Som sidste år ...

Sidste år var Johanne og hendes mor hovedpersoner i kirkens krybbespil for børnehavebørn.
Johanne er af gode grunde ikke egnet til rollen i år, men der var en baby med.

En stille og rolig baby.

Josef var den samme som sidst år.

Pædagogerne havde efterlyst forstærkning til at gå sammen med børnene.
Der er et stykke rimelig befærdet vej at gå fra børnehaven til kirken
Christians mor og jeg havde meldt os som hjælpere. Mens Chr. gik med sin mor i hånden, fik jeg betroet to små treårige, der ikke kendte mig i forvejen.
De kiggede på mig med tillidsfulde øjne og lagde deres små hænder i mine. En meget yndig pige med kinesiske forældre og en skøn dreng med tyrkisk afstamning. Børnehaven ligger i et område med mennesker fra mange forskellige lande.

Køen udenfor for at komme ind, var lang.

Vejen hjem var også lang og op ad bakken.
Mine to små ledsagere gik kortere og kortere skridt, men der var ingen, der klagede sig. Heller ikke blandt de større børn.
Vi var 27 børn og 8 voksne, og der kunne snildt have været flere. Der er nogle store drenge, der skal have opmærksomhed for ikke at blive for urolig og ufokuserede. Og de små, der skal støttes og opmuntres.
Det var alt i alt en dejlig oplevelse. Jeg har fået et par nye venner, og jeg vil kigge særligt efter de to små, jeg gik sammen med, når jeg kommer og henter Chr. om  onsdagen.

Fra 16 - 18 var der julehygge for frivilliggruppen på Silkeborg Bad. Vi får så mange tak og ros og gaver (en stor flot bog, Henry Heerup - Motivets Magt.

Der var dækket op i Søjlesalen, og vi kunne stadig få den skønne udsigt med, inden mørket sænkede sig.











Imellem mine formiddags-og sidst på eftermiddagen-oplevelser, var der en julefrokost med koret.
En dag med lidt af hvert. Af det gode.