Efterårsferie-snapshots.

 I går fik jeg en spontan lyst til at prøve af, om jeg kunne gå op til Dronningestolen. Et udsigtspunkt i Nordskoven, der ligger 65 m. o.h. 

Jeg følte, jeg havde 'gode ben'. Er det ikke sådan, cykelryttere siger? I de seneste to uger har jeg kunnet gå længere uden at få tunge ben og ondt i lysken.

I fugleflugtslinje er afstanden ikke så stor, men terrænet er kuperet. Vejret var smukt med stedvis solskin og dejlige farver i skoven. Jeg gik 5000 skridt og var afsted en god time. Det var dejligt. Og godt at komme hjem til avis og sofa.

Hvorfor stedet hedder Dronningestolen, har jeg endnu ikke fået forklaring på. Der står en gammel bænk. Træerne er gennem årene vokset til, så udsigten er blevet 'beskåret'. Men der er smukt alligevel.

Min nabo har her til formiddag formanet mig om, at jeg ikke må gå i skoven alene! 

Det var i januar på en familietur, jeg faldt i Gjern Bakker og fik en malleol-fractur. Da oplevede jeg, at jeg ikke selv kunne komme op at stå og langt mindre gå. Takket være min datter og ex-mand kom jeg ned igen. Dengang fortalte jeg vidt og bredt, at nu var det slut med at gå alene på øde steder. Relativt øde. For her til lands har vi ikke så øde områder som i nabolandene. Men det er lidt besværligt, hvis jeg altid skal arrangere gå-ture sammen med andre. Det er selvfølgelig hyggeligt. Rundt om mig er der til alle sider dejlige stier at gå. Siden det brud og især den inaktivitet, der fulgte med, har jeg ikke gået så meget, men nu. Og først nu efter næsten 10 mdr. og en masse træning, synes jeg, det går meget bedre. Så jeg vil nok fortsætte med spontane gå-ture. Med telefonen i lommen.

I begyndelsen af ferien var vi i Mønsted kalkgruber. 

Det er et spændende sted, som ikke kun handler om mørke minegange. Ca 4 km. af de 60 km i gruberne er oplyste. Her overvintrer massevis af flagermus. Jeg så dog ingen. Børnene gjorde vist nok. 

Her lagres ost. Vi kunne tydeligt lugte det, og vi kunne på afstand se hylderne med stabler af oste.

Et sted i en højt hvælvede grube er der bænke, og på de rå vægge kører et multimedie show om det hårde arbejdsliv i minerne.

Der var aktiviteter for børn flere steder. I denne her bygning blev der læsket kalk for mange år siden. Minedriften ophørte i 1953.

Udenfor var der en dejlig legeplads, som børnene havde svært ved at løsrive sig fra. Der er en cafe og butik og gangstier rundt i det særprægede landskab.

Jeg brugte tid i den lille museumsbygning, hvor livet som minearbejder gennem forskellige tider blev fortalt. Der er meget at opleve både ude og inde.

En dag var vi i Team Teatret i Herning. Et lille teater, der har eksisteret i mange år. 

Home blev opført af to spanske skuespillere. Uden andre ord end no og yes. En flygtning og en meget rodfæstet mand bliver, efter en del forviklinger, venner. Vi skiftevis lo og græd. Det var sjovt men også alvorligt og rørende.

Utroligt, hvordan  de to kunne formidle følelser og handlinger ved hjælp af kropssprog og mimik.

Mattias var så glad for oplevelsen, at han har været der igen sammen med to kammerater.

Museum Jorn blev besøgt og her fik Johanne mulighed for at male på det store 'lærred' iført kittel og brede pensler med acrylmaling. 

Der var også mange billeder at undre sig over i den faste udstilling.

Nu kan jeg ikke flytte curseren ...

ØV - det driller mig.

Slut for nu.