Anders Aggers dilemma.

I Kristelig Dagblad er der hver fredag en klumme, hvor et kendt menneske bliver stillet fire spørgsmål, der omhandler etiske udfordringer.
I fredags var det Anders Agger, tv-journalist, kendt for dokumentarudsendelserne 'Sømanden og Juristen' fra Anker Fjord Hospice.
Det tredje spørgsmål hedder 'Hvornår har du sidst stået i et etisk dilemma?'
Svaret handler om dilemmaet med at klippe på den bedste måde i optagelserne fra sømanden Per Flindts  dødsscene.
En del af Anders Aggers svar lyder sådan: ".......men det var også et fantastisk rum at gå ind i, så hvor går grænsen? Vi viste ikke det hele, men så meget, at det heldigvis ikke er noget, vi skal hver dag".
Jeg er glad for at læse, at emnet har givet anledning til overvejelser.
Det er jeg sikker på, det også har gjort hos pårørende og personalet, og selvfølgelig også hos den døende så langt som vedkommende har kunnet være med.

Jeg er muligvis den eneste, der synes, der blev gået for tæt på?
Udtrykket  'et fantastisk rum at gå ind i' kan sikkert genkendes af mange, der har været tilstede i de sidste minutter af et menneskes liv.
Sådan er det ikke altid. Vognmandens datter illustrerede det ved at sige, at for hende ville det aldrig blive det samme mere at kigge på Edvard Muncks billede 'Skriget'.
Men de sidste øjeblikke synes jeg skal være private. Uden kamera.

De sidste 5-6 år af mit arbejdsliv, var jeg på en lungemedicinsk afdeling, hvor mange patienter døde. Der var sygeplejersker med speciale i palliativ behandling (lindrende). Der var samarbejde med forskellige faggrupper for at give patienterne og deres pårørende de bedst mulige forhold. Min opgave var at hjælpe med at finde gode hvilestillinger, give afslappende massage og vejrtrækningsøvelser og finde hjælpemidler, der kunne støtte og aflaste.
Måske er det derfor, jeg ikke kan genkende udsagn om at døden er et tabu og der bliver talt for lidt om det?

Jeg undrede mig over, om den gamle skik med at tage afsked med afdøde i den åbne kiste er helt forsvundet?
Da min far døde, lå han hjemme indtil begravelsen, og naboer og familie kom forbi.
Det kan man også se på Michael Ankers billede af den døde fisker på Skagen Museum.
Sådan er det også med store statsledere rundt om i verden.

Men det er selvfølgelig mere følelsesladet og mere levende tv at vise de sidste minutter i live.
Jeg synes bare det andet er mere værdigt.

Måske er det bare mig.....
Mine grænser for hvor meget man skal/kan eksponere sig selv er også rykket
For 10 år siden ville det have været utænkeligt for mig at skrive om migselv og lægge billeder ud på bloggen, som jeg gør nu.
Da de første reality programmer kom frem, var jeg også helt afstandtagende.
Nu er det bare blevet almindeligt.
Er det godt eller skidt?
Jeg har ikke et endegyldigt svar på det...

I græsplænen vokser de søde, livskraftige tusindfryd, selvom de får hovederne slået af med jævne mellemrum.
Tillykke med Grundlovsdag på den smukkest tænkelige sommerdag.

Jeg - en agurkekujon

Jeg købte ikke agurker - ikke engang danske -  da jeg handlede i torsdags.
Det var der mange andre, der heller ikke gjorde.
Jeg spiste heller ikke det bladgrønne, der lå på min tallerken, da jeg spiste brunch sammen med min datter og svigersøn i går.
I går aftes så jeg i Nyhederne, hvordan en dansk agurkeavler, måtte kassere læssevis af lækre, friske agurker.
Sørgeligt, sørgeligt!
I Spanien må de kassere bjerge af alle mulige grønsager, fordi de tyske myndigheder rejste mistanke til de spanske agurker. En mistanke, som viste sig at være ubegrundet.
Spaniens hele økonomi står på spil. Den var svag i forvejen.

Vi ved stadig ikke, hvordan den aggressive colibakterie har fundet vej til grønsager. Agurker, tomater og bladgrønt i Nordtyskland. Måske forurenet vand.
Det bliver nok aldrig opklaret. Bakterien viser sig at være en mutation, siges der i radioavisen i dag.

Nu vil jeg gå ud og købe hundredevis af danske agurker.
Nåenej......
Men hvis vi allesammen køber et par stykker, så producenterne slipper for at smide sunde, friske agurker væk.
Vi - jeg - er nogle letbevægelige forbrugere.

Om lidt kører jeg til Billund.
Der er et ungt menneske, der kommer hjem efter et halvt år i Afrika.
Det kunne ikke være bedre sommervejr at komme hjem til.

God fredag til dig, der læser med her.

Ude med snøren.

Hvor?
Remstrup Å ved Papirfabrikken.

En dag på Silkeborg Bad.

Det gamle tårnur på Kunstcentret trækkes op manuelt.
Det sker ca. en gang om ugen, og det var i dag.

