Undervejs havde jeg det her flotte syn med blå himmel og voluminøse vatskyer.
Yngste med familie bor i en ferielejlighed i hjertet af København med udsigt til Tivolis hovedindgang.
Jeg var inviteret på besøg, og på min ønskeseddel står der altid museum og cafe.
Jeg fik mine ønsker opfyldt på Glyptoteket og Post og Telemuseums cafe.
Det er længe siden, jeg har været på Glyptoteket.
Jeg er i gang med at læse 'Bryggerens Lærling', som er Poul Krogsgaard-Larsens erindringer.
Han er vokset op på Mors, fik en akademisk karriere, blev professor og afsluttede sit arbejdsliv med at være formand for Carlsbergbergfondet.
Det er spændende at læse om Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet, og hvordan Carl Jacobsen har samlet og doneret kunst, mens faderens J.C Jacobsens donationer især går til videnskab og forskning.
Glyptoteket er et meget smukt bygningsværk med en alsidig spændende samling.
Billedet siger vist ikke så meget, hvis man ikke var tilstede
Men baby ligger i sin lift og lufter de små fødder.
Han er dygtig til at være på cafe.
Især er forældrene dygtige til at berolige ham, eller tage ham udenfor indtil han falder til ro.
Cafeen på 5. sal på toppen af Post og Telemuseum må have byens flotteste udsigt.
Der er store vinduer og en udendørs terrasse med udsigt hele vejen rundt.
Ved hjælp af et kort over byens skylinie kan man sidde og finde de forskellige tårne og spir.
Vejret var med os. Vi kunne se rigtig langt.
Desværre var maden kedelig og stod ikke mål med de visuelle herligheder.
Men i Købmagergade finder man den fine udsigt.
Vi sluttede dagen af med at gå en tur i Tivoli.
Ak, hvor forandret!
Engang var det en smuk have.
Der er stadigvæk blomster og idyllisk omkring søen.
Men avancerede karruseller og rutschebaner, og hvad de ellers hedder, havde optaget det meste af pladsen.
På 1½ døgn kan der opleves hygge og samvær med de kære og spændende ting i København.
Det var en dejlig dag.
Måske bliver her en lille blogpause.
Jeg skal på højskole.


















