)

      Slet
  3. Det er dog en yderst fornuftig skole, sådan at nøjes med at invitere bedsteforældrene. Det er mit indtryk, at mange kan føle sig næsten helt stressede over alle de børnearrangementer.
    Dine børnebørn er heldige at have dig. Det har jeg sagt før, men jeg mener det stadig :-)

    SvarSlet
  4. Ellen, jeg tror, mange forældre er glade for at udlicitere et arrangement til bedsteforældrene. Undtagen min datter, som synes, det er en anledning til at møde de andre forældre, nu her det første år i skolen, da de ikke kender hinanden endnu.
    :-) Ja vi er heldige.

    SvarSlet
  5. Nu var sneen der når du hopper i vandet - og koldt var det også i mandags. Der var dog ikke behov for saven :-)
    De skoldkopper kan du godt sende en portion af herover, ved min datter og svigersøn gerne vil have dem til Frida, så det er overstået, Otto har været ramt.

    SvarSlet