Mandags-undere - om i går og i dag ...

Da Mattias og jeg i går gik hen til legepladsen, kom vi forbi efterårets sidste rose (sommer og roser hører sammen, men da det ikke er sommer mere, må det være en efterårsrose. Den havde fået lidt frost. Jeg tror, det var årets første nattefrost, vi havde her i Midtjylland natten til i går.
På jorden lå en rose, der allerede havde sluppet sit tag i grenen. Den lå der hel komplet og fin, men da jeg tog den op i hånden, løsnede alle bladene sig, og den lå som en gul vifte på min håndflade.

Senere på eftermiddagen gik jeg en tur på Langsøstien på det tidspunkt, hvor tusmørket begynder at melde sin ankomst. Ofte er der motionister ude, og de er som regel meget koncentrerede. I går var det anderledes. Jeg mødte lutter overskudsmennesker. Et par var i løbetøj, men de løb ikke hurtigere, end de kunne snakke og grine sammen. Et andet par var gående, kvinden med sin arm ind under mandens i ivrig, glad samtale. En overvægtig løber og en cyklist, der ikke havde alt for travlt, var også ude.
Jamen, vi er da også verdens lykkeligste folk, siges der.
Sådan en mandag sidst på eftermiddagen mødte jeg udelukkende repræsentanter for den teori (så vidt jeg kunne se.)
Og der gik jeg, og jeg var også svært godt tilfreds.

Billedet er fra i dag, og der var kun mig på stien ved 16-16.30 tiden.
Månen er tydeligvis på vej i sin bane.