fredag, august 21, 2015

Børn kan godt lege ...

Jeg har lige læst et læserbrev i den lokale avis, hvor en kvinde fortæller om sin barndoms lege på landet. Hvordan man kunne lege uden legeredskaber. Hun mener, at nutidens børn ikke kan finde ud af at lege, medmindre de er på en legeplads.
Jeg ser tit, hvordan mine børnebørn nyder legepladsernes muligheder.
Men de har også stor fantasi til at finde på noget selv.
Da vi gik hjem fra børnehaven i onsdag, var nogle træer og buske blevet beskåret, og der lå mange grene på fortovet.
Christian fandt hurtigt nogle små grene og pinde. To pinde lagt over hinanden var en flitsbue, og så blev der ellers nedlagt imaginære farlige dyr.





Da et par pinde skulle stikkes ned i t-shirten omme i nakken, troede jeg, det var fordi, det kløede på ryggen?


Men nej. Jeg måtte da kunne forstå, det var der, de ekstra pile skulle være.









Hjemme hos mig, fik han øje på mine forskellige ørestikkere, og straks var flitsbuen lavet om til en fiskestang.



En snor på pinden og en blå ørestikker, og fiskestangen var klar.

Den var enorm stor og stærk. Der blev fanget både hvaler og hajer på mit stuegulv.

Det var ikke noget, jeg fandt på.

Så jeg konkluderer, at fantasien fejler ikke noget, selv om barnet går i børnehave og har mange legeredskaber til sin rådighed

Det er derimod mig, der finder på, at vi skal kigge under blomsterkrukkerne. Der i mørket bor der forskellige dyr.
Christian er meget interesseret. I sidste uge var der både ørentviste, regnorme og bænkebidere. I forgårs var der kun bænkebidere.
Det er nogle sjove små bæltedyr. De gør ingen skade i haven.
Vi studerer dem nøje og sætter dem ud igen, inden Christian skal hjem. Selv om han gerne vil have dem med hjem i lejligheden.
Jeg hygger mig meget med at kigge på det småkravl, der findes i haven.

onsdag, august 19, 2015

SKAT.

Jeg er én blandt rigtig mange, der modtog en mail fra SKAT i går med en opfordring om at gå ind på hjemmesiden.
Det gjorde jeg i morges og blev mødt af denne her besked:


Selv om jeg kunne læse, der var 1716 i kø foran mig, så var ventetiden kun 3-4 min.

Jeg har såmænd fået 10 kr tilbage i skat.
Viel geschrei und wenig Wollen ...

Jeg ved godt, det er min egen fejl, men det interesserer mig sååå lidt.
Alt, hvad der har med tal at gøre, kan slet ikke fange min interesse.

Jeg får det ligesom Maren Uthaugs figur, når der er nogle, der vil forklare mig noget om skat og bank.

Kør ikke elbil eller med automatgear, hvis du er urutineret.

I går morges blev min svigersøn og Marcus påkørt af en bilist, der var ude at køre i sin nye Tesla, en el-bil.
Far og søn slap med med skrammer og ømhed, og efter en tur på skadestuen blev de sendt hjem igen.
Rystede og chokerede.
Bilen, de kørte i, er total skadet. En bil med mange år og mange km. på bagen. En praktisk, velfungerende bil for familien, men forsikringsmæssigt er den ikke meget værd.
Det var ikke lige den udgift (til en anden bil) familien havde brug for.
Men allervigtigst er det, at de to kære ikke kom alvorligt til skade.

Men lettelsen blandes også med vrede. Vrede over hende, der kørte i den anden bil. Jeg tror, vi alle kan komme til at lave fejl i trafikken, men hvis man sætter sig ind i en bil, der fungerer væsentlig anderledes, så skulle man øve sig på ubefærdet vej først.
Bilisten i el-bilen kører direkte fra en sidevej, i stor fart, ud på en mere befærdet vej, hvor hun drøner lige ind i min svigersøn, hvis bil kastes tilbage i en lastbil, der kører bagved.
I el-bilen er der automatgear, og årsagen til den høje fart var, at hun kom til at træde på speederen i stedet for bremsen, da hun nærmede sig hovedvejen.
Hun kom ikke selv til skade, og hendes bil var én af de store og kraftige. Hun græd hele dagen, sagde hun senere. Det hjælper bare ikke dem, der er ramt. Men jeg kan godt forstå hende. Det må være rædselsfuldt at gøre skade på andre.

Vi andre blev også kede af det. Og bange. Vi blevet mindet om, hvor skrøbeligt livet er. Hvor hurtigt alting kan ændre sig. Så vi er også glade og lettede. Og trætte.



Johanne nyder, at storebror Marcus deler sin is med hende. (for nogle dage siden.)










Stor ros til min ex-mand. Han bor i Sønderborg og kørte straks de to timer nordpå i går, for at udlåne sin bil de næste 3 uger.

mandag, august 17, 2015

Pas bedre på de demente.

Helikopteren står stille i luften en tid, inden den flyver videre for snart at vende tilbage igen. (Den lille prik i midten til højre på billedet.)
Jeg ser den ud af mit køkkenvindue og ved fra Nyhederne, at der ledes efter en dement kvinde fra et nærliggende plejehjem.
Kvinden var ved 8 tiden i går morges gået ud, som hun ifølge personalet gør dagligt. Men hun kom ikke tilbage.
Jeg så og hørte også helikopteren i går indtil det blev mørkt. Hjemmeværnet og politiets hundepatrulje har været i gang hele natten.
Stakkels kvinde. I går var vejret fint, men det har været koldt i nat, og i dag regner det.

