Travl fredag og weekendplaner.

Den længe planlagte weekend tilbringes i Stauning sammen med gode, gamle venner. I går var jeg tæt på ar aflyse, men natten gav ny energi.
Om lidt kommer Mattias og hans mor. De er i børnehaven for at hente Chr. Så kan jeg lave en portion pandekager, min datter kan bære haveaffald til kompost og drengene kan lege.
God weekend.

Den frihed var stærkt overvurderet.

Min nyvundne frihed med at køre bil selv, viste sig at være stærkt overvurderet i dag.

Jeg besluttede, at aflyse patientbefordringen og køre selv til rgt. og lægekontrol i Viborg. Sidste gang jeg var i parkeringshuset ved hovedindgangen var for et år siden, da Johanne var syg og lægevagten henviste til børnelægerne i Viborg. Det var om aftenen, og der var god plads i parkeringhuset.
Det billede havde jeg i hovedet, da jeg ankom og kørte ind for at finde en plads. Der var fuldstændig fyldt op. Også i gaderne tæt på. Da jeg havde cirklet rundt nogle gange og tiden nærmede sig for rgt., blev jeg lidt panisk og tog en af de fire ledige invalid-p udenfor hovedindgangen. Det er jeg ellers stærk modstander af. Jeg ville kunne gå tilbage mellem rgt og lægekontrol og flytte bilen.
Da jeg kom tilbage sad der selvfølgelig en seddel i forruden.

I mellemtiden havde jeg fået at vide, at der findes et stort parkeringshus med 9 dæk.
Det er forbundet med sygehuset med en bro, der munder ud i 4. etage.
Så afsted med mig, og jeg måtte helt op på 8. dæk, før der var en ledig plads.
Jeg sendte venlige tanker til flextrafik og de hyggelige snakke, jeg havde haft med chaufførerne.

Kan man befordre sig selv, skal man det. Men afstanden til og fra p-mulighederne må ikke overstige mine evner. Men jeg kunne jo have orienteret mig hjemmefra.

Lægekonsultationen bragte mig ikke i godt humør. Rgt. viste, at det lille brud var helet. Det har heller ikke generet mig.
Men de kliniske test viste, at ledbåndene er løse, som de var fra begyndelsen. Overlægen mente, det ville have været mere udtalt, hvis jeg ikke havde haft Jack skinnen i de otte uger.
Konklusionen er, at der skal trænes meget. Han sagde, hvis jeg holdt pause f.eks. ved forkølelse eller influenza i 14 dage, så ville jeg mærke tilbagegang i knæet.  Jeg skal blive ved og altid træne tre gange om ugen!!
Det synes jeg er et hårdt program.
Fysioterapeuten var meget presset på tid i dag og kunne ikke give mig træning, så jeg fik en sidste tid på mandag. Hun skriver en henvisning til kommunal genoptræning. Nu er jeg spændt på, om der er ventetid hos dem.

Men trods alt, så går det jo bedre og bedre. Og det tror jeg også, det vil blive ved med. Det var bare lidt nedtur at høre.
Så pyt med de 510 kr, selv om jeg altid synes, at p-bøder og fart-bøder er sådan nogle ærgerlige penge at slippe, fordi det kunne være undgået.

Udkast til opslag.

Jeg laver lige et lille opslag - tralla-la-la.
Min svigersøn mener ikke, det appellerer til mænd.

Men jeg fandt jo ud af, at der er et firma, der hedder Havekonerne.
De har travlt og tager ikke nye kunder ind.


De meget tilfældige linier hænger sammen med, at jeg ikke ved, hvordan de opstod og heller ikke ved, hvordan jeg sletter dem.

Nu kommer opslaget op at hænge et par steder, og så ser vi, hvad der sker.
Hvis der sker noget.

Jeg har haft rengøringshjælp sidste gang i dag. Det var russiske Olga. Hun var dygtig.
Ud af de fire rengøringsdamer, jeg har haft, kunne to gøre rent, og to kunne absolut ikke.
Det er lidt underligt.


Chr og Johanne har været her sammen med forældrene, der medbragte pizza. På et tidspunkt fik jeg behov (gæt hvorfor) for at fortælle, hvordan det var, da jeg var barn. Da skulle børnene være stille og ikke snakke, når de voksne sagde noget. Børn skulle ses, men ikke høres. Det syntes Chr., var det mest underlige, han havde hørt. Min datter spurgte, om ikke det havde været svært? Det tror jeg ikke. Jeg kan nok ikke huske det.

I morgen skal jeg sidste gang til Viborg sygehus. Til rgt og til konsultation hos overlæge Steffen. Og til behandling hos fysioterapeuten. Det bliver nok lidt vemodigt.

Et lille skridt tilbage ...

Jeg har prøvet det før, at opdage næste morgen, at gårsdagens aktiviteter oversteg det, mit knæ havde godt af.
Sådan var det i morges. Og det betød, jeg droppede min plan om at gå over i Sportstcentret igen i dag.
I stedet nød jeg at blive inviteret på cafetur.

Det var oven i købet varmt nok til at sidde udenfor i solen.
Med et tæppe omkring knæene.

