AV-av-av ...

Dagen i går begyndte på bedste måde med et forfriskende formiddagsbad i søen.
Jeg skulle senere hente Mattias i gæstebørnehave, fordi hans egen børnehave holdt juleferie. og inden lavede jeg en portion boller i karry, som de havde ønsket sig til aftensmad.
Da vi kom hjem til Mattias, spillede vi fodbold i haven som så mange gange før. Vi skyder på mål på hinanden. Mattias er skrap til det, og jeg er efterhånden blevet bedre.
Men det gik galt for mig på et tidspunkt, da jeg ville stoppe en bold ved at strække ven ben langt ud til siden. I det samme gled min højre fod og jeg faldt med det venstre ben strakt maximalt i abduktion. Der lød en knasende lyd, og det gjorde vanvittig ondt i knæet.

Det lykkedes mig at komme op og ind, mens jeg forklarede Mattias, at vi skulle finde en pose med noget koldt i fryseren og så ind i sofaen og se Ramasjang.
Mattias bød på kold solbærsaft, som han mente, jeg trængte til, det søde barn. Jeg fik noget koldt både indenbords og på knæet.
Da hans mor kom hjem fik vi ringet til lægevagten, og jeg kom på skadestuen. Jeg kunne ikke støtte på benet.
Der var ingen ventetid på skadestuen, og lægen konkluderede efter en klinisk undersøgelse, at der ikke var ledbåndsskader eller brud. Jeg fik et par stokke og følte mig ret optimistisk,

Det gør jeg ikke i dag. Jeg har stadig uforandrede smerter, når jeg flytter benet, og når jeg lægger vægt på det.
Både i går og i dag har jeg givet mig selv førstehjælpsbehandling: ICE, som står for is, compression og elevation. Alligevel er knæet mere hævet i dag.
Jeg har instrueret mange patienter gennem årene og ved godt, det er sådan på anden dagen efter et traume på et led. Lægen sagde, hvis det ikke blev bedre i løbet af nogle dage, skulle jeg komme igen. Nu vil jeg se situationen an i morgen og håbe, at natten bliver bedre end den foregående, da jeg vågnede mange gange.
Dagen i dag skulle have stået på forberedelse af julemad. Jeg havde købt en and og sådan en flad bryststeg, som kan fås nu om dage. Men jeg har måttet overlade den til min svigersøn.
Mine døtre har været her i aften sammen med Chr og Mattias. Vi har spist kinesisk take-away som kompensation for et planlagt og aflyst restaurantbesøg. Johanne er højfebril og sløj og havde bedst af at være hjemme sammen med sin far.
Jeg har tænkt på, hvor værdifuldt det er at kunne gå. At kunne rydde op på et par ting og lægge dem et andet sted, f.eks. Der er utrolig mange små ting, vi gør, som kræver, at vi kan gå og have begge hænder fri. Jeg er blevet sat meget ud af spillet med det ømme knæ. Det er en lille ting i forhold til mange sygdomme, jeg har set i mit arbejdsliv. Men alligevel indgribende i min hverdag.
Jeg er heldig, at det ikke er gået ud over begge knæ. Kort før det skete, stod jeg der på græsplænen og glædede mig over, at jeg som relativ gammel mormor kan være med til mange aktiviteter. (En dag, da jeg fulgte Chr til svømning, kom jeg i snak med en farmor, mens vi sad og ventede. Hun er kun 54 år)

Så jeg er taknemmelig for mit indholdsrige liv og mine kære, der bor i nærheden.
Nu ønsker jeg bare, at natten vil gøre noget godt for mit knæ.