torsdag, april 06, 2017

Bedre end forventet.

Det går meget bedre med mit knæ, end det indtryk jeg får efter konsultation hos overlæge Steffen.
Måske hænger det sammen med, at min funktion er bedre end det, man kunne forvente efter rgt. billeder og scanning.
Forhåbentlig holder det.
Jeg har taget små nøk i haven de seneste par dage og tror egentlig ikke, jeg behøver en havemand.
Et tandlægebesøg i dag krævede ikke andet, end jeg lagde mig på ryggen og kiggede på det europakort, der hænger i loftet, så det var let nok.
Mens min datter og svigersøn gik i kælderen og pakkede og forberedte flyttedag, var jeg sammen med Chr og Johanne et par timer sidst på eftermiddagen.

Hjemmefra havde jeg gjort forberedelser til hakkebøf og skrællet kartofler. Johannes livret.

Chr tilbragte lang tid i badekarret med nogle legomænd.
Johanne løb mellem køkken og badeværelse. Hun ville gerne være med til at steg løg og vende bøffer, men hun ville også drille Chr med at kaste andre figurer i hans badevand. Det ville han ikke finde sig i, så jeg løb - nej haltede fra køkken til badeværelse for at lokke hende ud til panden.
Nej, det er overdrevet, når jeg skriver haltede, for jeg kan gå pænt uden stok. Bare det ikke skal gå for stærkt.
Men alt gik godt, og maden blev nydt. Det bedste var, at hele dagen gik, uden jeg havde ondt i knæet. Det er først kommet i aften, og jeg tror, at natten vil hjælpe på det.

4 kommentarer:

  1. Jeg holder med Johanne, - hvor er det længe siden, jeg har fået hakkebøf med kartofler.
    Det er da skønne nyheder med dit knæ. Jeg tror altså også, at du er en præmiepatient. Og det drager du nytte af nu.

    SvarSlet
  2. Livretter er bare det bedste. Hakkebøf var min fars livret, og han ville kunne være fyldt 87 år i går, så en god dag du valgte hakkebøf.
    Frida elsker mad bare hun selv må spise det, ingen skal hjælpe, eller der kan være hun vil have hjælp, så skal vi springe til, hun er 11 mdr. så det bliver ikke lige spurgt pænt. Otto havde livretter som 1 årig, han ikke vil have nu som 2 årig, der kan også være han hos mig spiser en masse af noget, og min datter så laver det 14 dage senere, og der vil han ikke have det. Så ingen favoritter ud over ostehaps :-)
    Godt det går fremad med knæet.

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt, at du igen kan passe børnebørn og lave livretter. Der er jo trods alt nok at se til, medens det står på, synes jeg.

    SvarSlet
  4. Godt at hverdagen med hjælp til børnefamilierne begynder at komme tilbage, og jeg giver Eva ret. Du har jo været en superpatient, som i forvejen var i god form og som bagefter har gjort sit hjemmearbejde til UG

    SvarSlet