Min mor var dement og på plejehjem de sidste 3 år, hun levede. Hun gjorde aldrig forsøg på at gå ud alene, men hun var også afhængig af rollator, så hun ville ikke være kommet så langt.

Jeg er en stor tilhænger af gps-armbånd eller indopererede chips. Og låste døre, hvis der ikke er personale nok til at se efter beboerne. Vi må passe på dem, der ikke kan passe sig selv.

Jeg har for længe siden sagt til mine børn, at hvis jeg bliver dement og ellers er rørig, så vil jeg have sat en chip ind i armen, eller hvor det nu er. Og hvis jeg modsætter mig, så har de myndighed til at handle imod min vilje.
Måske skal det skrives ned?

Update:
Den demente kvinde blev fundet i god behold ved 16 tiden af en 9 årig pige, der var ude at lege. Kvinden, der lå under en busk, forklarede, at hun lå og hvilede sig.
Pigen løb hjem og ringede til politiet. Hun var alene hjemme. Politiet kom hurtigt til stede. Der er kun sparsomme oplysninger lige nu, men vi hører nok snart mere.
Men tænk, at en 83 årig kvinde kan være væk fra søndag morgen - hele søndag - hele natten - hele mandag formiddag indtil kl 16. Mon hun har ligget under den busk hele tiden? Hun må have været både våd og kold.

lørdag, august 15, 2015

De holder endnu - roserne ...

For 14 dage siden lavede jeg sådan en middag, som min mor gjorde, typisk om sommeren.
Grydestegt kylling fyldt med persille, kartofler, sovs smagt til med fløde (med hjælp af Christian) og frisklavet agurkesalat.
Kyllingen var på 1600 g og der var masser af smag i den. Det var der i hele retten.
Og den minder mig om sol, sommer og barndom.
Min datter kom med en lille buket roser.
Efter 14 dage ser de sådan ud.
Kun en enkelt er begyndt at hænge med hovedet. Hvordan kan det gå til?

God weekend til alle der læser med.

I dag glæder jeg mig til at fejre min bror, der fyldte 70 for nogle dage siden.
Jeg har makket med at lave et kort med fotografier. Sådan på et A4 ark, som foldes på midten, så der er billeder på forsiden, og når man åbner det foldede papir, er der billeder på nederst halvdel af papiret.
Det er for sjældent, jeg gør den slags. Det har drillet mig. Billederne ligger på øverste halvdel.
Det gør ikke noget. Så kan teksten stå nederst.
Men jeg kunne heller ikke vende papiret, så billederne på forsiden er limet på.
Ja, ja, der er meget at lære endnu  ;-)

Og så glæder jeg mig til at se Mattias og hans forældre, der kommer hjem i dag efter 14 dage på Korsika.
Og min svigersøn har fødselsdag i morgen.
Dejlige weekend-glæder.

torsdag, august 13, 2015

Perspektiv fra 1.sal.


Jeg har haft vagt på KunstCentret Silkeborg Bad i dag.

Der er stadig Heerup og Sylvester - udstilling.


Den er populær.
På et tidspunkt, da jeg gik min runde på 1. sal, havde jeg kig til omvisningen for en gruppe voksne.

I samme kig kunne jeg se, at der kun  sad et par gæster i cafeen.


Fra en anden vinkel kunne jeg se ned på en gruppe 3. klasses elever, der var ved at blive indført i det poetiske, fantasifulde Heerup og Sylvester-univers.
Der var liv i alle kroge. Det giver en dejlig stemning med mange gæster.

I forgårs havde jeg besøg af en kær veninde, som jeg ikke har haft kontakt med i mange, mange år.


Vi har delt mange ungdomsår og oplevelser, og det var så dejligt, hvordan snakken og kontakten var der med det samme.


De bor i Norge, og jeg havde tænkt, vi skulle spise frokost på Silkeborg Bad.
Men de ville hellere blive hjemme hos mig.



Jeg skyndte mig at bestille og hente noget smørrebrød.



Men du ved ikke, hvad du gik glip af, Mona. Måske det bliver Badet næste gang?
Man kan sende sin fugl i forvejen, mener Sylvester.
Og se det hele lidt fra oven.
Ikke nogen dårlig ide.  ;-)

onsdag, august 12, 2015

Udendørshygge i børnehaven.


Christian havde travlt med at lege, da jeg kom for at hente ham i børnehaven.
Jeg må altid stå lidt og kigge mig omkring for at få øje på ham i flokken på legepladsen

Sommetider kalder han, fordi han har set mig først.
Andre gange er der et andet barn, der kommer hen til mig, peger og siger "Christian er lige der."

I dag var der mulighed for at få massage med en blød bold. Det var populært. Flere børn stod i kø.
Hyggeligt og afslappende.


På vejen hjem ville Christian vise mig noget, han havde set nede i skoven, da børnehaven havde været på tur for at samle grankogler.
De havde ikke haft mulighed for at spise af hindbærrene, så derfor måtte vi tilbage.

Vi passerede en legeplads, hvor han viste mig sin alternative måde at komme ned ad rutchebanen på.
Da jeg udtrykte min tvivl om, hvorvidt det var tilladt i børnehaven, svarede han, at det måtte de godt. 
Jeg har stadig mine tvivl.
Vores hjemtur som kan gøres på 10-15 min., varede  lidt mere end en time, og vi var begge godt trætte på den gode måde, som kan kureres med mad, drikke og hygge i sofaen med en Barbar-film.