Gå ikke over åen......

'Gå ikke over åen efter vand', hedder et gammelt ordsprog, i betydningen 'gå ikke en omvej for at nå dit mål'
En ny udgave hedder 'gå ikke over åen efter spildt mælk'
De gamle talemåder står for fald.
Som f.eks. 'kast ikke med æbler, når du selv er et skrog'
Men jeg gik over åen i dag for at komme til træning.

Sportscentret, som ligger lige udenfor mit køkkenvindue, er ved at blive bygget om og er derfor lukket i et par uger.
Det næstnærmeste sted at motionere er City Motion, som altså ligger på den anden side af åen.
Hvis jeg ikke havde kendt Zoran, var jeg måske sprunget over det lave gærde.....
Zoran ejer og driver City Motion, og for 10 år siden var han medhjælper i fysioterapien for at finde ud af, om det var noget for ham at blive fysioterapeut. Og for at vi andre kunne vurdere, om han ville kunne klare uddannelsen og arbejdet med det nedsatte syn, han har.
For rigtig mange, mange år siden var massage/fysioterapi velegnet som arbejde for blinde.
Nu er massage næsten forsvundet ud af faget. Træning er blevet den altoverskyggende del. At kunne analysere og observere bevægemønstre. At motivere og at rådgive.
Men Zoran klarede det hele, han har det godt og driver et velbesøgt motionscenter i dag.
Det er flot, synes jeg.

Øv, jeg kan ikke få lov at lægge flere billeder på??
Der er en drillenisse på spil inde i min computer i aften?

Ommøblering

Jeg har fået skiftet dobbeltsengen i mit lille gæsteværelse ud med en sovesofa, og det gav anledning til lidt flytten rundt.
Og sortering i det, jeg klipper ud. Det, jeg tror, jeg vil vende tilbage til og læse mere om.
Bl.a. en anmeldelse af Salman Rushdies seneste roman 'Fortryllersken fra Firenze'.
Nu tror jeg nok, det er længe siden den udkom, og jeg har endnu ikke læst den.
Men et sted i anmeldelsen står der: 'i den nye roman lyder det: "Alle mennesker har brug for at høre deres historier fortalt", og pointen er sådan cirka den samme, at mennesker kun bliver til i fortællingen om dem og ved at fortælle selv'
Så tænkte jeg videre, at det er måske derfor blogging er så udbredt? At vi bliver til, idet vi fortæller om os selv?
Vores identitet ligger ikke på samme måde som tidligere i vores slægtsforhold eller den egn, vi kommer fra.
Vi er mere anonyme, i hvert fald i byerne.
Og så bliver vi til i fortællingen om os selv - eller brudstykker om os selv. (??)
Uden sammenligning i øvrigt med Salman Rushdie. ;-)

Medaljon-update....

Engang så en medaljon sådan ud:
(og stavedes medallion)

Og sådan fås de selvfølgelig stadig.
Med plads til et enkelt billede eller to af kæresten, barnet eller hunden eller......

I dag så jeg i et butiksvindue en afløser, der vil noget.
Her taler vi ikke om et par billeder. Vi taler om 2 GB.

Et usb-stick iklædt fin keramik i sarte farver.
Måske en smart ide? Jeg synes, de ser lidt kliniske ud.
Er de i brug derude i virkeligheden?

Råbekoret.

De sædvanlige taler og sange blev krydret med et usædvanligt og festligt indslag, da jeg var til min tidligere kollegas 60 års fødselsdag i går aftes.
Festen blev iøvrigt afholdt på Ømborgen, som er den katolske kirkes kursuscenter, der ligger i et helt fantastisk smukt naturområde i nærheden af Ry. Langt ude i skoven. Jeg vidste ikke, der findes sådan et sted, der kan lejes. Det er åbenbart populært, for fødselaren havde været så heldig at få en weekend på et afbud. Ellers skal man være ude i meget god tid for at kunne leje det.

Det festlige indslag blev sat i gang af en gæst, som hører til fødselarens nuværende kollega-kreds. En ung gravid kvinde. Og når jeg nævner det, er det fordi hun præsenterede sig selv som 'råber', hvad jeg ville forbinde med store stærke mænd (hvis jeg iøvrigt vidste, hvad det var at være 'råber') og ikke med en lille kvinde.

