Countryfolket har indtaget Torvet, kunne jeg konstatere, da jeg var nede i byen for at møde en veninde på cafe og handle lidt.
Det er 28. år i træk, Scandinavian Country Club afholder festival her i Silkeborg.
Festivalen begyndte torsdag aften og slutter på søndag og foregår i Indelukket, hvor der er en stor friluftsscene.
Jeg fik lige lidt musik med på vejen hjem. Det er også sjovt at se på deltagerne, fordi det er lidt af et udstyrsstykke for mange.
I avisen kan jeg se, at rockabilly-country med strutskørter og rullet hår er det store hit. Det kunne være sjovt at se.
Jeg kan godt lide countrymusik, men jeg er ikke hjemme i weekenden.
Sidste weekend var her Silkeborg Klassisk med gratis koncerter rundt omkring. Jeg fik en lille bid med, hvor Katrine Gislinge spillede, og Jette Østergaard sang.
Det er også nu, der er Skanderborg Festival. Min bror og svigerinde står i Lions madbod på festivalpladsen. Det er hårdt arbejde, men giver en god slat penge, som Lions kan gøre godt med. Forhåbentlig bliver det godt vejr for alle, der skal være udendørs.
Der lyder ingen klage over vejret fra min side i dag. Sommertøjet bliver luftet igen.
Nu vil jeg snart køre ud til Mattias, der er kommet hjem efter 14 dage på Korsika.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar