torsdag, december 14, 2017

Planer er til for at ændres.

Indtil i går aftes var planen for i dag sådan, at  koret skulle synge den fjerde og sidste formiddags- julekoncert, hvorefter vi skulle samles til den traditionelle julehygge med frokost. Jeg ville gå derfra ved 13.30 tiden hen til Christians skole, hvor der skulle være Luciaoptog og hygge for bedsteforældrene.
Men inden aftenen var omme, var planerne ændret.
Der var opstået alvorlig sygdom i vores korleders familie, og koncerten blev aflyst. Julefrokostplanen blev dog fastholdt.
Da min datter senere ringede og sagde, at Christian ikke var klar til at komme i skole, så passede det perfekt, at jeg lige pludselig havde  fået nogle ledige formiddagstimer.
Han kom her fra morgenstunden, og jeg kan godt mærke, han trænger til at komme i skole.
Det hele begynder at blive lidt kedeligt.
Vi så igen de to julekalendere på Ramasjang, Ramajetternes Jul og Nissernes Ø.
Vi spillede denne her udgave af Sorte Per, hvor det handler om at undgå det afbrændte juletræ.
Vi producerede og spiste en lille portion pandekager, og heldigvis havde jeg ikke nået at åbne min chokoladejulekalender.
Da jeg skulle i bad og gøre mig klar til at gå ud, blev det meget kedeligt.
Især er det kedeligt, at jeg ikke har en ipad.
Umiddelbart efter blev han hentet af sin mor. Måske skulle jeg anskaffe en ipad?
Jeg havde nu tid til at deltage i hele kor-julefrokosten. Det var hyggeligt som sædvanligt. Vi har altid lotteri, og der er gevinst på hvert lod. (men kun et lod til hver)
Kassereren i vores forening har et godt forhold til Rema 1000, som sponsorerer en hel masse mere eller mindre løjerlige og brugbare ting. Jeg fik fx en lille form af silikone til at lave chokolade i. Ikke at jeg nogensinde har tænkt på at lave chokolade. Men det bliver måske i år?

 På vejen hjem var jeg på biblioteket for at aflevere bøger.
Jeg er lige blevet færdig med at læse Den Der Ser af Herbjørg Wassmo.
Den handler om Dinas efterkommere - især barnebarnet. Jeg ved ikke hvor mange år, der er gået, siden jeg læste Dinas bog. Jeg tror heller ikke, jeg har læst de efterfølgende.
Men det er let at følge handlingen og de fem hovedpersoners meget forskellige liv.
Den er spændende. Da jeg var kommet et stykke ind i bogen, var jeg simpelt hen nødt til at læse slutningen.
Det forhindrede mig dog ikke i at læse hele den tykke bog. Jeg måtte se, hvordan personerne nåede hen til den slutning, som jeg så allerede kendte.

Min nabo ringede i formiddags og inviterede på portvin og småkager kl 16.  Og sådan blev min dag på de fleste områder anderledes end planlagt i går.
For mit vedkommende blev det lutter gode oplevelser. Vi sendte varme hilsner til vores korleder, som måtte opleve de sørgelige aspekter i livet.

5 kommentarer:

  1. Du er god til at ændre planer, så du får det bedste ud af det.
    Åh, den Ipad, - vi kan virkelig mærke i skolen, at børn er vant til at have deres individuelle underholdning ved hånden hele tiden. Masser af godt er der at sige om den, men det gør altså noget ved børn, at de altid underholdes. Vi oplever, at selvom der er andre, man kan lege med, så er det nemmere at tage Ipad´en, for så får man det, som man vil have det.
    Måske skal den kamp ikke tages hos dig, så du vil sikkert også selv blive glad for at anskaffe én. Jeg er i hvert fald glad for min. (Kunne han ikke medbringe ipadden hjemmefra?)
    Jeg er glad for det du skriver om Wassmos nyeste. Jeg glæder mig til at læse den, men har tænkt på det der med, at det er en efterfølger. Det er nemlig også mange år siden jeg læste Dinas bog. Og så vidt jeg husker, var jeg ikke så vild med Lykkens søn.

    SvarSlet
  2. Eva, den medbragte Ipad var udgået for strøm :-(
    Jeg synes, det er trist, at børn vælger Ipad fremfor legekammerater. Så længe de er små, kan forældrene bestemme, at der ikke bliver åbnet for Ipad, når der er legekammerater på besøg. Protesterne går hurtigt over, hvorefter der leges rigtig godt.
    Men i skolen kan lærerne vel bestemme, at Iphone og Ipad skal være opbevaret i et skab eller en skuffe? Jeg så en tv-udsendelse fra en skole i Vestjylland. Det var vist en førsøgsperiode, men eleverne lærte mere og havde en bedre skoledag uden elektronik.
    Måske vil du synes om Wassmos nyeste ?

    SvarSlet
  3. Du skal da have dig en iPad! Jeg er SÅ glad for min, for den kan nogle ting, som en pc ikke kan. Den kan spille Ruzzle (en ordleg), Quiz Battle (også sjovt), og man kan lægge puslespil på den. Jeg ville hverken undvære pc eller iPad, for de bruges meget forskelligt.
    Når det er sagt, er der mange gode og udviklende spil for børn, og det er godt, når de er syge, men selvfølgelig skal den ikke erstatte rigtig leg med andre børn.

    SvarSlet
  4. Ellen, hvis jeg havde vidst det, jeg ved i dag, så havde jeg ikke anskaffet en Mac. Så havde jeg holdt fast i en windows pc og købt en Ipad. I lang tid troede jeg, min Mac kunne det samme som en Ipad. Den vejer ikke meget og er let at tage med. Men man kan ikke lægge de forskellige spil ind, så jeg køber nok en Ipad.

    SvarSlet
  5. Jeg spekulere også i at købe en Ipad. Samtidig har jeg i for "gammelt" TV, det er ikke et smarte tv, hvor Youtube er integreret, og derfor har jeg ikke alle de serie som Otto og Frida gerne vil se. Heldigvis har jeg Ramasjang serierne via YouSee. Ikke nok med det, så mangler jeg en autostol, vil gerne have en fast i bilen, mine fingre er ikke så glade for alt det med at flytte fra den ene bil til den anden. Jeg må prioritere :-)
    En dejlig dag du fik trods planerne blev ændret.

    SvarSlet