Vi blev delt op i 3 grupper ude på gulvet, og så blev vi ellers sat i gang med at råbe et tillykke. 'Til-til-til-lykke' råbte det ene hold. 'Tillykke-tillykke-tillykke' råbte det andet hold. 'Tillykke-Betty-tillykke-Betty' (vores navnesammenfald gav tit forviklinger, da vi arbejdede sammen) råbte det tredie hold.
Rytmen er det helt bærende i sådan et råbekor, og vi blev dirigeret og instrueret rigtig fint, så i stedet for at synge en kanon, råbte vi en kanon.
Da vi havde fået stemmerne på gled og var blevet modige nok til at råbe rigtig højt, lød det bare fantastisk godt.

I Århus findes Råbekoret Tinnitus. Det blev startet af min med-gæst og hendes kammerater i gymnasiet for nogle år siden, inspireret af et finsk mande-råbekor. De øver sig, og de optræder til forskellige arrangementer. Jeg er sikker på, det lyder godt. Vi fik det i hvert fald til at lyde godt på kort tid, og det er det sjoveste, jeg har været med til længe.

Jersey promille....

Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg så Irmas mælkekarton.

Hvis der er noget de små, spinkle jerseykøer er kendt for, så er det, at de leverer mælk med en meget høj fedtprocent.
Nu står de model for jersey promille mælk. En fedtfri mælk.
I min barndom havde vi jersey køer, fordi var så dygtige til at levere mælk i store mængder med en masse fløde, som lagde sig i et tykt lag ovenpå den mælk, der blev hældt op i et fad til eget brug inden resten blev afhentet til mejeriet.

Jeg har stadig en af de lysestager min far modtog som præmie, og hvor der indgraveret  'for levering af 1. kl. mælk'.
Min far ville have undret sig, hvis han havde set fedtfri jerseymælk.

Det var vi ikke enige om......

Uden at have studeret filmanmeldelserne gik veninden og jeg i biografen i går og så 'Wall Street: money never sleeps'

Hun syntes ikke om den, og ville være gået sin vej, hvis hun havde været alene.
Jeg er vild med den og synes, det er en fed film.
Ikke at jeg forstår, hvordan Wall Street fungerer. Og hvorvidt filmens fremstilling af, hvordan finanskrisen begyndte er korrekt, ved jeg ikke. Men jeg blev godt underholdt i de 2 timer og 15 min., den varede.
Den kyniske forretningsmand Gordon Gekko har et konfliktfyldt forhold til sin datter, og der gemmer sig en tragedie i deres familiehistorie.
Der er selvfølgelig også en kærlighedshistorie. Datteren er forelsket i en succesfuld, ung finansmand, der er næsten lige så passioneret omkring Wall Street og den finansielle verden, som hendes far. Men han har så heldigvis mange andre og bedre kvaliteter, viser det sig efterhånden som filmen skrider frem.
Han er en dejlig skuespiller, Shia LaBoeuf. (sikke et navn...)

I dag faldt der uventet en hel anden type film ned i min turban.
Vores tysklærer var meget snottet og med svag stemme, så da vores lektier var gennemgået, havde hun en film parat til os. På tysk, naturligvis. Men med dansk undertekst.
Jeg så ikke filmen i 2006, da den havde premiere og blev belønnet med mange forskellige priser.
'Das Leben der Anderen' eller på dansk: 'De andres liv'

Det er en tårepersende og kuldegysfremkaldende film.
Vi befinder os i Østberlin i 1984. En stasi-officerer har fået til opgave at aflytte en manuskriptforfatter og hans kone, der er skuespiller. Officeren begynder at få skrupler med sit arbejde, der skal munde ud i en fængsling af parret. Der er rystende scener om aflytningsmetoder og afhøringer og den angst, der gennemsyrer menneskers liv.
Filmen ender godt med murens fald, men inden da er der store og tragiske omkostninger.
Sådan var livet i DDR i 1984. Og det er kun lidt mere end 25 år siden.
Livet er vist svært i det tidligere Østtyskland i dag? Men alt må dog være bedre end dengang, forestiller jeg mig?

Hjemme igen

Efter en dejlig weekend i sommerhus i Søndervig sammen med syv skønne veninder, er jeg hjemme igen. Og indtil onsdag har jeg besøg, så der bliver nok en lille blogpause.