søndag, august 17, 2014

Om det nære - og det fjerne.

Min 5 W-gæst er rejst videre.
Det har været interessant at møde Kathy, som kommer fra Australien, hvor hun og hendes nu afdøde mand har drevet et stort landbrug. Hun er pensionist og er ude på en længere rejse. Først var hun på en 3 ugers grupperejse med Den Transsiberiske Jernbane. Efter et par dage i St. Petersborg og i Estland, var hun på en 14 dages rundrejse i Finland, hvor hun boede hos 5 forskellige 5W medlemmer. Næste stop var en uge i Grenå, hvor hun har gode venner, som er forældre til en ung mand, der for mange år siden var på farmer-udveksling i Australien og boede og arbejdede et år hos Kathy og hendes mand og deres 7 børn. De har siden set hinanden flere gange og besøgt hinanden.

Fra Grenå gik turen til mig, og de tre dage er gået med at kigge på byen, på Kunstcentret Silkeborg Bad, og på Tollundmanden på Silkeborg Museum.


2000 år gamle Tollundmand, der blev sort af opholdet i mosen.













Når man rejser på den måde, går der også tid med at arrangere næste besøg. Maile eller ringe til 5W medlemmer i Aarhus, Haderslev og Flensborg. Og tjekke, om der bliver svaret på ens forespørgsel.
I det her tilfælde blev Aarhus næste stop. Her tjekkede hun ind på Cab Inn på Åboulevarden (et meget enkelt, men pænt sted for 495 kr. pr. nat)
5W medlem Inga, som hun havde været i kontakt med i længere tid, kunne alligevel ikke have hende boende, idet hun havde fået håndværkere i sit hus, men hun kunne være day-host, dvs. møde hende og tage hende med rundt til forskellige seværdigheder.

I formiddags var jeg til min svigersøns fødselsdagskomsammen, som foregik med is og kaffe ved Hjejlekiosken, mens min datter og Johanne prøvede at få lidt søvn derhjemme.
Imens gik Kathy til stationen og fik hjælp til at købe en billet til Schleswig, så den var klar efter Aarhus-besøg. Jeg skulle besøge Henrik, så det passede med, at hun kunne køre med mig over middag.

Jeg bliver lettere forpustet over det rejseprogram, hun er ude i. I en lille by syd for Schleswig skal hun besøge venner. Derefter til Hamburg hos 5W medlemmer. Fra Hamburg går turen til Skotland, hvor hun skal bo hos et par ældre mennesker (i 80erne) og hjælpe dem med havearbejde. Deres søn var også engang på udveksling i Australien. Jeg kan forstå, de i årenes løb har haft mange unge mennesker i praktik/udveksling fra flere forskellige lande, og efterfølgende er de blevet venner med nogle af familierne.
Inden hjemrejsen til Australien sidst i september vil hun gerne til Hebriderne. Måske leje en bil og køre selv. Jeg er imponeret. Det er godt gået af en 69 årig.

I fredags fulgte jeg med Mattias på besøg i den børnehave, han skal begynde i 1. september. (min gæst var på egen hånd rundt i byen imens)  De begynder i børnehaven allerede, når de er 3 år og 9 mdr. Han var begejstret for legepladsen og det spændende legetøj. Især en meget enkel hjemmelavet som-en-bil-ting.






Der er en gearstang og tre pedaler, og så kører det ellers med hænderne på rattet.















Sidste udgave af Regatta-fyrværkeriet er netop skudt af. 4 aftener i træk.
Jeg har fin udsigt til det fra min terrasse, og selvom det på mange måder er flot, så er jeg ikke den store tilhænger af det. Det larmer alt for meget. Det er lige før ruderne klirrer, så hvordan må det ikke være for dem, der er tættere på.
Overboens hund har gøet helt fortvivlet.
Godt det er overstået for denne gang.

Jeg kan jo alligevel ikke lade være med at fotografere, og jeg ved godt, det slet ikke afspejler farverne og formationerne.



4 kommentarer:

  1. Fascinerende, at nogen rejser på den måde. Hun lever op til mottoet "At rejse er at leve"

    Jeg har det også dobbelt med fyrværkeri. Kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange penge, der går op i røg, og hver meget det forurener. Men samtidig er det jo flot. Et øjeblik.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det lever hun op til. Jeg synes nu også, der er meget liv i at være hjemme ;-) Heldigvis behøver det ikke at være enten eller.
      Der bliver brændt så mange penge af på fyrværkeri. De 3 fyrværkerifirmaer får 75.000 til at lave fyrværkeri for. Ud af dem bliver der kåret en vinder. Vinderen for 3 år siden havde scenen lørdag aften og fyrede af for 200,000 kr. Det synes jeg, er helt vanvittigt. Jeg er ikke helt klar over, hvem der giver penge til fyrværkeri. Forhåbentlig ikke kommunen?

      Slet
  2. Det er vildt svært at fotografere fyrværkeri, men du er da sluppet fint fra det :-)
    Frisk dame, din 'rejseveninde', må man sige - det må være meget spændende og oplevelsesrigt for hende.

    SvarSlet
  3. Tak Ellen. Ja, hun var frisk. Hun havde også meget at berette om. De forskellige steder og de forskellige mennesker, hun havde mødt.

    SvarSlet