mandag, januar 31, 2022

Sidste dag med mundbind.

 

I Sportscentret forsikrede vi hinanden om, at det var sidste dag med mundbind. I hvert fald er det fra i morgen tilladt at færdes overalt uden.

Da jeg fortalte Christian, at jeg havde været på indkøb med mundbind for sidste gang i dag, stillede han sig meget tvivlende? Faktisk er jeg også selv tvivlende. Jeg vil fortsætte med at have mundbind med i tasken og i lommen og så tage bestik af situationen efterhånden. 

Billedet her fra fra august 2020, da jeg første gang var på indkøb med mundbind.

Der er ingen tvivl om at smitten vil stige. Den er jo allerede steget. Jeg hører mest om børnenes klassekammerater, der er hjemme fordi de er testet positive. Ikke at de er meget syge eller forkølede. Kun lidt. Men problemet er på mange arbejdspladser, at medarbejdere må blive hjemme hos de positive børn. Der kommer nogle uger med bøvl, som Mette Frederiksen sagde. Eller noget i den retning. Så kommer sommeren og da forsvinder virus næsten. Jeg synes, det er lidt bekymrende at kigge ind i efteråret og vinteren, for kommer der da en ny variant? Men det er også at tage bekymringerne på forskud, så jeg vil nyde erantis og vintergækker, der pibler op ude i haven.


Jeg opdagede denne her spændende bog på biblioteket for nogle dage siden.
Forfatteren bor i en lejlighed i Oslo, hvor han har 100 grønne planter. 
Jeg blev inspireret til at kigge lidt mere på mine planter og overveje, hvor jeg kan anbringe flere :-) Jeg kan især godt lide at få planter til at gro fra stiklinger og bedst, hvis de kommer fra et sted eller nogen, der har betydet noget for mig.









I mit køkkenvindue er ribesbuskens blomst sprunget ud. Den er fotograferet i morgenlyset for et par dage siden,



7 kommentarer:

  1. Jeg er bare SÅ glad for at slippe for det mundbind.
    Jeg kender efterhånden virkelig mange, også på min egen alder eller ældre, som har været smittet med covid-19, men ingen har været mere end en smule syge, så selv om jeg ikke ligefrem opsøger at blive smittet, så er jeg ikke nervøs for det.
    Og jo, der kommer nye varianter. Lige som for influenza, så vaccineproducenterne vil også fremover have travlt.
    Du finder nok nogle flere steder til planter - jeg kan næsten ikke få for mange af dem, men de giver vist også både et godt indeklima og i hvert fald masser af hygge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er virkelig dejligt at slippe for mundbind. De fleste, der bliver smittet med covid er ikke voldsomt syge. Jeg håber, jeg hører til den kategori, hvis jeg bliver smittet.
      Jeg finder nok plads til flere grønne planter :-) Og nogle er særlig gode for indeklima.

      Slet
  2. Står ribis busken lige uden for dit vindue eller indenfor?

    SvarSlet
    Svar
    1. Donald, ribesbusken står udenfor. På billedet er det en gren, der står i vand i køkkenvinduet.
      Den beskæring kan efterlade tvivl, kan jeg se :-)

      Slet
  3. Jeg glæder mig også til at vi slipper for mundbind på sygehuset.
    Hos os har det stor betydning at børnene smitter deres forældre, så lige nu mangler vi ni kolleger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det bliver så dejligt for jer at slippe for mundbind. Tænk, at I mangler ni kolleger! Det må virkelig være hårdt. Respekt for jer og jeres indsats.

      Slet
  4. Jeg har ikke helt sluppet mundbindet. Handler jeg på spidsbelastede tidspunkter, eller befinder mig mellem mange mennesker mere end bare det at gå forbi, så har jeg det på. Vi bliver færre og færre kan jeg se, og ja, i går, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, prøvede jeg at gå gennem en gågade uden, for mig var det lidt angstprovokerende. Min datter slipper det på jobbet fra den 1/3 - Da har hele personalegruppen og samtlige beboer været teste positive, ingen kan testes i en periode, og alle er her blandt os, om der er nogle af beboerne der har senfølger, er lidt vanskelig at vurdere, de er alle udviklingshæmmede, er voksne, med et IQ tilsvarende en 2 årig, derudover er der mange andre mulige diagnoser, der er ikke altid nemt at udrede. Du kan tro min datter glæder sig. Og det at slippe for "rumdragten" når hun skulle ind i lejligheden, men gik borgeren rundt i fællesrummet, var det kun mundbindet der var værnemidlet. Det var virkelig stressende.

    SvarSlet