For enden af trappen i tårnet kommer man ind i et lille rum, hvor mekanikken står.
Ved at dreje på håndsvinget trækker man loddet op til loftet, og så går der en uges tid inden det er gledet ned igen.

Fine velpudsede tandhjul.

Et kig ud af de støvede vinduer i tårnet afslørede andemor med sin ællingeflok nede i Atriumgården.
Ællingerne var sikre på benene, og det var tid at gelejde dem ud i fri natur.
Det er altid sindsoprivende, om det lykkes at lede flokken ud uden andemor bliver skræmt og flyver, for så kommer hun ikke tilbage.
Dørene åbnes fra Atriumgården og ind til museet, hvor de skal passere en gang for at komme over til en anden dør, der fører ud i parken.

Det gik godt, omend andemor stoppede op og hvæsede efter os et par gange.

Så er det bare den lige vej ned til søen.

Det dejlige vejr indbød til udflugt med madpakke i parken.
Det er hyggeligt, når der er liv udendørs og børn tumler rundt. Og andre cykler.

Indendørs var der stor aktivitet en overgang, idet en 8. klasse havde en opgave, de skulle udføre.
De skulle hver især vælge et af guldalderbillederne og beskrive det.
Det var sjovt at se, hvor forskelligt, det blev grebet an.
Et par af drengene var straks vældig fordybede.
De fleste var knapt så entusiastiske.
Udstillingen Det sublime Landskab tiltrækker mange gæster.
Den er også værd at gå efter.

Afstanden mellem gråd og smil......

Afstanden mellem gråd

og smil er meget kort,

når man er 8 uger.

Vasketøj.

Mens jeg har vasket og hængt tøj ud i dag, tænkte jeg på, hvor omfattende et arbejde det var for min mor, den dag der var storvask.
Der blev fyret op under gruekedlen, og min mor stod i røg og damp i gummistøvler og skrubbede på vaskebrædtet. Da jeg blev lidt større, skulle jeg selvfølgelig hjælpe til.
Det var en hektisk og urolig dag. Den kendte rytme var brudt. I stedet for den varme mad med to retter til middag, var der grød af en slags
På sommerdage blev tørresnoren spændt ud over gårdspladsen.
Jeg har ingen erindring om, hvordan tøjet blev tørt om vinteren.

I dag har jeg vasket fire maskinfulde på vores fællesvaskeri.
Mens tøjet blev vasket, har jeg været i Brugsen.
Senere stod jeg i solskinnet og hængte tøjet op på tørresnoren. Jeg havde ikke travlt og opdagede, at det var en næsten meditativ handling bare at række ud efter et stykke tøj, hænge det op, sætte klemmer i, række ud efter det næste, hænge det op, sætte klemmer i.............
Og jeg følte mig helt lykkelig.

Også ved tanken om at om lidt kører jeg til Viborg.
Der er en baby, der skal kigges på.
Som min datter sagde i lørdags ' det er en uge siden, du har set ham'
Og det er første gang, der er gået så lang tid.


Billedet af min mor, der er i gang med at hænge en lille klatvask op, er fra begyndelsen af 60erne, tror jeg.
Hun er nok midt i 40erne.
Jeg har fotograferet billedet, der står hos min bror.
Måske skal jeg låne det og skanne det, så kvaliteten kan blive lidt bedre.

Gambias Venner.

Alderslyst kirke var fyldt til bristepunktet, da foreningen Gambias Venner afholdt støttekoncert i eftermiddags.
Vi fik en varm og dejlig oplevelse i selskab med Helle og Dominique Morales, der sang kærlighedsduetter. Og andre arrangementer sammen med Silkeborg Mandskor.
Vi fik også den romantiske historie om, hvordan de to sangere mødte hinanden.
Helle var studerende på Esbjerg Musikkonservatorium og havde indsunget en sang til My Space.
Dominique fra Pariser Operaen hørte den smukke sangstemme på nettet og var straks klar over, at den pige måtte han møde.
Han sendte en mail, og det varede ikke længe, før Helle købte en enkeltbillet til Paris.
I december 2010 blev de gift.
Læs historien her

Helles studier på konservatoriet er sat på stand-by, mens de rejser rundt i verden og synger.
I dag accepterede de at blive goodwill ambassadører for Gambias Venner. En post som Etta Cameroun havde indtil sin død.
Hvis I ser en koncert med Helle og Dominique, så gå ind til den.
Man bliver glad helt ned i maven i selskab med dem.

Jeg var heldig at veninden inspirerede mig til at gå med.
Og bagefter bød på lækker mad hjemme hos hende.

I det hjem regerer katten Magnus.
Han er fin og flot, men et lille rovdyr og en stærk jæger.
Jeg oplevede, hvordan han kom med en fugl (dagens tredje), og hvordan fuglen blev fortæret på få minutter.
Oh, jeg bryder mig ikke om det......
Men sådan er kattens natur.
For at undgå mobning af Magnus bringes kun det her anonyme billede.
Selv om han har egen indgang gennem kattelem, skal vi også lige lægge mærke til ham på gesimsen udenfor vinduet.