Sidst på eftermiddagen samlede jeg igen lidt visne staudetoppe. Og glædede mig over denne her tidlige tulipan, der var sprunget ud som  årets første.

Jeg har snakket i telefon med et medlem af Y-men klubben.
De har en haveservice, hvor deres løn går til velgørenhed.
Men som han sagde, manden i telefonen, så var de ved at blive gamle og tog ikke nye haver ind, og man skulle iøvrigt også være medlem af deres klub eller forening.

I morgen vil jeg sætte et opslag op i vores lokale brugs.

De fem bedste - og en lidt træls ting.

Det bedste i dag:

1. At rabarberne allerede har foldet et lille blad ud og flere knopper er bristefærdige.

2. At jeg har spist frokost sammen med Ingrid på en af cafeerne nede på Papirfabrikken. Jeg fik en brunchtallerken, og den var anrettet på en lækker måde med mange forskellige velsmagende ting.
Cafeen hedder Valsen, fordi det var her, papiret kom gennem valsen, dengang der blev fremstillet papir på stedet.

3. At jeg kom til at cykle meget længere end planlagt, da jeg var til træning i Sportscentret. På cyklen ved siden af mig, sad en meget velttalende (talende) herre, der underholdt mig med sine tidligere sportspræstationer udi maraton og triatlon. Det var ganske vist en del år siden, for han var nu 88 år.

4. At jeg kom forbi datter og svigersøns snart færdigbyggede hus, mens køkkenfolk var ved at montere køkkenet.

5. At vejret blev varmt og solrigt i eftermiddags, selv om det ikke var forudsagt.

Den lidt trælse ting i dag har været, at de tre havefirmaer, (det ene hedder havekonerne) jeg har ringet med i dag, ikke har tid til at tage nye kunder ind.
Måske kan jeg også selv over tid. Jeg kan i hvert fald mere og mere. Sidst på eftermiddagen samlede jeg lidt visne staudetoppe. I stedet for trillebøren, som jeg ikke kan trille med, blev det puttet i en stor plastiksæk. Så kan min datter sikkert bære det op til kompostpladsen, når hun kommer på fredag.

En længere køretur ...

I går kørte jeg frem og tilbage til Aarhus. Længste køretur siden december. Og det føltes slet ikke, som om jeg har haft tre måneders pause.

Jeg er blevet færdig med det blå bed under blommetræet, og det er for alvor blevet tydeligt for mig, at jeg må have fat i en havemand til resten.
 - Forhåbentlig kun for en tid.

I gammel tid kaldte man de tre blå løgplanter for de små blå drenge.

Den blå scilla, snepryd og den blå perlehyacint.
Perlehyacinten er en anelse senere end de to andre og er ikke sprunget ud endnu.

Jeg har passet Chr og Johanne hjemme hos dem et par timer, mens forældrene havde travlt i kælderen.


Inden de gik, hjalp Johanne sin mor med at hænge tøj til tørre.


Hvor er det skønt, at små børn er så hjælpsomme.

Det er som om hjælpsomheden forsvinder, når de bliver større.
Men på et tidspunkt kommer den igen.






Senere sluttede Mattias og hans forældre sig til, og alle var en tur i Indelukket, hvor drengene i lang tid legede i de store rhodondendron buske, der har klatrevenlige grene.

Jeg glæder mig over, jeg kan være med.
Det er begrænset, hvor langt jeg kan gå. Jeg får tiltagende ondt i knæet, jo længere jeg går. Men det er trods alt meget bedre, end det har været.

En længere gåtur.

Igen en dejlig forårsdag med solskin.

Da jeg var i Viborg i onsdags, havde jeg medbragt Jack skinnen, fordi jeg mente, jeg var færdig med at bruge den. Fysioterapeuten syntes imidlertid, jeg skulle tage den med hjem igen og bruge den, hvis jeg ville gå længere ture og arbejde i haven.
Det råd er jeg glad for. Jeg har brugt den både i går og i dag, mens jeg arbejdede på det blå bed, som allerede i dag er lidt mere blå.

Jeg havde den også på, da jeg gik  en længere tur ned i skoven for at kigge efter anemoner.
Sidste år var de sprunget ud i fuldt flor på det her sted et par dage tidligere. I dag var der bare knopper.

Jeg ved, at anemoner har blomstret i flere dage andre steder, men ikke her i mit nærområde.

Mirabellatræerne er heller ikke så langt fremme med blomstringen. Kun de allerførste er sprunget ud, men det varer ikke længe, før de står som hvide skyer mod den blå himmel.

Jeg gik ud til campingpladsen.

Anløbsbroen ser sølle ud og flagstangen er pivskæv.

Kanoer og kajakker må kun lægge til her, hvis de tjekker ind på campingpladsen


Jeg står med ryggen til campingpladsen.

Når jeg vender mig om, ser der sådan ud:
Skilte fortæller, at man ikke bare kan tage stranden i brug.
Mon det er lovligt? tænker jeg.

Det var en dejlig gåtur. Jeg får lidt ondt i knæet, men ikke mere end det kan accepteres.