En køkkenskuffe har i mange år været hjemsted for diverse kogebøger og opskrifter, klippet ud eller skrevet af. Jeg kan næsten ikke lade være med at rive den side med opskrifter ud, der findes i stort set alle aviser og blade.
Det har bare vist sig, at jeg aldrig kigger i de opskrifter - endsige bruger dem.
Karolinebøgerne var jeg i mange år meget glad for og brugte dem meget.
Nu forekommer de mig at være meget upraktiske, for hvor var det lige tunmouss'en var?
Nu er det meget nemmere at slå det op på computeren.
Så ud med det hele.
Alle bøger og hæfter går til genbrug, og løse avissider og udklip til papirsortering.
Opskriften med Vibekes kokosmakroner blev dog lagt til side, og nu vil jeg lægge den ind i mit kartotek her.
Den er så let. Det er bare at blande ingredienserne. Men jeg ville gøre mere ud af det i dag og rørte smør og sukker grundigt. Æggene blev blandet i, og jeg rørte til det var hvidt og skummende og puttede kokosmel i tilsidst.
I stedet for at bevare kokostop-formen, flød de ud og mistede det meste af den toppede form.
Måske fordi jeg rørt det sammen så grundigt?
Vibekes kokosmakroner:
50 g smør
200 g kokosmel
150 g sukker
2 æg
Smørret blød-varmes og deri kommes kokosmel, sukker og tilsidst æg.
Sættes i toppe på en bageplade og bages i 15-20 min. ved 175 grader.
Når de er kølet af, dyppes de i chokolade, der er smeltet i vandbad (50 g)
Kagerne kan fryses.
Åh, hvor jeg kender det Betty! Jeg hiver også alverdens opskrifter ud af blade og sætter dem møjsommeligt ind i tykke mapper, for så engang imellem, når mappen er blevet så tyk, at den ikke længere kan lukkes ordentligt, at smide lidt ud. Og nej, det er ikke ofte, at mapperne bliver åbnet, for som du skriver, det er så let med internettet.
SvarSletJeg kan så godt lide at dit lille nye barnebarn skal hedde Johanne, hvor er det et dejligt navn. Sjovt, som moden indenfor navne ændrer sig hele tiden. For år tilbage, ville jeg nok have tænkt på min mormors søster, der også hed Johanne ☺. Men nu synes jeg, at det er det sødeste navn, at man kan give sin nyfødte datter.
Da jeg læste dit indlæg om høsten, var jeg straks tilbage i barndommen, hvor jeg af og til fik lov til, sammen med veninder, at hjælpe deres fædre med at stable halmballer og de jeg husker allerbedst var alle de små sår man havde overalt på de bare steder efter en dag i høsten.
Jeg glæder mig meget til at se din ring, når den er klar.
Annette, Min farmor hed Johanne. Det er sjovt som de gamle navne kommer igen. Ja, høsttiden gav skrammer, og var det ikke byggen, der havde sådan nogle lange 'hår', der kløede helt vildt?
SletMin ring er snart klar. Har set den i dag ;-)
Jeg forstår dig godt - det er så nemt at slå op på computeren. Her har vi dog en samlemappe med de cirka 50 bedste udklip stående i køkkenet, og de bliver flittigt brugt.
SvarSletGitte, det er en god ide at have de mest brugte opskrifter i en samlemappe.
SletJeg bruger næsten også kun internettet, men har dog gemt visse kogebøger, selv om jeg ryddede grundigt ud i de, da John lavede vores nye køkken. Det hænder faktisk, at jeg bruger de bøger :-)
SvarSletEllen, det er godt at beholde nogle yndlings ;-)
SletHvor er du bare god til at få ryddet op og ud. Jeg har et hav af kogebøger, sjovt når nu jeg ikke gider at lave mad :-) Men jeg nænner ikke at smide dem ud, så de fylder.
SvarSletLene, jeg bliver overrasket over, du ikke gider lave mad. Det lyder altid så lækkert, når du skriver om den mad, du laver.
SvarSlet